Det var en mulighed, der var umulig for social- og sundhedsassistenteleven Salina Andersen at sige nej til.
Hendes skole, SOSU Østjylland, tilbød, at hun kunne tage en del af sit praktikophold i Ghana.
Hun samlede sine medstuderende Berenice Newby og Emilie Nyborg, og inden de havde set sig om, var de indkvarteret i et stort hus i et af hovedstaden Accras slumkvarterer.
De første tre uger skulle de arbejde i den udekørende hjemmepleje. Det bød på udfordringer, de ikke lige havde lært på sosu-skolen i Danmark.
”Vi skulle hjælpe med at behandle et sår, der var fyldt med levende maddiker. Vi måtte improvisere for at finde løsninger, for vi var jo nødt til kun at bruge de hjælpemidler, vi havde til rådighed. Den lokale medicin var stærk, og de brugte meget antibiotika. Mange borgere ville helst behandles med urtemedicin, men vi prøvede at overbevise dem om, at det var bedre med professionel hjælp,” siger Salina Andersen.
Efter tre uger i hjemmeplejen rejste Salina Andersen og hendes medstuderende nordpå, hvor de arbejdede på et sygehus i Dormaa. Her var de blandt andet på akutafdelingen, hvor de mødte mange patienter med hiv og malaria.
”Det var hårdt at være hos de patienter, for vi vidste, at vi ikke kunne stille noget op,” siger Salina Andersen.
Selvom de synes, at Danmark har et langt mere velfungerende velfærdssystem end Ghana, var der alligevel noget, danskerne kunne lære af landet.
”I Ghana har de ikke den stramme tidsplan, vi kender herhjemmefra. De havde tid til at nyde borgernes selskab – nogle gange hyggede de faktisk lidt for meget og blev lidt for længe hos borgerne,
” siger Salina Andersen.
”De har en mere afslappet tilgang til jobbet, og der er ingen, der forventer, at man skal være færdig på et bestemt tidspunkt. Men det vigtigste, vi lærte, var, at man ikke har brug for mange midler for at gøre en stor forskel.
”
Flere skoler følger eksemplet
Også SOSU H vil snart begynde at sende elever til det vestafrikanske land – med en donation fra Globuspuljen og i kraft af et samarbejde mellem blandt andet FOA og den ghanesiske søsterfagforening HSWU. Normalt er det ellers lande i EU som Finland, Holland, Tyskland og Spanien, eleverne fra SOSU H opholder sig i.
De fire første social- og sundhedsassistentelever skal af sted til november.
Tidligere på året kunne Fagbladet FOA fortælle om ghanesiske Collins Woode Mensah tog sin SOSU-uddannelse i Danmark. Nu arbejder han for at udbrede den danske ældrepleje i Ghana.
”Da jeg kom til Danmark, opdagede jeg, at man har et andet syn på ældre mennesker. Man har et system, hvor man rent faktisk tager sig af dem og hjælper dem,” sagde han blandt andet.
Læs den historie
her.