Et sygdomsforløb blev startskuddet til en sag, der med FOA Frederikshavns hjælp endte med, at Betina Christensen blev fastansat og fik 130.000 kroner i samlet efterbetaling. Samtidig har hun taget springet fra ufaglært til faglært.
Michael Bo Rasmussen
Af
Morten Bruun
Journalist
For knap et år siden var Betina Christensen sygemeldt, og hun undrede sig voldsomt, da hun opdagede, at hun ikke længere var registreret som sygemeldt og var fjernet fra vagtplanen.
Dengang arbejdede hun som ufaglært på et plejecenter i Frederikshavn Kommune og optrådte normalt på vagtplanen, ligesom hun også deltog i personalemøder.
Men hun var ikke fastansat. Hun var på timeløn, og derfor havde hun ikke ret til løn under sygdom. Det fandt hun først ud af, da hun klagede sin nød til FOA Frederikshavn. Her fik hun at vide, at hun måtte kontakte jobcentret for at få sygedagpenge.
To sager dukkede op
Det lykkedes. Men dermed var sagen ikke slut. I gennemgangen af Betina Christensens lønsedler opdagede FOA nemlig, at hun havde løn til gode hos kommunen fra en periode, hvor hun havde taget meget ekstraarbejde.
”Jeg har ikke små børn, så jeg sagde ja til mange ekstravagter – ofte dobbeltvagter. Jeg er jo glad for borgerne, og ville gerne hjælpe mine kolleger.”
Efter FOA gik ind sagen, har Betina Christensen fået tilbagebetalt 120.000 kroner i manglende løn.
Derudover havde hun også krav på at blive tilbudt fastansættelse, fordi hun indgik fast i vagtplanen. Undervejs i forløbet er hun blevet uddannet som social- og sundhedshjælper, og derfor har hun nu både et ansættelsesbrev og uddannelsesbevis.
af alle ufaglærte på sosu-området – eller cirka 11.700 ud af 21.700 – arbejder som timelønnede vikarer og har ikke samme rettigheder og lønudvikling som fastansatte
KRL, november 2022, og FOA
Skal tilbydes fastansættelse
Gitte Christensen, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Frederikshavn, og har været tæt på håndteringen af sagen, er godt tilfreds med udfaldet.
Oven i de 120.000 kroner for manglende løn har FOA sikret, at Betina Christensen har fået yderligere 10.000 kroner i godtgørelse for det manglende ansættelsesbevis. Det er første gang, at afdelingen har fået medhold vedrørende sådan en tvist.
”Som timelønnet vikar er der tale om, at der er opstået et pludseligt behov for en vikar – man er tilkaldevikar. Ved ansættelse ud over en måned skal man ifølge overenskomsten ansættes på fast månedsløn. Der kan være tale om individuelle vurderinger, men her fik vi altså medhold,” siger Gitte Christensen.
Efter der er kommet styr på det hele, har Betina Christensen altså fået en samlet efterbetaling og godtgørelse på 130.000 kroner, og så er hun blevet fastansat.
Nu tjekker jeg lønsedlen
Gitte Christensen er også tilfreds med den efterbetaling, som Betina Christensen fik for de timer, hun ikke havde fået løn for.
”I en forhandling opnår man sjældent alt det, man beder om. Men her er vi landet med et fornuftigt kompromis. Ikke mindst fordi Betina blandt andet havde gemt vagtplaner og sms-korrespondance,” siger sektorformanden og understreger, at både arbejdsgiver og lønmodtager skal have styr på sagerne.
I dette tilfælde har Betina Christensen og hendes leder set hinanden i øjnene og aftalt at kigge fremad. Og Betina Christensen tager et par vigtige pointer med sig:
”Nu tjekker jeg min lønseddel. Hver gang. Det gjorde jeg ikke tidligere. Og som fastansat og nyuddannet nyder jeg, at jeg nu både får en højere løn og har mere indflydelse på mit arbejde, end da jeg var vikar.”
Husk at gemme al dokumentation
Er der tvivl om din løn, er det vigtigt, at du kan
dokumentere alt fra dine faktiske timer til overarbejde og korte varsler. Sådan
gør du:
- Gem alle lønsedler og time- og saldoopgørelser
- Gem sms’er
- Tag fotos af vagtplanen
- Notér mundtlige aftaler – for eksempel vagter, du bliver
bedt om at tage med kort varsel.
Kilde: Gitte Christensen, formand for Social- og
sundhedssektoren i FOA Frederikshavn