Fire dage. Så kort tid skulle der gå, fra den nyuddannede social- og sundhedshjælper Maja Simsby Johansen afsluttede sin sidste eksamen, til hun fik tilbudt et job. Hun er et af de 263 medlemmer, der i løbet af det sidste halve år har fået et job gennem FOA JobMatch.
”Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt. Det er så smart,” siger Maja Simsby Johansen.
Social- og sundhedshjælperen har fået et sommerferievikariat hos Amager Hjemmepleje.
”Jeg skal uddanne mig videre til social- og sundhedsassistent til september, så det passer perfekt med et vikariat,” siger hun.
28-årige Maja Simsby Johansen hørte første gang om job-ordningen, da FOAs formidlingsteam besøgte hendes skole i Gladsaxe i juni. Her talte hun med konsulent Eva Pihl, der spurgte, om hun havde noget job på hånden, når hun var færdiguddannet.
”Jeg havde ikke søgt job, for jeg havde tænkt mig, at jeg skulle holde lidt ferie, før jeg igen starter studie til september. Men der skal jo også kroner til,” siger Maja Simsby Johansen.
Konsulenten fortalte om muligheden for at finde et job gennem FOA JobMatch og gav Maja Simsby Johansen sit visitkort med telefonnummer.
Fredag den 1. juli afsluttede sosu-hjælperen sin sidste eksamen, og allerede om mandagen fandt hun nummeret frem og ringede op.
”FOA JobMatch gav mig nummeret på min nye chef Birthe Börger. Jeg ringede til hende med det samme, og vi aftalte, at jeg skulle komme til samtale allerede dagen efter. Og så fik jeg jobbet samme dag,” siger hun.
Nemt værktøj
Når Maja Simsby Johansen skal søge job i fremtiden, tøver hun ikke med at gøre brug af FOAs job-ordning igen.
”Måske var jeg heldig, fordi det løber over en sommerferieperiode, og der altid mangler hænder der. Men jeg kan sagtens finde på at bruge det igen i fremtiden,” siger hun.
Sosu-hjælperen har snakket med flere, der ikke har hørt om FOA JobMatch før. Men hun synes, det er vigtigt at fortælle om ordningen.
”Jeg kan helt sikkert anbefale det. Som nyuddannet kan det føles meget usikkert, fordi man står uden arbejde. Selvfølgelig kan man kigge på Jobindex og andre jobportaler efter arbejde, men FOA JobMatch gør det meget nemmere,” siger hun.