Annonce

En social- og sundhedsassistent arbejder ved en computer

Offentligt ansatte: Vi spilder tiden på ubrugt dokumentation


Over halvdelen af FOAs medlemmer mener, at de dokumenterer ting, der ikke bliver brugt til noget.

Annonce

Over halvdelen af FOAs medlemmer mener, at de dokumenterer ting, der ikke bliver brugt til noget. Social- og sundhedsassistent Tina Wichmann Brusen fortæller, at hun ofte bruger længere tid på at dokumentere en aktivitet, end hun bruger på selve aktiviteten. Jørgen True

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

Rettelse: 17.11.2017

For mange unødvendige registreringer og overflødig dokumentation fylder arbejdsdagen for mere end halvdelen af FOAs medlemmer. Det fremgår af en ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer.

Læs også: Frustreret sosu: Her spilder jeg tid på meningsløs dokumentation

I alt svarer 18 procent, at de i høj grad mener, at der er overflødig dokumentation og registrering i deres arbejde, mens 43 procent af FOAs medlemmer i nogen grad er enige i dette. Samtidig er 58 procent helt eller delvist enige i, at meget af det, de dokumenterer, ikke bliver brugt til noget.

”Det får en rød lampe til at lyse, når mange siger, det er overflødig dokumentation. Men når dokumentation ikke bliver brugt, betyder det ikke, at det er spildt. Fordi noget kan virke overflødigt for mig, er det ikke sikkert, det er det for dig,” siger Peter Dahler Larsen, professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og leder af Center for Resultater, Evaluering, Måling og Effekt.

”Det kan for eksempel være, der skal være dokumentation på plads i forhold til en eventuel efterfølgende klage, uden at der dog faktisk bliver klaget,” siger Peter Dahler-Larsen.

Dokumentation fremfor samvær

En ansat på specialområdet har i undersøgelsen uddybet:

”Vi kan sidde og dokumentere, hvad beboerne foretager sig frem for at være sammen med dem, mens de foretager sig det.”

Og en social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen har ligeledes uddybet:

”Vi skal dokumentere, at vi har givet medicin – det burde være en selvfølgelighed, at vi udfører det beskrevne stykke arbejde. I stedet burde vi dokumentere, hvis vi ikke gjorde det.”

Dokumentation er ikke mangel på tillid

Sektor-formand i FOA Karen Stæhr, der desuden er medlem af et regeringens udfordringspaneler, der handler om afbureaukratisering, understreger, at dokumentation ikke handler om manglende tillid til medarbejderne:

”På den ene side skal vi have tillid til, at medlemmerne, udfører det, der står i deres arbejdsbeskrivelser, for eksempel giver en pille. På den anden side, er det vigtigt, at hvis der kommer en vikar, eller hvis fru Hansen bliver indlagt, kan man se, at hun har fået den pille,” siger Karen Stæhr. 

”Jeg forstår godt, hvis nogen tænker, at det er manglende tillid, men de skal prøve at tænke på det som patientsikkerhed og på egen sikkerhed i forhold til, at man ikke udfører en utilsigtet hændelse,” siger Karen Stæhr.

Robuste ledere savnes

Karen Stæhr mener, at der ligger en ledelsesmæssig opgave i formidle vigtigheden af dokumentation:

”Jeg har på fornemmelsen, at man ledelsesmæssigt ikke gør nok ud af at instruere medarbejdere om, hvad hensigten med dokumentationen er. Og løbende kommunikere med medarbejdere om, hvad der skal dokumenteres, og om noget skal smides ud, fordi det ikke giver mening mere,” siger Karen Stæhr.

Peter Dahler-Larsen mener, at mange dokumentationskrav opstår på baggrund af hændelige fejl. Og her savner han robuste ledere.

”Efter min vurdering har der været en tendens til, at hvis der er et problem et sted, skal alle dokumentere mere. I stedet burde man sige: Vi bekæmper fejl, så godt vi kan, men løsningen er ikke mere dokumentation. Det kræver robusthed at sige, at vi ikke har sat nyt system ind,” siger Peter Dahler-Larsen.

I alt har cirka 4.000 FOA-medlemmer deltaget i undersøgelsen.

Rettelse: Fagbladet FOA har ændret to formuleringer: ”Samtidig er 58 procent helt eller delvist enige i, at det, de dokumenterer, ikke bliver brugt til noget.”Det er ændret til: ”Samtidig er 58 procent helt eller delvist enige i, at meget af det, de dokumenterer, ikke bliver brugt til noget.” Desuden er formuleringen ”... 43 procent af FOAs medlemmer er delvist enige i det udsagn” ændret til: ”...43 procent af FOAs medlemmer er i nogen grad enige i det.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev