Annonce

Tema: Profit på velfærd

Bostedsleder sendte udsatte unge til Afrika med konens rejseselskab


Den private bostedskæde Hjorthøjgård har sendt flere anbragte børn og unge til Afrika på kommunens regning. Rejsen har kostet op mod 100.000 kroner, oplyser kommune.

Annonce

Fagbladet FOA kan dokumentere, at den tidligere leder af Hjorthøjgård har sendt beboere til Afrika på kommunens regning. Prisen for en af rejserne var næsten 100.000 kroner. Afrika-rejserne var arrangeret af bostedslederens kones rejseselskab. Johnny Frederiksen

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Opdateret 25.5.2018

Flere børn og unge anbragt på bosteder under den private bostedskæde Hjorthøjgård er blevet sendt til Afrika på kommunens regning. Det drejer sig blandt andet om børn og unge fra Vesthimmerlands Kommune, Aalborg Kommune og Vejle Kommune.

Læs også: Tidligere leder af privat bosted tjener fortsat penge på udsatte børn og unge

”Der er ikke noget odiøst i, at jeg har sendt nogen derned (til Afrika, red.). Med de få personer, det drejer sig om, er det en aftale, jeg har lavet med de respektive kommuner, fordi de har godkendt det,” sagde Lars Andreasen, da Fagbladet FOA tidligere på året kontaktede ham om sagen.

Stoppet som leder

Efter interviewet blev lavet, er Lars Andreasen stoppet som leder af Hjorthøjgård. Det er sket, efter at Fagbladet FOA og DR har udgivet en række kritiske historier om svigt af børn og unge i Lars Andreasens varetægt. Fagbladet FOA har blandt andet afsløret, hvordan en mindreårig oplevede et seksuelt overgreb fra en anden beboer. Ledelsen kendte til barnets oplevelse, men gjorde intet. Først da barnet brød sammen over for sin mor, blev forholdet anmeldt til politiet.

Læs også: Bosted undlod at fortælle om angiveligt sexovergreb på barn

Fagbladet FOA interviewede Lars Andreasen, da han stadig var leder af Hjorthøjgård, og inden de første kritiske historier udkom i medierne.

Årsagen var, at det i en aktindsigt fra Socialtilsyn Nord fremgik, at ansatte havde lovet en ung beboer en tur til Afrika, hvis han ikke lavede ballade.

Ophold kostede næsten 100.000 kr.

Fagbladet FOA har efterfølgende søgt aktindsigt i udgifterne til opholdet hos Vejle Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Aalborg Kommune. Vejle Kommune oplyser, at de har betalt en fast månedlig takst for deres beboer på 195.325 kroner per måned i perioden fra 30. juni til den 30. september 2017.

Læs også: Tilsyn: Bosted lod krænker alene med børn uden opsyn

Ved siden af den relativt høje månedlige takst fik Vejle Kommune i slutningen af september en ekstra regning på næsten 100.000 kroner for turen til Afrika.

”For perioden 31/8 til 29/9-17 var der herudover en tillægstakst på 99.675 kr.
Det var i samme periode, turen til Afrika fandt sted,” oplyser Familie- og Handicapafdelingen i Vejle Kommune i en mail til Fagbladet FOA.

Kommunen oplyser videre, at den relativt høje månedlige pris skyldes, at den unge beboer, de havde anbragt på Hjorthøjgård, flere gange var stukket af fra bostedet. Derfor havde man i den tre måneder lange periode brug for ekstra personale til at mandsopdække borgeren.

Kommune: Ophold var inkluderet i prisen

Vesthimmerlands Kommune oplyser, at rejsen til Afrika for deres beboer var inkluderet i den faste månedlige takst, de betaler til bostedet. Fagbladet FOA har efterfølgende søgt aktindsigt i den månedlige takst for de to beboere, som Vesthimmerlands Kommune har anbragt på bosteder under Hjorthøjgård.

Læs også: Bosted forhindrede bevidst tilsyn i at tale med anbragte unge

Aktindsigten viser, at den faste månedlige takst for beboeren, der var i Afrika, var cirka 5.000 kroner højere end for beboeren, der ikke fik en tur til Afrika. 

