I oktober 2007 får social- sundhedshjælper Jette Høi Pedersen ødelagt sin skulder, da hun under plejearbejde vil hjælpe en ældre borger, der glider på gulvet. 12 år senere venter hun stadigvæk på en afslutning af sin arbejdsskadesag og ikke mindst på den erstatning, hun har udsigt til at få.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har i en foreløbig afgørelse fra februar i år fastsat Jette Høi Pedersens erhvervsevnetab på et niveau, der vil give hende næsten 600.000 kroner i efterbetaling og en fast månedlig ydelse fremover på cirka 11.000 kroner.

Men pengene må hun stadigvæk vente på. Kerteminde Kommunes forsikringsselskab har nemlig anket sagen. Derfor ligger Jettes sag nu i Ankestyrelsen, hvor den er gjort principiel. Det forkorter ikke den videre behandling, og seneste melding er, at sagen tidligst bliver afgjort i december.

Jette må forlade sit hus 

Erstatningen har Jette ellers haft hårdt brug for i lang tid, hvor familiens økonomi har udviklet sig fra slemt til værre og videre til værst. De er nu nødsaget til at flytte fra deres hus på Nordøst-Fyn til en mindre lejlighed.

”Min sag er kommet så langt ud, at det er til at græde over. Jeg synes, det er uretfærdigt, at det skal have så kæmpestore konsekvenser for os, at sagen ikke bliver afsluttet,” siger 57-årige Jette Høi Pedersen.

En hjælpsom og forstående bankmand har udskudt en tvangsauktion af huset flere gange. Men da det for nylig strammede til, lykkedes det for Jette og hendes mand at finde en løsning, hvor de bytter bolig med datter og svigersøn. 

”Vi har boet her i over 20 år, fordi vi elsker stedet. Hvis vi havde fået erstatningen, kunne vi have undgået en truende tvangsauktion, rykkere og inkasso. Vi har aldrig haft mange penge, men vi har altid betalt vores regninger til tiden,” siger Jette.

Hårdt forløb for Jette

Hun kunne også have undgået masser af spekulationer, søvnløshed og problemer med at finde det gode humør.

”Det er altså svært, når man har siddet i så lang tid, og det hele bare bliver ved at være sort. Når regningerne er betalt, er der minus på kontoen. Sagen trækker bare ud og ud, og en tvangsauktion kommer tættere og tættere på. Det sætter sig i maven og gør ondt.”

Den lange sagsbehandlingstid har været det klart største problem i Jettes sag, fastslår faglig medarbejder Beate Lange fra FOA Odense.

”Den har taget enormt lang tid, vildt meget længere tid, end den slags sager normalt varer. Det har været utrolig hårdt for Jette og hendes mand, siger hun.

Vred over sludder for sladder

Jette fik anerkendt sin ødelagte skulder som arbejdsskade i 2008 og fik erstatning for varigt mén. Men hun forsøgte at arbejde videre, ofte på stærke smertestillende piller og med sygemeldinger indimellem. Familien, hvor hendes mand er på førtidspension, var afhængig af hendes løn.

Men hverken kiropraktorbehandling eller en operation kunne gøre kål på smerterne, og i 2013 blev Jette fuldtidssygemeldt. Sammen med FOA bad hun samtidig Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) om at genoptage arbejdsskadesagen for at få afgjort hendes ret til erhvervsevnetab. Og sagen har altså kørt i systemet lige siden. 

Jette skal nu i arbejdsprøvning, der skal afgøre, hvor mange timer hun kan arbejde i det fleksjob, hun er visiteret til. Hun får ledighedsydelse, der er 89 procent af højeste dagpengesats. Imens venter hun videre på en afgørelse i arbejdsskadesagen og prøver at holde bitterheden fra livet.

”Men jeg er simpelthen så vred. Når man ringer til AES og rykker, får man bare en sludder for en sladder. Og så alligevel det indtryk, at en afgørelse ligger lige om hjørnet. Havde vi vidst, at sagen kunne trække ud i så mange år, havde vi solgt vores hus og på andre måder forberedt os på, at det ville blive hårdt.”

AES vil ikke kommentere enkeltsager

Fagbladet FOA har bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) forklare, hvordan en arbejdsskadesag kan trække ud i så mange år som Jette Høi Pedersens.
Direktør i AES Anne Kristine Axelsson vil ikke interviewes, men har sendt en mail-kommentar til Fagbladet FOA:

”Jeg har desværre ikke mulighed for at kommentere konkrete sager. Det jeg generelt kan sige er, at vi har et ansvar for at hjælpe folk, der kommer til skade på deres arbejde. Man skal ikke sidde fast i systemet, mens man venter på en afgørelse i sin arbejdsskadesag. 

Det er derfor vigtigt, at man får så hurtig en afklaring på sin arbejdsskadesag som muligt, og generelt har sagsbehandlingstiderne de seneste år været faldende. Sager om erhvervsevnetab er dog den type sager, der tager længst tid at behandle. 

Vi er afhængige af både sundhedsvæsenet og kommuner, inden vi kan træffe afgørelse, og der kan derfor være ventetid. Vi har stor forståelse for, at det kan være frustrerende at vente på en afgørelse i sin arbejdsskadesag.”

FOA og banken er holdepunkter

Jette Høi Pedersen må altså fortsat kikke i vejviseren efter en forklaring på den sagsbehandlingstid, der har haft så dramatiske konsekvenser for hende og hendes familie. Hun føler ikke, at hun har meget at takke arbejdsskadesystemet for.

Til gengæld er hun meget taknemmelig for den hjælp, hun har fået fra anden side.

”Vores bankmand og Beate fra FOA har været mine faste holdepunkter. Havde jeg ikke haft de to mennesker i alt det her, så ved jeg ikke, hvor jeg var henne i dag. De fortjener en guldmedalje,” siger hun.