Annonce

Frank Sandager er tillidsmand for Ærøfærgens skibsassistenter

Besætning frygter for job og sikkerhed


Besætning forstår ikke, at Søfartsstyrelsen vil lade den nye el-færge sejle med kun tre besætningsmedlemmer.

Annonce

Tillidsmand Frank Sandager er bekymret for passagerernes sikkerhed. “Sker en katastrofe, er der kun styrmanden og en cafeteriamedarbejder til at tage sig af passagererne,” advarer han. Robert Wengler

Af Morten Olsen
Journalist

Annonce

Til april lægger elfærgen Ellen fra land for at fragte passagerer til og fra Ærø. Men som det ser ud nu, vil det være med et hidtil uset lavt antal besætningsmedlemmer til at betjene færgen og de op til 147 passagerer.

Læs også: Udsigt til mindre besætning på ny elfærge

En skibsfører, en styrmand og en cafeteriamedarbejder er der foreløbigt lagt op til, at der skal være ombord på færgen. Bemandingen er godkendt af Søfartsstyrelsen til stor frustration for Frank Sandager, der er tillidsmand for Ærøfærgernes 18 skibsassistenter. 

“Vi frygter arbejdsløshed på sigt. Det er ikke nogen hemmelighed, for hvis der ikke skal flere ombord på den nye elfærge, så er vi for mange,” siger han. 

To til at stå for sikkerheden

Men det er ikke kun deres egen fremtid, Frank Sandager og kollegerne frygter for. De er også bekymrede for sikkerheden ombord, hvis der skulle ske en ulykke. 

Skibsføreren skal blive på broen, og derfra kan han klare noget af krisehåndteringen for eksempel tænde for skumsprøjter på bildækket. Men der er kun to til at tage sig af passagererne, hvis en ulykke skulle indtræffe, og det bekymrer Frank Sandager. 

“Det er uacceptabelt, at der kun skal tre mand på. Lillebælt er hård, og hvis der sker en katastrofe, er der kun styrmanden og en cafeteriamedarbejder til at tage sig af passagererne,” siger han. 

Må vente på ny test

Søfartsstyrelsens beslutning er allerede blevet anket til Ankenævnet for Søfartsforhold, men heller ikke her var der hjælp at hente for skibsassistenterne. 

Så det næste skridt bliver, at færgen skal testes med den bemanding, som Søfartsstyrelsen har besluttet, og hvis testen forløber tilfredsstillende, så står beslutningen ved magt. 

“Vi er enormt kede af, at der ikke skal være skibsassistenter ombord, men vi må jo bare have tålmodighed og afvente, hvad der sker,” siger Frank Sandager. 

Med den lave bemanding ombord på elfærgen er det meningen, at en del af vedligeholdelsen og rengøringen skal foregå, når færgen ligger i dok.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev