Annonce

Tillidsrepræsentant Klaus Hansen

Tema: Vold i psykiatrien

Tillidsfolk: Nye afdelinger for farlige beboere vil øge sikkerheden


8 ud af 10 tillidsvalgte mener, at en ny type afdelinger for de mest syge og farlige beboere kan være med til at højne sikkerheden. Men flere hænder og sengepladser er vigtigst, siger de.

Annonce

Tillidsrepræsentant Klaus Hansen fra botilbuddet Grønnehaven i Nykøbing Sj. er positiv over for de nye afdelinger for de mest farlige beboere. "Vi gør, hvad vi kan for at passe på os selv, men vi ved aldrig, hvad der sker om fem minutter." Jørgen True

Af Andreas Hemme
Journalist

Af Sisse Nedergaard Jensen
Journalist

Af Marie Brynskov
Journalist

Annonce

Nye specialiserede psykiatriske afdelinger til de farligste beboere er et skridt i den rigtige retning. Sådan svarer 8 ud af 10 tillidsvalgte på socialpsykiatriske bosteder i en rundringning, som Fagbladet FOA har foretaget. 


Regeringen kom i efteråret med et lovudkast om oprettelsen af de nye specialiserede afdelinger. Det bliver for tiden diskuteret politisk, da flere organisationer har ytret sig kritisk om forslaget. Men Klaus Hansen, tillidsrepræsentant på Botilbuddet Grønnehaven i Nykøbing Sj., mener, at de nye afdelinger kan være med til at højne sikkerheden.

 

Læs også: Aftale om psykiatrien på plads

”Det vil skabe nogle flere muligheder for at hjælpe dem, der har det rigtig skidt. Så på den måde kan jeg ikke se andet, end at det vil være en fordel,” siger Klaus Hansen til Fagbladet FOA.


Allerhelst så han, at der var flere sengepladser i psykiatrien.

 

”Vi har nogle beboere, der ligger i en gråzone, hvor man synes, de udviser en farlig adfærd. Men problemet er, at der ikke er pladser til dem i systemet. Den overordnede frustration er, at der fra politisk hold er blevet skåret i sengepladserne. Det er det, vi hele tiden råber op om,” siger tillidsrepræsentanten.

 

Læs også: Nye tal: Flere ansatte får tæv i psykiatrien

For få ansatte

Susanne Cilke, tillidsrepræsentant på botilbuddet Kjærsholm i Skanderborg, er også umiddelbart positiv over for de nye botilbud.

 

”Det kunne gøre en forskel, hvis de mest udadreagerende boede et sted, hvor der også blev taget hånd om dem, og hvor der var mere personale,” siger hun.


Hun mener dog grundlæggende, at det er manglen på personale på bostederne, der er problemet i dag.

 

”Jeg har arbejdet på bostedet i mange år og set en tendens til stærke nedskæringer. Vi er blevet meget få ansatte i forhold til, da jeg startede – både i dagtimerne og i ydertidspunkterne. Vi mangler hænder og flere sengepladser,” siger hun.

 

Stadig farlige beboere trods drab

På bostedet Blåkærgård ved Viborg blev en socialpædagog udsat for seksuelt overgreb og knivdræbt af en psykisk syg beboer på en køretur i 2012. Efter hændelsen er der kommet stor fokus på sikkerheden på bostedet. Der opstår dog stadig problemer med beboere, der har komplekse problemstillinger og udadreagerende adfærd, og som ikke er dømt til behandling. Det fortæller social- og sundhedsassistent Kirsten Merete Hansen, som er arbejdsmiljørepræsentant.

Læs også: FOA: Nyt psykiatri-lovforslag er det muliges kunst

”Jeg er overvejende positiv over for de nye afdelinger. De problemer, vi ikke kan klare med en pædagogiske indsats vil kunne håndteres på de nyoprettede afdelinger, hvor de ansatte får andre rettigheder,” siger hun og tilføjer: 
 
”Men hvis vores normering blev højere, og vi altid kunne gå på job med følelsen af tryghed og sikkerhed, mener jeg, at vi i socialpsykiatrisk regi kan håndtere problemet,” siger Kirsten Merete Hansen, der stadig kan være alene i huset, når hun er på vagt. 
 
”Det, der kan give højere tryghed i mit arbejdsliv, er højere normering og ligelig fordeling mellem mandlige og kvindelige medarbejdere, og at jeg altid er sammen med en kollega, når jeg er på job," siger hun. 
 

Et ekstra led

En enkelt af de tillidsrepræsentanter, som Fagbladet FOA har ringet til, er usikker på, hvordan de nye afdelinger kommer til at fungere. En enkelt afviser helt idéen.

”Det vil være endnu et mellemled," siger Bettina Søs Davidsen, tillidsrepræsentant på Botilbuddet Lunden i Brøndby Kommune.

”I forvejen er der et stort tab af viden, fordi folk ryger frem og tilbage mellem de forskellige instanser – og de nye afdelinger vil være endnu et led. Jeg mener, man bør kigge på det, vi har i forvejen i stedet for at oprette helt nye afdelinger.”

Plan om specialiserede afdelinger

Siden 2012 er fem ansatte på socialpsykiatriske bosteder og forsorgshjem blevet dræbt, mens de var på arbejde. Derfor er regeringen kommet med et lovudkast om oprettelsen af nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger med 150 pladser til de farligste beboere.


Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev