Du har en alarm, så du er ikke alene. Den besked fik en social- og sundhedsassistent i psykiatrien fra sin leder, da hun luftede sin bekymring om at arbejde alene med stærkt psykisk syge og voldelige beboere. Episoden fik jeg refereret, da jeg sammen med Dennis Kristensen i efteråret besøgte seks forskellige arbejdspladser i rets-, social- og behandlingspsykiatrien.

Historien gjorde – sammen med en mængde andre beretninger – et stort indtryk på mig.

På de seks arbejdspladser hørte vi mange historier om vold. Om små, kvindelige ansatte, der står alene med store, psykisk syge mænd. Der var historier om at arbejde alene, selv om man bør være flere. Historier om alarmer, der ikke virker. Om arbejdspladser, hvor Arbejdstilsynet ikke tør komme på besøg. Og alt for mange beretninger om, at ressourcerne er så knappe, at man ikke kan udføre sit arbejde med den faglighed, man har i kraft af sin uddannelse og sine erfaringer. 

Det er historier, der rører mig dybt. Og det er historier, som jeg tager med mig, når jeg taler med politikere om arbejdsvilkårene i psykiatrien. Fortællingerne er guld værd for mig, og de gør, at vi står stærkere med vores argumenter over for politikere og embedsfolk, der ikke selv kommer på arbejdspladser i psykiatrien.

I FOA bliver vi ved med at sætte psykiatrien på dagsorden. Vi skal have en psykiatri, som vi kan være bekendt. En psykiatri, der i prioritering og opfattelse bliver sidestillet med somatikken. Hvor der er tid til at arbejde med relationerne til hver enkelt beboer, og hvor arbejdet ikke er farligt for nogen.

Klummen er også bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA