Annonce

En illustration der viser en ubåd hvorpå der står evaluering som sejler hen mod to både fyldt med børn

7 tips til god evaluering af aktiviteter


Få her syv konkrete råd til, hvordan du kan evaluere og forbedre aktiviteter med børnene.

Annonce

Lilian Brøgger

Af Jonna Toft
Journalist

Annonce

1. Fokusér på læringsmiljø

Evaluering skal både handle om de aktiviteter, I laver med børnene, og om det liv, der udspiller sig omkring aktiviteterne. Var der en god stemning? Hvad kan de voksne gøre bedre? Hvordan styrker man børnenes muligheder for læring, trivsel og udvikling? Evalueringen skal blandt andet skabe øje for de ‘blinde pletter’, hvor man ikke umiddelbart ser et behov for forandringer i egne handlinger.

Læs også: Brug for bedre evaluering af dagtilbud

2. Tænk evaluering ind tidligt
Evaluering skal tænkes ind allerede, når man vælger mål, aktiviteter og metoder. Så kan man bedre overveje, hvilke dokumentationsformer og evalueringsformer, der vil fungere bedst.

3. Hverdagsspørgsmål

En hverdagsevaluering kan for eksempel have fokus på:

  • Var børnene optaget af det, de skulle lave?
  • Hvordan var samspillet mellem børnene? Og mellem børn og voksne?
  • Blev alle børn set og hørt?
  • Var der børn, der ikke fik den opmærksomhed, de burde få? Hvorfor?
  • Hvilket børnesyn og læringssyn ligger til grund for den voksnes måde at reagere på i forhold til børnene?

4. Inddrag børnene

Når det giver mening, så inddrag børnene i evalueringen. Spørg dem, hvordan de kunne tænke sig aktiviteten næste gang.

5. Hvad skal dokumentationen bruges til?

Skeln mellem dokumentation, som I laver for forældrenes skyld, og dokumentation, der skal bruges til evaluering og munde ud i en bedre pædagogisk praksis. 

6. Eksperimentér

Afprøv forskellige former for dokumentation, for eksempel fortællinger, fotos, relationsskemaer, børneinterviews, tegninger, video eller lydoptagelser af samtaler med børnene. Hvad siger vi til børnene, og hvad siger de til os? Hvilket udbytte giver de forskellige metoder? 

7. Brug hinanden

Vær nysgerrig over for dine kollegers praksis. Spørg konstruktivt og åbent. Konkrete situationer kan danne grundlag for en god faglig samtale om pædagogik.

Kilder: Anne Kjær Olsen, tidligere chef for dagtilbud hos Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), nu chef for videreuddannelse hos Professionshøjskolen UCC. Master for en styrket pædagogisk læreplan, udgivet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, 2016.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev