“Godmorgen Benny,” siger Jonathan Claudinger og træder ind hos en lille ældre herre i et gråt joggingsæt. Benny er gammel. 84 år for at være helt præcis og har brug for hjemmeplejens hjælp hver morgen.
Det er derfor, at Jonathan Claudinger, 20 år og social- og sundhedsassistent-elev, besøger ham i dag. Som en del af sin praktik i hjemmeplejeenheden Vanløse, Brønshøj og Husum skal han hjælpe Benny med inhalatoren og sikre, at han har taget sin medicin.
Mange mænd i klassen
Det har ikke altid ligget i kortene, at Jonathan Claudinger skulle læse til social- og sundhedsassistent. Da mange af hans venner efter 10. klasse valgte at starte på gymnasiet,
havde han brug for noget andet.
Læs også: Markant flere unge mænd i sosu-faget
En uddannelse, hvor han ikke kun skulle sidde på skolebænken, men hvor han kunne kombinere teori med praktik. Han valgte sosu-skolen og blev optaget på EUX i 2017. Det var også det år, hvor rekordmange unge mænd mellem 20-29 år startede på en sosu-uddannelse.
Jonathan Claudinger var da også overrasket over, hvor mange mænd der var i hans klasse:
“Vi var 36 på holdet. Cirka en tredjedel af os var mænd,” siger han.
Finder stolthed i arbejdet
Sosu-faget er i høj grad kvindedomineret – og forbundet med fordomme.
“Der er det der med, at piger godt kan lide en mand i uniform, men plejehjemsoutfit bliver ikke betragtet som en uniform,” siger Jonathan Claudinger.
“De fleste er ikke klar over, hvor meget man skal kunne som social- og sundhedsassistent. Det er blevet gjort til en mindre faglig uddannelse, end hvad den egentlig er,” siger Jonathan Claudinger, som i begyndelsen lod sig påvirke af folks fordomme.
”I starten gik jeg ikke og pralede med det, hvis jeg for eksempel var i byen. Men det er jeg blevet ligeglad med, for jeg finder stolthed i mit arbejde nu,” siger han.