Københavns Kommune modtog beskeden 29. august sidste år.
Slots- og Kulturstyrelsen har valgt at opsige kommunens lejemål af de lokaler, styrelsen ejer i Kongens Have. Lokaler, hvor børnehavedelen af den integrerede institution Børnehuset ved Kongens Have ligger.
Fristen for at gøre indsigelse mod beslutningen udløb 10. oktober 2023.
”Det er fuldstændig vanvittigt, at man vil lukke en institution, der har så god en kvalitet, når vi har så mange institutioner, hvor kvaliteten slet ikke er der,” siger lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og førende forsker inden for pædagogisk kvalitet, Grethe Kragh-Müller.
For at gøre alt værre modtog Børnehuset ved Kongens Have først beskeden fra Københavns Kommune i slutningen af november. Institutionen fik altså ikke mulighed for at gøre indsigelse mod deres egen lukning i juni 2025.
”Jeg kan blive så ked af det”
”Beslutningen er for mig fuldstændig uforståeligt. Børnehuset ved Kongens Have er en af de ganske, ganske få dagtilbud i Danmark, der har så høj kvalitet. Når jeg har forskere fra udlandet på besøg, så tager jeg dem netop her, så de kan se, hvordan et godt sted for børn kan se ud,” siger Grethe Kragh-Müller og peger i samme retning som børnehusets tilsynsrapporter. Nemlig at der er høj pædagogisk kvalitet, hvor personalet udviser høj fleksibilitet over for børnene, har en legende tilgang og hvor samspillet mellem børn og voksne er i top.
Og sådan er det langt fra overalt. Kun 13 procent af landets dagtilbud for 0 til 2-årige havde god kvalitet i den nationale kvalitetsmåling, der blev udført sidste år. Under en procent havde fremragende kvalitet.
”Det kan ikke være meningen. De små børns liv afhænger af den kvalitet, de møder i deres dagtilbud, og dårlig kvalitet bliver hængende på dem i årevis. Jeg kan blive så ked af, at man, når man ved, at mistrivslen bare stiger, prioriterer sådan her. Simpelthen,” siger Grethe Kragh-Müller.
”Jeg håber, at man trækker beslutningen tilbage. Vi har brug for at få dagtilbud af god kvalitet. I stedet for at reducere der, hvor det fungerer godt, burde vi reducere der, hvor det ikke gør.”
Personale undrer sig
Også børnehusets leder, Gitta Carstensen Jersø, står uforstående over for lukningen.
”Jeg har en velfungerende institution, alle mine pædagogstillinger er besat, vi har supergode pædagogmedhjælpere, forældre og børn er glade. Vi har lange ventelister. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der ikke er plads til os. Vi er en samlet pakke, det eneste vi mangler, er et sted at bo,” siger hun og understreger, at pædagogisk kvalitet er ikke noget, der bare kommer af sig selv.
”Det tager årevis at bygge op. Pædagogik er noget, man gør sammen, som man træner sammen, udvikler sammen, hele tiden diskuterer, og hvor man hele tiden er på tæerne.
”Vi har alle været her i mange år, selv har jeg snart 25-års jubilæum. Vi er så tæt en gruppe, at vi bare kan overtage uden at skulle sige noget. For vi kender hinandens pædagogiske linjer,” siger Gitta Carstensen Jersø.
Opsigelsen fra kommunen gælder kun børnehavedelens lokaler, men det betyder også, at man bliver nødt til at lukke vuggestuen i Store Regnegade, da den økonomisk ikke kan hænge sammen at fortsætte alene.
Men opsigelsens dato undrer lederen.
”Da jeg så på datoen i den egentlige opsigelse blev jeg helt paf. Jeg så, at vi fik det at vide tre måneder efter, kommune var blevet orienteret. Tre måneder! Vi kunne godt have brugt de tre måneder,” siger Gitta Jersø Carstensen.
Den samme undren deler Tormod Olsen. Han er far til et barn i vuggestuen og til et barn, der er gået ud af institutionen sidste år.
”Det er enormt sløjt, at institutionen og os forældre ikke er blevet orienteret om lukningen. Jeg forstår ikke, hvorfor Københavns Kommune ikke tager den her sag mere alvorligt. De vil åbenbart ikke vil være på forkant med alle de problemer, de vil stå overfor, når de skal omfordele børnene til andre institutioner,” siger Tormod Olsen, som altid har været tilfreds med institutionen.
”I børnehuset har personalet virkelig et øje på alle børn. De er gode til at være i dialog med os forældre, og de sørger altid for, at de små poder får en god oplevelse hver dag.”
Fokus på legen
Bekymringer om en fremtidig lukning findes også hos pædagogmedhjælperen Alina Fryer, der har været ansat i Børnehuset ved Kongens Have siden 1996.
”Alvoren er begyndt at gå op for os nu. Jeg føler slet ikke, at kommunen tænker på børnene. Den her kamp er vi nødt til at kæmpe på deres vegne,” siger Alina Fryer, der mener, at en lukning af børnehuset vil være lukningen af en hel kultur.
”Børnehuset har eksisteret i så mange år, at mange af børnenes forældre selv har gået her. Vi har næsten ingen udskiftning i personalet, og vi kender hinanden ud og ind. Vi tænker ikke ens, men vi er alle enige om, at legen altid er det vigtigste. Måske er det derfor, det er gået os så godt.”
Legen er også noget af det, som Grethe Kragh-Müller har lagt særlig meget øje til, når hun har besøgt institutionen.
”Personalet er dybt optaget af det, børnene interesserer sig for, de observerer, det de sætter gang i og understøtter legen, så den kan fortsætte. Hvis de leger mad, så henter de grøntsager i køkkenet og leger videre,” siger Grethe Kragh-Müller, der ser alt for mange børn i danske dagtilbud, der bare går hvileløst fra leg til leg.
”Men her kan de bare lege. De kan være opslugt af leg en hel dag og får den støtte og hjælp fra de voksne, de har brug for. Det er meget unikt.”
Københavns Kommune: ”Det ærgrer os”
”Vi er meget kede af, at lejemålet er blevet opsagt. Det er en veldreven institution, som vi er glade for. Derfor har vi meget gerne villet beholde institutionen, fortæller borgmester Jakob Næsager.
Københavns Kommune skriver, at de har været i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen om opsigelsen, men at kommunens jurister vurderer, at kommunen ikke har en reel juridisk chance for at beholde lejemålet.
Hvis institutionen ikke på egen hånd lykkes med at finde nye lokaler, vil der ved udgangen af 2024 blive igangsat et forløb, der skal ”give den bedst mulige afslutning for institutionen.”
Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Slots- og Kulturstyrelsen, der endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.