Blodet løber stille fra den blodåre, hvor manden har skudt heroinen ind, og tegner røde spor langs armen. Overkroppen er faldet sammen, så hans mørke skulderlange hår skjuler ansigtet. Han sidder på det bord, der hænger langs væggen, hvor stofbrugerne sidder og fixer med cirka en meters afstand mellem sig, afskærmet for hinanden. 

En ung kortklippet fyr kommer ind og slår sig ned på pladsen ved siden af manden. Det er aften og klokken er lidt i tolv. Fra sin sorte skuldertaske finder han sit stof frem. En blanding af heroin og kokain, der kaldes ‘balls’, og som mange stofbrugerne fixer. Kokainen virker opkvikkende, mens heroinen virker sløvende, og når de to stoffer blandes, rammer man en tilstand midt imellem.

I den anden side af rummet står en vogn fyldt med udstyr. Vat, kanyler og sprøjter. Desinficerende servietter, elastikbånd og små plastikkopper. Den unge fyr tager en hvid elastik.

“Kan du hjælpe mig?” Han hiver det venstre ærme på sin sweatshirt op til skulderen og rækker elastikken til en kvindelig ansat på H17.

“Det skal bare være rigtig stramt,” tilføjer han. 

Hun lægger elastikken rundt om hans arm og strammer til. 

“Sådan her?” spørger hun. 

“Nej, strammere. Meget strammere.” 

De er seks medarbejdere på arbejde denne novembernat i verdens største stofindtagelsesrum H17, som ligger på Vesterbro i København. Alle er de uddannet social- og sundhedsassistenter eller socialpædagoger. En af dem er sosu-assistenten Peter Joakim Buch, som har arbejdet på stedet siden september 2017.

I nat skal han være i modtagelsesområdet sammen med tre andre kolleger. Det er her brugerne registrerer sig, når de kommer for at tage deres stof.

“De kommer her for at fixe under ordnede forhold. Og når vi ved, hvem de er, hvad de tager og i hvor stor en dosis, så kan vi også bedre hjælpe dem, hvis de for eksempel skulle tage en overdosis,” forklarer Peter Joakim Buch, der ikke har tal på, hvor mange tilfælde af overdoser, han har oplevet. Men det er mange. 

Udover modtagelsesrummet er der otte rygerum med plads til cirka 20 brugere, et injektionsrum med otte pladser, hvor brugerne kan fixe, en sundhedsklinik og et chill-out område, hvor brugerne kan slappe af, når de har indtaget deres stof.

I alt er 5.278 brugere registreret i H17, og langt størstedelen af dem er mænd. Brugerne har typisk psykiske lidelser, er hjemløse og har dårligt helbred. Mange er tvunget ud i kriminalitet eller prostitution for at finansiere deres brug af stoffer.

Det er alle disse brugere, som gør, at den 58-årige Peter Joakim Buch holder af sit arbejde.

“Jeg føler, at jeg er nået langt, hvis de føler sig set af mig for de mennesker, de er - uanset hvor udsatte de måtte være. De kan have mange fysiske skader, psykiske udfordringer eller traumer helt tilbage fra barndommen. Udefra set kan de jo ligne, jeg ved ikke hvad. Mange er derfor stigmatiserede i det offentlige rum, men i H17 er der plads til alle,” siger han.  

Når man har med sårbare mennesker at gøre, er det ifølge Peter Joakim Buch vigtigt at komme ind bag den ydre overflade og arbejde med mennesket. Det er jo derinde, de kan mærke, at man vil dem det godt, forklarer han. 

Selvom Peter Joakim Buch oplever en stor faglig tilfredshed, når det lykkes for ham at have en god samtale med brugerne, og de får et glimt i øjet, er han meget bevidst om, at arbejdet i stofindtagelsesrummet ikke handler om at gøre brugerne stoffri.  

“Hvis man tror, at man kan redde dem, så slår man sig på det her arbejde. For det kan man ikke. Og stofbrugerne kommer heller ikke herned for at blive reddet. De kommer for at tage deres stoffer. Så det er primært det, vi skal hjælpe dem med. Vi skal sikre et trygt og sikkert stofindtag,” siger han. 

Noget af det vigtigste for Peter Joakim Buch er derfor også at se på brugerne, som han ser på alle mulige andre mennesker. 

“Udefra kan det se hårdt ud, at folk stikker sig, slås eller har været udsat for voldtægt. Og det er da også hårdt. Men det er deres liv og deres normalitet. Det, man så skal passe på, er, at man ikke tager det med sig hjem og lader det fylde hele ens liv. Man skal kunne adskille det private og det professionelle, som man også gør i alle mulige andre job,” siger han.

Peter Joakim Buch er godt klar over, at det kan være en vanskelig opgave som ansat i H17. Arbejdet kan nemlig godt gå hen og blive en følelsesmæssig belastning, fordi brugerne kan være udadreagerende og psykisk ustabile. 

Medarbejderne er derfor også gode til at debriefe, afholde supervision og snakke voldsomme oplevelser igennem, ligesom der er tilbud om psykologhjælp, hvis man har brug for det.

Pludselig banker en kvinde i hvide joggingbukser og sort dunjakke hårdt på glasdørene ind til modtagelsesrummet.

“Luk mig fucking ind,” råber hun. 

Med rolige skridt går Peter Joakim Buch over mod kvinden. Hun har tilhold på grund af vold mod personalet.

“Du ved godt, du ikke må være her,” siger han. “Du skal gå nu.” Der er ingen panik at spore i hans stemme. 

Kvinden går rundt om sig selv, råber lidt og forsvinder så ud af syne. Kort efter skal en ung mand ind i modtagelsesrummet, og da Peter Joakim Buch åbner for ham, ser kvinden sit snit til at løbe med ind. Hun banker hårdt på dørene til både injektions- og rygerummet.

“Giv mig mine penge, jeg har fucking brug for mit coke,” råber hun.

Mens Peter Joakim Buch prøver at snakke kvinden til ro og få hende ud fra H17, ringer en af hans kolleger til politiet, så de kan komme og tage over. Men inden politiet når frem, forsvinder kvinden af sig selv.

Det er ikke usædvanligt, at politiet bliver tilkaldt for at assistere. Denne nat sker det tre gange, hvilket er helt normalt, forklarer Peter Joakim Buch.

“Hvem, der påstår at have slået hvem eller stjålet hvad fra en anden bruger, skal vi jo ikke gå ind i. Det er ikke vores opgave at gå ind i konflikter baseret på rygter, og derfor er det politiets opgave at løse sådanne konflikter, hvis de bliver for voldsomme,” siger han og fortsætter:

“Opstår der derimod konflikter lige foran øjnene af os, prøver vi naturligvis at konfliktnedtrappe situationen i det omfang, at de involverede ikke er til fare for personalets sikkerhed, og der skal trykkes alarm eller ringes til politiet”.

Det sker dog ofte, at konflikterne går over gevind. Mange brugere er ofte pressede og har abstinenser, når de kommer, og det kan gøre dem aggressive både verbalt og fysisk - og både over for hinanden og personalet. Selvom det er sket flere gange, føler Peter Joakim Buch sig aldrig utryg, når han er på arbejde. 

“Det er jeg for gammel i gårde til. Men man skal vide, hvornår man skal trække sig. Hvis de er helt sorte i øjnene og er psykotiske, så skal man selvfølgelig lade dem være. Og jo mere ophidsede de bliver, jo mere rolig skal jeg være. Det er en af de mange ting, erfaringen har lært mig,” siger han.