To bosteder for autister under bostedskæden Habitus har været i kontakt med Nordsjællands Politi 130 gange fra januar 2016 og frem til april 2018. På baggrund af opkaldene har Nordsjællands Politi i perioden oprettet 86 sager efter henvendelser fra ansatte og beboere.
“Jeg undrer mig over, hvorfor der er behov for at ringe så mange gange til politiet. Det fortæller mig noget om, at der ikke er den tilstrækkelige faglighed. Var der det, ville de her problemer ikke opstå,” siger hun og henviser til, at anmeldelserne primært handler om bortløbne beboere og voldsepisoder mellem ansatte og beboere.
Bosted skal følge aftaler
I en mail fra april 2016, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i, skriver Socialtilsyn Hovedstaden til Habitus, at de “gerne vil orienteres hver gang et af jeres tilbud eller borgere har haft kontakt til politiet. Ikke fordi vi nødvendigvis vil gå ind i det. Vi vil bare gerne følge med og have muligheden for at spørge ind til, hvad der sker.”
“For mig virker det derfor som om, Habitus ønsker at skjule noget. Hvis socialtilsynet beder et bosted om at kontakte tilsynet, når de har kontakt med politiet, så skal bostedet selvfølgelig gøre det,” siger Heidi Thamestrup.
Overvejer ny praksis
Fagbladet FOA har forelagt Socialtilsyn Hovedstaden materialet fra politiet. Tilsynschef Mie Andresen fortæller, at Habitus har underrettet tilsynet om de mest alvorlige sager – men der er også sager i materialet, tilsynet ikke har hørt om før.
“Vi har jo kigget på det, og det er rigtigt nok, at det ikke er alle oplysninger, vi har. Nu er vi i den situation, at vi har været meget kritiske overfor Danshøj (et af de to undersøgte bosteder, red), så vi ville selvfølgelig gerne have haft oplysningerne. Men det er svært at kræve af bostedet, at de skal oplyse os om al kontakten til politiet, for det er der ikke direkte lovhjemmel til,” siger Mie Andresen.
“Det kan jo godt være, at vi som følge af det her skal ændre praksis og bede de tilbud, hvor vi ved, der er ofte henvendelser til politiet, om at afrapportere samlet en gang om måneden, eller at vi som socialtilsyn selv skal kontakte politiet,” siger Mie Andresen.
Bosted: Vi har gjort, som vi skulle
Hos Habitus har direktør Martin Godske ikke ønsket at lave et mundtligt interview eller svare på Fagbladet FOAs fremsendte spørgsmål. I en mail sender han en kommentar.
“Nogle beboere på vores såvel som andre bosteder er i besiddelse af en telefon. Vi har ingen ret til at kontrollere, om de har foretaget et opkald til politi, brandvæsen eller andre myndigheder,” skriver Martin Godske.
“På baggrund af din henvendelse har jeg kontaktet tilsynet, og de deler den opfattelse. Du kan derfor ikke slutte, at din egen kortlægning af antal opkald skulle være i strid med hverken lovgivning eller aftaler med tilsynet,” skriver Martin Godske til Fagbladet FOA.