Der bliver talt meget om manglende omsorg for vores ældre. Jeg vil gerne med dette indlæg bidrage med en god historie.

Jeg er selv sygeplejerske gennem 40 år, hvor jeg har haft det meste af mit arbejdsliv i kommunen. Jeg har set både gode og mindre gode plejehjem. Men min oplevelse af det bedste plejehjem kommer fra mit privatliv.

Min far er lige død. Han nåede at være otte måneder på det bedste plejehjem, man kan tænke sig – Havestuen, Ollerup plejecenter i Svendborg kommune.

Min far blev diagnosticeret med Alzheimer for cirka halvandet år siden. Min mor passede ham med hjælp fra hjemmeplejen indtil januar 2023, hvor han gik i delir og blev så dårlig, at han måtte på plejehjem. Han kom til Havestuen midt i april 2023.

Ikke kun ord, men også gerning

Havestuen er en lille afdeling, hvor køkkenet og spisestuen er centrum, og beboerne har deres stuer rundt om, så personalet altid er midt blandt beboerne. Her møder man varme, omsorg, empati, værdighed, respekt. Ikke kun i ord, men så sandelig også i gerning.

Vores far var en meget vidende mand, som har skrevet bøger – både til salg og for egen fornøjelses skyld – holdt foredrag, undervist, været iværksætter m.m. Det blev hørt og set af personalet. I starten, hvor vores far stadig var rimeligt velformuleret, fik de ham til at fortælle om hans oplevelser. Da formuleringsevnen langsomt svigtede, lagde de stadig hans bøger frem, så han kunne se i dem, og de kunne tale med ham om dem. Vi havde skrevet hans livshistorie – og det var meget tydeligt, den ikke kun var blevet læst, men så sandelig også blev anvendt.

Personalet i Havestuen rummer alt det fagligt og menneskeligt bedste. De har været der, ikke kun for vores far, men også for vores mor og os børn. Vi er blevet kontaktet, når der var ændringer i vores fars tilstand, de har turdet tage de svære samtaler, herunder også tage snakken om døden, og hvilke ønsker mor og vi havde. Og vores ønsker blev imødekommet, så der blev sat en drømmeseng ind til mor, så hun kunne sove ved far, den sidste nat han levede.

Min mor og jeg havde været på besøg og skulle til at hjem.

Far plejede at stå i vinduet i spisestuen og vinke til os. Altid med en fra personalet ved ham, da han var blevet meget dårligt gående. Den dag var der ikke lige et personale i spisestuen. De har formentlig været ved en anden beboer.

Jeg forsøgte at få min far til at blive siddende. Min mor stod i døren. Nærmest ud af det blå kom der en af personalet, som straks hjalp min far ud, så han kunne vinke til os. Jeg går ud fra, at de har været ved noget andet, men alligevel tog de sig tiden til at hjælpe vores far og blive ved ham, til vi var ude i bilen og kunne vinke. Måske umiddelbart en lille ting, men noget der havde stor værdi for min far og mor.

Når vi kom på besøg, kom de altid ind med kaffe og lidt sødt til os. Vi ringede dagligt for at høre, hvordan det stod til med far. De tog sig altid tid til en snak, kort eller lang. Måske tog de ikke telefonen, når vi ringede, men så ringede de tilbage, når der var tid.

Jeg tror ikke, normeringen i Havestuen er anderledes end andre steder. Men jeg tror, der er en ledelse bag et fantastisk personale, der forstår at udbrede en kultur, som gør, at vi aldrig har oplevet andet, end de har haft tid til os. Der har altid været personale i nærheden, enten synligt nærværende i spisestuen eller man har kunnet høre, hvor de var. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har travlt, men de har en tilgang og en prioritering, der gør, at beboere og pårørende altid kommer først.

Naturligvis har normeringen også en betydning, der må ikke skæres mere på området.

Med mit indlæg ønsker jeg at gøre opmærksom på, at der også findes fantastisk god ældrepleje. Der findes helt sikkert mange andre plejehjem, hvor pårørende oplever det, som vi har oplevet. Lad os ikke glemme alt det gode, der bliver gjort. Med den rette ledelse, personale, uddannelse m.m., kan der skabes og fastholdes en kultur, der understøtter en værdig ældrepleje.