Det er aldrig for sent at lære noget nyt. Og det er heller aldrig for sent at lære noget nyt én gang til.
Især ikke når det er mange år siden, man har gået i skole.
Kursus i dansk og matematik
Han følte sig egentlig ikke udfordret på det faglige. Men hans leder spurgte, om han alligevel havde lyst til at tage på kursus. Så sammen med sin faste makker tog Henning
et kursus i dansk og to i matematik.
Og det gav pote.
Læs også: Få 25.000 kroner til uddannelse
“Jeg har aldrig haft svært ved at læse eller skrive. Men det der med at skrive en ansøgning eller et klagebrev og få sat de rigtige ord ind, som har stor betydning, var nyt for mig. Så det var supergodt,” siger Henning Olesen, som bestod alle kurserne.
En daglig hjælp
Ud over at lære hvordan man fanger læserens opmærksomhed i et klagebrev eller en ansøgning, fik Henning også støvet nogle færdigheder af, som var gået i glemmebogen.
“Matematikken bruger jeg til daglig. Men det var godt at få genopfrisket, hvordan man for eksempel regner milliliter om til deciliter,” siger han.
Derudover lærte Henning nogle nye redskaber at kende. For eksempel hvordan programmet Excel med indbygget lommeregner kan være godt at lægge budgetter med.
“Jeg kan mærke, at det er blevet nemmere. Det er blevet en daglig hjælp,” siger han.
Aldrig for gammel til at lære
Ifølge Henning bør man takke ja til tilbuddet om at komme på kursus. Han har et godt råd til folk, som tvivler.
“Det er bare at komme i gang. Det koster jo ingenting, og man får fuld løn. Med de tider, vi har i dag, sker der noget nyt hele tiden. Og man har godt af at lære noget nyt. Det bliver man ikke for gammel til,” siger han.