Annonce

Sektorformand Karen Stæhr og formand for SIND Knud Kristensen

Tema: Vold i psykiatrien

FOA: Nyt psykiatri-lovforslag er det muliges kunst


Et lovforslag om en ny afdeling til voldelige beboere er et skridt i den rigtige retning for psykiatrien, mener sektorformand i FOA.

Annonce

Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren, ser de nye socialpsykiatriske afdelinger som et skridt i den rigtige retning for den pressede psykiatri. Der skal dog flere sengepladser til i behandlingspsykiatrien, hvis voldsforebyggelsen for alvor skal have en effekt, mener hun. Niels Åge Skovbo

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Lovforslaget om nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, der fra 2018 skal stå klar til at rumme 150 af de mest udadreagerende psykisk syge patienter, har nu været i høring. I FOA er Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren, tilfreds med, at der bliver tilført flere ressourcer til den trængte psykiatri.

”Lovforslaget er det muliges kunst. Vi bliver nødt til at gøre noget for de særligt udsatte borgere og ansatte her og nu, og tilsyneladende har politikerne ikke tænkt sig at give flere penge til behandlings – og retspsykiatrien,” siger Karen Stæhr.

Hun understreger, at lovforslaget langt fra er den endelige løsning på psykiatriens problemer.

”Der er ingen tvivl om, at der mangler sengepladser i behandlingspsykiatrien og en overordnet politisk målsætning for, hvordan vi vil koordinere social- og behandlingspsykiatrien,” siger sektorformanden.

Læs også: Bæltefikseringer falder mens andre tvangsformer stiger

Ønsker ikke mere tvang

I lovforslaget lægges der blandt andet op til, at man har mulighed for at anbringe og tvangstilbageholde patienter, der ikke er psykotiske. Netop den mere vidtgående mulighed for at anvende tvang har været genstand for kritik.

Karen Stæhr påpeger, at man i FOA overordnet er imod brugen af tvang mod psykisk syge. Når forslaget alligevel har organisationens opbakning, er det af hensynet til medarbejdernes sikkerhed.

”FOA har fra dag ét været på medarbejdernes side i den her sag, for vi er en faglig organisation. Og de skal have en mulighed for at komme trygt på arbejde uden at blive udsat for vold. Det er dog vigtigt at pointere, at FOA ikke står for, at vi skal have mere magt og tvang i psykiatrien,” siger Karen Stæhr.

Hun uddyber, at den nye type afdelinger skal ligge under sundheds- og psykiatriloven og ikke serviceloven, som bostederne i kommunen hører under. Kommer de nye afdelinger til at ligge under serviceloven, risikerer man at øge mulighederne for tvang, og det er ikke hensigtsmæssigt, mener hun.

Læs også: Ansatte græder på grund af frygt for vold på hospitalsafdeling

Urimelig brugerbetaling

Det er dog langt fra hele indholdet i det nye lovforslag, som FOA bakker op om, fortæller Karen Stæhr.

”Vi synes, det er helt åbenlyst urimeligt, at psykisk syge, der bliver tvangsindlagt til de nye afdelinger, skal betale for det. Det er ikke deres egen bolig, når de er på den her specialiserede socialpsykiatriske afdeling. Det ser vi gerne bliver lavet om,” siger Karen Stæhr.

Psykiatrien er de seneste år blevet presset af et stigende antal almen- og retspsykiatriske patienter, mens antallet af sengepladser er blevet reduceret. Imidlertid er det svært at arbejde med langsigtede løsninger, fordi en del af psykiatrien finansieres af midlertidige satspuljemidler. Det er et problem, mener sektorformanden:

”I dag lever dele af psykiatrien af satspuljemidler fra år til år. Jeg så gerne, at psykiatrien blev ligestillet med somatikken, altså at man sagde, at psykiatrien er fuldt på finansloven, og ikke puljefinansieret. Det behøver nødvendigvis ikke at være staten, der skal køre det hele, for kommunerne har socialpsykiatrien, så her må der være et sammenspil,” afslutter Karen Stæhr.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev