Mandag morgen skiltes parterne på det kommunale område uden at have landet et resultat. Det skete efter 22 timers uafbrudte forhandlinger i Forligsinstitutionen. Lørdag måtte forhandlerne på statens område gå fra hinanden efter mere end 12 timer uden at nå en løsning.
Læs også: Slutspil i weekenden afgør om du skal strejke
Derfor er der om muligt kommet endnu mere pres på forhandlerne på det offentlige område, for deadline for forhandlingerne nærmer sig med stormskridt. Tirsdag ved midnatstid udløber fristen nemlig for at lande et forlig i denne runde.
Forligsmanden mangler et gennembrud
Selvom forligsmand Mette Christensen har haft travlt med at stå i spidsen for forhandlingerne i løbet af weekenden, er det ikke lykkedes at få enderne til at mødes i et forlig. Og derfor er der nu er udsigt til dramatiske forhandlinger i de kommende timer frem til deadline.
Dermed lægger forligsmanden optimalt pres på forhandlerne for at få afklaret, om hun skal fortsætte forhandlingerne, eller om hun skal sætte de varslede konflikter i kraft.
Forlig eller forlis
Forligsmanden har allerede udskudt strejker og lockout til ikrafttræden henholdsvis den 22. april og den 28. april én gang.
Men hun har muligheden for at udskyde konflikten i yderligere 14 dage. Det gør hun dog kun, hvis der er udsigt til reelle forhandlinger mellem parterne.
FOA-formand klar til forhandlinger
FOA-formand Dennis Kristensen opsummerede kravene til weekendens forhandlinger på denne måde i
sin overenskomstdagbog:
”Lønstigningerne skal svare til de privatansattes. Der skal afsættes puljer til rekruttering af sosu’er og sygeplejersker samt til et ekstra lønløft for de kvindedominerede fag og de lavtlønnede. Spisepausen skal sikres, og lærerne skal have en aftale om spilleregler for placering af arbejdstiden. Og så skal vores seniordage bevares, som vi kender dem.”
”Nu er det hjem og nappe et bad, inden forhandlingerne med regionerne starter kl. 10,” skriver Dennis Kristensen på sin Facebook-profil om udsigten til de fortsatte forhandlinger mandag.