Den 23. november 2015 var en iskold dag. Aftenen før havde Beredskabsstyrelsen hjulpet aftenvagten i hjemmeplejen i Rudersdal Kommune rundt på grund af de isglatte veje.
Da sygehjælper Anne Marie Nielsen møder ind om morgenen, får hun at vide, at to af hendes kolleger er faldet på vej til arbejde.
Alligevel skal hjemmeplejen køre ud, som den plejer. På arbejdspladsen er der skridsikre ’dutter’ til at sætte under skoene, men de fungerer ikke godt for Anne Marie Nielsen. Hun har i stedet købt et par sko med skridsikre såler.
Læs også: Hver tredje ansat i hjemmeplejen er faldet i glatføre
Kan ikke rejse sig
Anne Marie Nielsen har parkeret sin bil på den parkeringsplads, personalet har fået besked på at bruge. For at undgå at køre fast med andre biler, når hun skal ud, har hun parkeret i det fjerneste hjørne.
Da hun efter første besøg hos en borger skal tilbage til sin bil, skrider hun og kommer ned at ligge. Ved faldet besvimer hun og opdager senere, at hun har tisset i bukserne.
”Jeg husker ikke mere. Jeg ved ikke, hvor længe jeg er væk, men da jeg vågner, bliver jeg klar over, at jeg ikke kan rejse mig,” siger Anne Marie Nielsen, der i dag er 66 år.
Har fået hjernerystelse
Da hun vågner, får hun fat i sin mand, som hjælper hende på skadestuen. Her viser det sig, at hun har fået hjernerystelse. Efter at have ligget til observation i otte timer får hun lov at komme hjem. Lægerne er i tvivl om, hvorvidt hun har fået et brud på ryggen, og derfor bliver hun kaldt på sygehuset igen dagen efter for at få lavet en CT-scanning.
Læs også: 8 råd til dig, der arbejder, når det er glat
Det viser sig, at der ikke er brud på ryggen, men Anne Marie Nielsen har smerter i ryggen, koncentrationsbesvær og kvalme.
”Jeg havde det virkelig skidt. Ting, jeg kunne gøre i blinde før – som at lave mad – fik jeg problemer med. Jeg havde svært ved at koordinere bevægelser og sov dårligt om natten,” siger Anne Marie Nielsen.
Ender med at gå på pension
Hun bliver derfor sygemeldt fra sit arbejde og er sygemeldt i tre måneder, hvorefter hun starter op tre timer om dagen. Faldet bliver anmeldt som en arbejdsulykke, men den bliver ikke anerkendt som arbejdsskade, hvilket hun undrer sig over.
”Det kan godt være, jeg ikke har fået varige mén, men det var en skade i arbejdstiden,” siger hun og mener, hun var blevet kaldt til samtale, hvis hun havde sagt ’jeg kører ikke ud i det vejr.’
Hun beslutter kort tid efter at gå på pension, fordi arbejdet er for opslidende både fysisk og psykisk.