Annonce

Mia står foran Lindegården, hvor hendes kollega Vivi Nielsen blev knivdræbt.

Trods drab har ministre ikke svaret på brev fra ansatte


Vold og dødstrusler er stadig dagligdag på Lindegården. De ansatte har derfor inviteret to ministre til at besøge virkeligheden i psykiatrien, men invitationen er blevet mødt med larmende tavshed fra Christiansborg.

Annonce

Socialpædagog Mia Kristina Hansen har sammen med sine 250 kollegaer på Lindegården inviteret social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) til at besøge virkeligheden på det socialpsykiatriske bosted. De to ministre har ikke reageret på invitationen. Pia Konstantin Berg

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

 57-årige Vivi Nielsen betalte den ultimative pris for et hårdt arbejdsmiljø, da hun i marts blev stukket ihjel af en syg beboer på det socialpsykiatriske bosted Lindegården. 
 
Efter drabet troede personalet, at de ansvarlige politikere på Christiansborg ville gribe ind og forbedre deres vilkår, så de ikke længere skulle gå på arbejde med livet som indsats. 
 
Men halvanden måned efter drabet er vold og dødstrusler stadig dagligdag for de ansatte på bostedet. 
 

Ansatte til politikere: Mød virkeligheden 

Derfor har Mia Kristina Hansen, socialpædagog på Lindegården, nu inviteret sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og social- og indenrigsminister Karen Ellemann til at møde virkeligheden på Lindegården.
 
“Vi tror, at et besøg af netop jer kan være med til at åbne for den fastlåste situation, som vi føler, at vi og Center Lindegården er havnet i godt en måned efter, at en af vore kolleger blev dræbt af en syg beboer,” skriver Mia Kristina Hansen på vegne af sine 250 kollegaer i et meget delt Facebook-indlæg.

Her skriver hun også: 
 
“I dag råder frustrationen på vores arbejdsplads. Volden er ikke blevet mindre efter drabet. Truslerne er der stadigvæk. Narkoen er her. Mange af vore kolleger er gået ned med sygemeldinger, andre siger op. Nogle af os har været på skadestuen, andre har modtaget nye dødstrusler.“
  

Tavshed fra de ansvarlige

De ansatte vil blandt andet gerne have svar på, hvor mange drab der skal ske, før nogen griber ind og sikrer trygge og ordentlige forhold til de ansatte og en værdig behandling af beboerne. De to ministre har imidlertid ikke reageret på de ansattes invitation, og det forarger Mia Kristina Hansen:
 
"Jeg forstår godt, at de to ministre har travlt, men jeg synes i det mindste, de kunne have sendt en mail om, at de har modtaget vores brev," siger Mia Kristina Hansen til Fagbladet FOA.
 
"En af vores kollegaer er blevet dræbt. Det var det femte drab på bosteder på fire år. Det bliver de ansvarlige ministre nødt til at forholde sig til. Derfor synes jeg, de burde komme ud og se forholdene på Lindegården med deres egne øjne, så de kan udtale sig om sagen på et oplyst grundlag," siger Mia Kristina Hansen.
 
Fagbladet FOA har kontaktet de to ministre for at høre, om de har tænkt sig at komme forbi Lindegården. Fagbladet FOA ville også gerne vide, om de to ministre vil svare på de ansattes spørgsmål om, hvor mange drab der skal til, før de vil skride til handling.
 
Men trods henvendelser på telefon, SMS og e-mail har ministrene ikke reageret på Fagbladet FOA’s henvendelser. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev