Annonce

Ida Nygård sammen med borger

Tema: Snapshot

En helt almindelig hverdag: Et besøg på  plejehjemmet med LGBT+-profilen 


Plejehjemmet Slottet med LGBT+-profilen kommer i medierne, når der er Copenhagen Pride. Fagbladet FOA har besøgt Slottet på Nørrebro i København på en ganske almindelig hverdag og fulgt social- og sundhedsassistent Ida Nygård.

Annonce

Elsker farver. ”Jeg voksede op i Silkeborg, og der fik man tæsk for at være anderledes. Her kan man være sig selv,” siger Bodil på 80 år. Hun bærer oftest tøj, hun selv har lavet. ”Jeg kan godt lide tøj og mennesker med farver. Mine venner har altid været homoseksuelle, de er så kreative.” Selv er hun ikke homoseksuel, men … ”jeg har da prøvet det. Man er vel nysgerrig.” Simon Jeppesen

Af Simon Jeppesen
videojournalist

Annonce

Portræt af Ida Nygård
Det hele menneske. Social- og sundhedsassistent Ida Nygård har arbejdet på Slottet i halvandet år. Hun lever sammen med en kvinde, og sammen har de en dreng på ni måneder. ”Min baggrund giver mig en forståelse for de af beboerne, der måske har skullet springe ud. Jeg kan lære meget af deres erfaringer, og jeg bliver rørt og ked af det, når jeg hører, hvad nogle af dem har været igennem.” Det er et mindretal af beboerne, der ser sig som LGBT+, og det meste af arbejdet er som på andre plejehjem: ”Det handler ikke blot om seksualitet, men om at se hele mennesket. Beboerne ved, at de ikke behøver at gemme sig væk her. Det er en tryghed for dem.”
Henrik arbejder også på Slottet
Forståelse. Henrik har arbejdet på Slottet i knap tre år som social- og sundhedsassistent. ”Jeg er trans. Det er et godt sted at være, og jeg er glad for det. Her er en større forståelse for, at man kan være anderledes.”
Lyserød kuffert med seksuelle hjælpemidler
Hjælpemidler. Slottet har generelt fokus på seksualitet. Den lyserøde kuffert er fyldt med seksuelle hjælpemidler, og plejehjemmet har en sexolog tilknyttet. De ansatte har alle fået LGBT+-undervisning og skal to gange om året på et fire timers kursus i sund ældreseksualitet.
Hjælpemidler
Navneskilt der viser én af de mange nationaliteter
30 nationaliteter. Forskellighed handler om andet end køn og seksualitet. Der er for eksempel 30 nationaliteter blandt de ansatte og beboerne. ”Jeg er overrasket over, hvor godt blandingen af mennesker fungerer her. Uanset hvor vi kommer fra, accepterer vi hinanden,” siger Ida Nygård.

Læs også: De grå striber stråler om kap med regnbuen efter en livslang kamp for kærligheden

Slottet

  • Plejehjemmet blev opført i 1901 og har 111 boliger fordelt på tre afdelinger. 
  • Slottet blev LGBT+-profilplejehjem i 2015 – det vil sige med særligt fokus på bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner+. 
  • Der afholdes arrangementer for LGBT+-beboerne – hver onsdag er der for eksempel netværksarrangementet ’Regnbuestund’, som Slottets LGBT+-koordinator står for. 
  • Slottet har stor støtte og mange frivillige fra LGBT+-miljøet.
+
Peter Bo på 74
Verdensmand. Peter Bo er 74 år. Han fortæller, at han blev udlært scenograf i New York og arbejdede på Det Kongelige Teater. Han fortæller også, at Dronning Margrethe, efter at hun havde set forestillingen ’En Skærsommernatsdrøm’ i 1975, indkaldte ham til audiens, roste hans arbejde og kaldte ham ’meget talentfuld’.
Bruno på 69
Ikke helt tilfreds. Bruno på 69 år er halvsidigt lammet efter en blodprop, og har været på Slottet i 2,5 år. Han har været politisk aktiv – ’dengang vi kæmpede’. Han valgte Slottet på grund af regnbueprofilen: ”Jeg er skuffet over stedet. Her er for få regnbuearrangementer. Og for mange vikarer, der spørger, om man har været gift, og hvor mange børn man har.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev