Politianmeld den demente borger og det aggressive barn eller opgiv muligheden for erstatning.
Så enkelt lyder budskabet fra Erstatningsnævnet, der for at nedsætte antallet af erstatningssager har indført ændrede procedurer. De betyder, at man ikke længere kan få dispensation fra kravet om en politianmeldelse i tilfælde af en erstatningssag.
”Hvis en sosu-assistent bliver slået af en dement borger, skal sagen politianmeldes for at få erstatning. Det vil sige, at sosu-assistenten skal politianmelde den demente, som vedkommende er ansat til at passe på. Det er fuldstændig håbløst,” siger næstformand i FOAs social- og sundhedssektor Torben Klitmøller Hollmann til Fagbladet FOA.
Flere erstatningssager
Ifølge Erstatningsnævnet er procedurerne strammet på grund af et stigende antal henvendelser fra medarbejdere, der er kommet til skade efter nærkontakt med elever, demente beboere eller patienter.
Tidligere kunne denne gruppe i visse tilfælde få dispensation til at få behandlet en erstatningssag uden, at der i forvejen lå en politianmeldelse.
Et argument for dette er, at mange socialpædagoger, SOSU-assistenter eller lignende personale kan have svært ved at politianmelde den person, de er ansat til at passe på.
Ramt på den faglige stolthed
”Der ryger noget faglig stolthed, og den særlige relation, der er mellem en medarbejder og en borger, vil blive brudt. Jeg tror, at vi vil se mange medarbejdere, der trækker sig fra situationer med aggressive borgere i tilfælde, hvor de i stedet bør gå ind og hjælpe,” forklarer Torben Klitmøller Hollmann, som ønsker lovgivningen ændret.
FOAs medlemmer er nogle af dem, der er allermest udsatte, når det gælder vold og trusler i arbejdstiden. Ifølge tidligere undersøgelser bliver der indrapporteret cirka 40.000 tilfælde af vold eller trusler årligt. Det svarer til mere end 100 hændelser om dagen.
”Skal man nu til at politiefterforske hver enkelt sag, vil det koste mange flere ressourcer hos politiet, kommuner og regioner. Penge, man kunne bruge på eksempelvis at skabe et bedre arbejdsmiljø,” tilføjer næstformanden.