Det har ikke været muligt at få svar fra Aalborg Kommune i sagen.

Konen arrangerede rejsen

Hjorthøjgård har hovedkontor i Fjerritslev bymidte og deler adresse med rejseselskabet Lamai Safari, der er ejet af Lars Andreasens kone Pia Mai Andreasen. 

Da Fagbladet FOA interviewede Lars Andreasen, fortalte han, at han havde brugt konens rejseselskab til at arrangere turene til Afrika for de unge på hans bosteder.

Læs også: Tilsyn kritiserer: Stor udskiftning i personale på nordjysk bosted

Dengang oplyste han, at turene havde til formål, at de udsatte unge skulle have en oplevelse. Endvidere var det en mulighed for dem at træne deres engelsk, oplyste han. Lars Andreasen fortalte videre, at valget faldt på konens rejseselskab, da han her kunne få den billigste pris.

”Man bruger jo det netværk, man har. Særligt hvis man kan få det til en konkurrencedygtig pris,” sagde Lars Andreasen dengang til Fagbladet FOA.

Fagbladet FOA har inden artiklens udgivelse forsøgt at få en kommentar fra Lars Andreasens kone Pia Mai Andreasen, der ejer Lamai Safari. Hun ønsker ikke at svare på spørgsmål i sagen.

”Jeg vil faktisk ikke udtale mig om det. Jeg vil ikke kommentere noget overhovedet,” siger Pia Mai Andreasen til fagbladet FOA og lægger efterfølgende på.

Kommune: Vi vidste ikke, det var konens selskab

Læs også: Fagfolk: Problematisk at ansatte på bosted mangler viden om psykisk syge børn

Fagbladet FOA har kontaktet Vejle Kommune i sagen for at høre, hvorfor de betalte for, at en ung blev sendt til Afrika på kommunens regning, og hvad de tænker om, at rejsen blev arrangeret med Lars Andreasens kones rejseselskab.

”Vi var ikke bekendt med, at det var Lars Andreasens kones rejseselskab, der blev anvendt.
Vi tænker, at det er en sammenblanding af interesser – vi ville uden tvivl havde bedt dem finde en egnet lokation i Danmark,” skriver Else Zippor, leder af Familie- og Handicapafdelingen i en mail til Fagbladet FOA.

Rejsen var under markedspris

Efter artiklen blev udgivet vender Lars Andreasen tilbage med en opfølgende kommentar. Her understreger han, at Hjorthøjgård har hyret en revisor til at undersøge prisen på Afrika-rejserne.

Ifølge Lars Andreasen var revisorens konklusion, ”at de priser, der blev anvendt, var under markedspriser”. Lars Andreasen afviser, at de anbringende kommuner ikke var orienterede om rejserne.

”Anbringende kommuner er fuldt ud informeret og har godkendt udgifterne,” skriver han i en mail til Fagbladet FOA.

Læs også: Bosted får kritik for at opløse antipsykotisk medicin i cola til dreng

Her skriver han videre, at turene tjente et vigtigt pædagogisk formål:

”Vi havde mange lærings-ting i gang med dyrelivet, sporing af dyr, vegetation, økologi, vildtpleje, madlavning, vandreture i bushen osv. Der blev besøgt lokale kirker og møder med lokalbefolkningen, og de fik adgang til at afprøve engelsk. Ja, jeg mener bestemt, at det i den grad havde et pædagogisk sigte,” skriver Lars Andreasen til Fagbladet FOA.

Profit på velfærd

Fagbladet FOA afdækker i en artikelserie, hvordan en række private bosteder svigter psykisk sårbare børn, unge og voksne, samtidig med at de tjener mange penge på det. Private bosteder modtager hvert år over to milliarder kroner fra kommunerne, viser tal fra Udbudsvagten.

Fagbladet FOA ser på de menneskelige og økonomiske konsekvenser af, at udsatte og svage borgeres velfærd bliver til en vare, man kan handle med.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev