Siden 1998 har kræftramte brandfolk kun fået erstatning i 3 ud af i alt 173 sager. Det viser nye tal fra Arbejdsskadestyrelsen.
Nu kritiserer FOA i en ny rapport styrelsen for ikke at gå grundigt nok til værks, inden de afviser sagerne.
“Problemet er, at Arbejdsskadestyrelsen kun ser på brandfolkenes arbejdsforhold i dag,” siger Reiner Burgwald, formand for FOAs Teknik- og Servicesektor, til Fagbladet FOA.
Reiner Burgwald mener, at Arbejdsskadestyrelsen i stedet burde vurdere de forhold, brandfolkene arbejdede under tidligere.
”De var ganske horrible. Det er vigtigt, fordi kræft typisk først bryder ud efter 20-30 år. Arbejdsskadestyrelsen bør derfor genoptage alle afviste sager.”
Røgpartikler kan fremkalde kræft
I rapporten ‘Sådan slukkede vi brande før i tiden’ beretter brandfolk blandt andet om, hvordan de tidligere slukkede brande uden røgdykkerapparater, og hvordan udstyr ofte blev taget af under efterslukningsarbejdet og sjældent blev vasket.
“På den måde blev de udsat for skadelige røgpartikler i lungerne og på huden. Vi ved fra international forskning, at det muligvis kan være kræftfremkaldende,” siger arbejdsmiljøkonsulent i FOA Jeanette Bossen.
Skuffet brandmand
Den 60-årige brandmand Per Fejrskov fra Vejle Brandvæsen kan bekræfte, at forholdet til beskyttelsesudstyr tidligere har været anderledes, og at der ikke var opmærksomhed på de partikler, der var i røgen.
Han har selv fået konstateret lymfekræft og hudkræft.
”Det er dybt skuffende, at jeg selv skal betale for fortidens fejl, både økonomisk og med mit helbred,” siger han med henvisning til den manglende erstatning.
Styrelsen afventer forskning
I Arbejdsskadestyrelsen har kontorchef Lars Høg Jensen en anden opfattelse. Arbejdsskadestyrelsen spørger efter hans opfattelse allerede i dag ind til de påvirkninger, tilskadekomne har været udsat for tilbage i tiden.
Lars Høg Jensen oplyser samtidig, at styrelsen afventer resultaterne af to forskningsprojekter fra Arbejdsmiljøforskningsfonden, der skal belyse sammenhængen mellem brandmændenes arbejde og kræft bedre.
“Viser forskningen en sammenhæng, vil Arbejdsskadestyrelsen selvfølgelig ændre sin praksis,” svarer han i en skriftlig kommentar til Fagbladet FOA.