De kommende måneder vil blive præget af debat om yderligere skattelettelser.
Det ser ud til, at Liberal Alliance har bidt i det sure æble og opgivet det ultimative krav om mærkbare skattelettelser på topskatten for de bedst stillede.

Det er i sig selv godt. De hidtidige skattereformer har været med til at skævvride Danmark endnu mere og dermed skabe større afstand mellem de mindste og de højeste indkomster.

Derfor kommer debatten til at handle om mellemindkomster og lave indkomster. Det kan lyde besnærende at sænke skatten for almindelige indkomster, men den limpind må vi i mine øjne ikke hoppe på.

Skatter og afgifter er alles bidrag til den fælles velfærd og service. Og hver gang vi får skattelettelser, kommer der mindre i velfærds- og servicekassen.

Det betyder, at vi ikke kan sikre det nuværende serviceniveau, og vi kan heller ikke råde bod på de mange nedskæringer og besparelser under den økonomiske krise.
Og skat til velfærd og service er ikke blot en abstrakt størrelse. Færre indtægter fra skat og afgifter betyder helt konkret dårligere vilkår for brugerne og endnu mere stressende arbejdsvilkår for de velfærds- og serviceansatte.

Det er det modsatte, vi har brug for. Vi har brug for flere ressourcer til de områder, hvor behovene stiger, og de områder, hvor sparekniven har skåret dybt.

Havde det derimod handlet om en skattereform, som omfordelte byrderne mellem de laveste og de højeste indkomster uden, at skattekassen blev lænset, så havde sagen været en helt anden. Så kunne vi være begyndt at gøre op med den udvikling, hvor de allerbedst stillede økonomisk stikker af fra resten af samfundet.

Som velfærds- og serviceansatte bør vi afvise nye skattelettelser – både af hensyn til den fælles ansvarlighed for de svageste i samfundet og af hensyn til de ansattes arbejdsvilkår.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA