Annonce

Mennesker der går tur i skoven

Tema: Stress

Undgå stress: Sådan kan du bruge naturen


Gåture i naturen forebygger stress og giver mentalt velvære. Her får hjernen nemlig ro til at sortere og ordne mylderet af tanker og indtryk, lyder rådet fra en hjerneforsker.

Annonce

Gåture i naturen giver bedre mental trivsel og forebygger stress, fortæller hjerneforsker Kjeld Fredens. Så gå en tur i skoven, sænk skuldrene og lad tankerne vandre. Colourbox

Af Jonna Toft
Journalist

Annonce

Man skal ikke gå længe i en skov, før skuldrene sænkes, og der bliver mere ro i hovedet. Her er hjernen ikke så fokuseret som i byen, hvor den hele tiden registrerer lyde, lugte, biler og mennesker. Naturen bruges som behandlingsrum for stressramte, og det er der god grund til, fortæller hjerneforsker Kjeld Fredens.

“I naturen er hjernen defokuseret: Tankerne får lov at vandre, og vi koncentrerer os ikke om noget bestemt. I hjernen begynder et andet netværk at arbejde. Man kalder det for vores ‘default netværk’. Det sorterer i tankerne, fordøjer og rydder op. Men det fungerer kun, når man ikke er fokuseret.”

Læs også: Sosu fik stress og en fyreseddel

Forebygger stress

Gåture i naturen giver altså bedre mental trivsel og forebygger stress. Hvis hjernen kun arbejder fokuseret, bruger man kun halvdelen af dens kapacitet – og det er den halvdel, der brænder energi af, forklarer Kjeld Fredens. 

“I naturen lades batterierne op. Her kommer man tættere på sig selv og finder ud af, hvad der er værdifuldt. Det går man nemt glip af, hvis hjernen hele tiden har travlt,” siger han.

Læs også: 4 gode råd: Sådan kommer du tilbage på jobbet efter stress

Lader batterierne op

I hjemmet og på arbejdet er der altid noget at lave, men i naturen skal vi ikke være til nytte.

“Alle biologiske parametre, der har betydning for sundheden, fremmes i naturen. Forskningen viser, at børn i naturbørnehaver trives bedre, krigsveteraner kan hjælpes i naturen, og hospitaler forbedrer deres resultater, hvis patienterne kan komme ud i det grønne. Vi får i den grad ladet batterierne op,” siger Kjeld Fredens. 

Guide: Lad tankerne vandre

Når du færdes i naturen, skal du bare lade tankerne vandre. Det er ikke altid så nemt, som det lyder, men prøv at lægge mærke til bladene, de forskellige planter og lyset, der skifter.
Træk vejret ned i maven og slip tankerne fri – her skal du ikke nå frem til løsninger, men blot lade tankerne løbe.

 

Alle former for grønt er godt for hjernen

  • urørt natur og store vidner
  • parker
  • strande
  • skove
  • heder
  • grønne bånd i byområder 
  • haver 
  • selv end potteplante er bedre end ingenting

Hold pauser jævnligt
Det optimale for hjernen er at holde 10 minutters pause efter hver 30 minutters arbejde. I pausen skal man lade arbejdet ligge og gå en kort tur, råder hjerneforsker Kjeld Fredens. “Hjernen arbejder bedre, når den får pauser, hvor ‘default-netværket’ kan arbejde. Det fremmer hjernens plasticitet. Vi bliver mere kreative, innovative og effektive. Men det kræver en holdningsændring i hele samfundet, hvis vi skal tage alvorligt, at vi yder bedre ved at lave mindre.”

Raskere og gladere

Jo tættere, vi bor på naturen, jo raskere og gladere er vi. Dem der bor mindre end 300 meter fra grønne områder, har et bedre helbred på en lang række områder, end dem, der har mere end en kilometer til et grønt område. 

  • mere fysisk aktive
    tyndere
  • mindre stressede
  • har færre smerter
  • har færre psykiske problemer
  • fungerer bedre socialt.

Kilde: Rapporten ‘SUSY Grøn: Brug af grønne områder og folkesundhed i Danmark’, Skov & Landskab, Københavns Universitet 2011

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev