Har du ofte kløende, røde hænder? Så er du ikke alene. Hver ottende, der arbejder med rengøring og madlavning, har nemlig lidt af håndeksem inden for de seneste to år, viser en ny medlemsundersøgelse foretaget af FOA.
Læs også: Gode råd mod håndeksem i en coronatid
Har man mistanke om håndeksem, er det vigtigt at søge læge med det samme. Lægen har pligt til at anmelde sygdommen som en arbejdsskadesag, og langt over halvdelen ender med at få den anerkendt. Det siger professor Jeanne Duus Johansen, der er centerleder af Videncenter for Allergi.
“Mange med håndeksem er flove og skjuler deres hænder. Eksemet kan ende i sygedage og behov for behandling. Det kan også betyde, at man mister sin arbejdsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger Jeanne Duus Johansen.
Hænderne nedprioriteres
På de fleste arbejdspladser har personalet adgang til gode handsker, cremer og sæber, så de kan passe på deres hænder og forebygge håndeksemen hver dag. Det oplever i hvert fald Annemarie Yde-Andersen, der er sygeplejerske og allergikonsulent i hendes firma Allergikonsulenten. Læs også: Efter påbud til udskældt børnehus: Nyborg Kommune har kendt til problemer i ni år
“Problemet er, at hverdagen er travl, og mange ansatte nedprioriterer at passe på deres hænder. Men begynder man først at få tørre hænder med små, løse skæl, så skal man sætte ind med det samme. Det lyder banalt at bruge handsker og smøre med creme, men håndeksem kan få alvorlige konsekvenser, så det er vigtigt,” siger hun.
Håndeksem
Håndeksem er en hyppig erhvervssygdom, som viser sig ved, at huden bliver tør, rød og kløende. For mange udvikler det sig til at blive en kronisk sygdom, hvor huden bliver fortykket og skællende med smertefulde revner. Dobbelt så mange kvinder som mænd har håndeksem.
7 ud af 10 sager, der anmeldes som arbejdsbetinget eksem, anerkendes som en arbejdsskade.
Kilde: Videncenter for Allergi.