Du kan ikke arbejde med en åben organisering, hvis ikke du også arbejder med tryghed mellem børn og voksne og børn og børn. Først og fremmest i pædagogiske aktiviteter som måltider, krea på tværs af grupper og tur i blandede grupper, men også på de ugentlige børnemøder. Det er børnenes eget møde, hvor der ikke stilles krav til dem om særlige svar, men hvor børnene selv aftaler regler og rammer i børnehaven, hvilke fester, der skal holdes eller hvordan næste festival skal se ud.

Det er vigtigt, at der er et stærkt fælles tredje for børn og voksne at samles omkring. At man for eksempel bager sammen eller bygger et træhus sammen og kommer tæt på hinanden, fordi man har samme mål. Det giver samtidig en fælles forståelse, et fælles sprog, så alle børn ved, hvilke regler der er i børnehaven og hvorfor de er der. At lære hinanden godt at kende gør det ufarligt at sige sin mening, bede om hjælp, udtale sine bekymringer så børnene bliver vant til at blive taget alvorligt. At der bliver lyttet til dem. 

Der skal være tydelighed. Både helt konkret i forhold til hvilken voksen der i dag sidder ved duplobord eller malerværkstedet, hvilke rum, børnene kan opsøge til rolige, vilde eller fantasifulde lege.

Men også i forhold til, hvilke voksne, der indtager hvilke faglige positioner. Hvem støtter børnenes leg i dag? Hvem er igangsætteren, når legen er gået i stå eller der opstår konflikt? Hvem observerer og holder sig i baggrunden for at give børnene plads til den frie leg? Og hvem hjælper børnene på toilettet?

Det giver ro, overskud og fordybelse, at ikke alle voksne er i gang med alting hele tiden. Men at alle voksne ved, at i dag går Mille foran, det er hende, der spiller stikbold med børnene. 

Helt afgørende er det, at medarbejderne ved, hvad de andre gør, koordinerer deres indsatser og taler samme sprog. Det giver også flere blikke på det enkelte barn. I Gnisten er der hele tiden forskellig mødeaktivitet. Der er teamkoordinatorerne, der hver morgen fordeler ressourcerne mest hensigtsmæssigt også fordi alle voksne er klar til at kunne flytte sig derhen, hvor behovet er.

Der er ugentlige team- og husmøder, der sikrer faglighed, fællesskab, at man på tværs i hele børnehuset evaluerer på og er fagligt opdateret og orienteret omkring alle børn. Hvis der for eksempel i en periode er mange nye børn. Også hvis noget skal justeres eller ændres. At alle ved, hvad grundlaget er gør, at det bliver nemmere og mere dynamisk at lave de ændringer, der skal til. 

Et lille barns liv består ofte af at vente eller at få at vide, at det, barnet gerne vil, ikke kan lade sig gøre (lige nu). I Gnisten har børnene medbestemmelse. Det betyder, at barnet ikke bliver fastlåst i en konstellation, hvis det søger en anden. De kan afleveres der, hvor de er tryggest, må gerne være på kontoret, kan ønske mad hos madmor eller er med til at organisere 'Bag for en sag' lige som de selv er med til at bestemmer, hvad de vil den dag.

Tryghed handler også om at se på, hvor meget man skal gå med barnet. For selv om de skal lære at tøjle behov, så lærer de ikke nødvendigvis, at det er for varmt med gummistøvler i 25 grader, hvis ikke de får lov til at prøve en gang imellem. De skal altid være en balance mellem børns medbestemmelse og tydelige rammer fra de voksne.

Det kan være svært at turde at acceptere at alle børn er alles børn, for det kan være, at en har et blik og en faglig vurdering af et barns udvikling, som vedkommende synes er rigtigt, mens en anden har et radikalt andet blik. Det er svært. Man får følelser i klemme. Men pædagogik er i sin grundform både svært og komplekst.

Pædagogik er også at omfavne kompleksiteten i, at der er rigtig mange individer med forskellige behov og udviklingsstadier. Procedurerne i Gnisten er tydelige for alle, samtidig med at de er hundrede procent dynamiske. Det kræver en stærk evalueringskultur: er reglerne med til at gøre det, vi vil, eller modarbejder det vores mål? Er 'plejer' flyttet for meget ind?

Kilde: Maj Luffe Andersen, pædagogisk leder i Børnehuset Gnisten, Søborg