Solen skinner, og jeg glæder mig til strandtur med min kæreste og nogle venner efter arbejde. Jeg kan se, at der mangler én på vagtplanen, og jeg tilbyder min leder at blive en time ekstra, så jeg først har fri klokken 14.

Der er plads til ti beboere på demensafsnittet, hvor jeg arbejder, og vi skal altid være to medarbejdere, for beboerne kan godt blive udadreagerende. Men efter vagtskifte klokken 13 er jeg alene. Jeg ringer til den afdeling, hvor en kollega skal komme fra. Beskeden er, at hun er på vej, og jeg går ind til en beboer, der skal have sondeernæring.

Jeg fornemmer en uro sprede sig på afdelingen. En ældre, spinkel kvinde vandrer rundt.

”Jeg vil have en smøg, jeg vil have en smøg,” siger hun, men jeg kan ikke være flere steder på én gang.

Jeg opdager ikke, at kvinden forlader plejecentret og går ud mod en stor vej tæt på. En kollega, der sidder i møde anden afdeling, henter hende tilbage. Hun beder mig om at være mere opmærksom.

Manden, der skal have sonde, har noget i bleen, så jeg begynder at vaske ham. Pludselig råber den spinkle kvinde: ”Du må ikke slå mig.”

I sin søgen på en cigaret er hun gået ind en større, mandlig beboer, der kan være meget voldsom. Jeg løber derind, får kvinden ud og finder en cigaret til hende.

Jeg går tilbage til manden, der skal have sonde. Mens jeg betjener maskinen med den ene hånd, ringer jeg forgæves efter hjælp med den anden. Pludselig lyder et brag. Det er hoveddøren, der smækker.

Jeg håber, at det er den kollega, der står på vagtplanen, men opdager i stedet, at det er den store, mandlige beboer, der har forladt plejecentret. Jeg skynder mig efter ham, tager ham i hånden og fører ham tilbage. Jeg lukker døren efter os, men idet jeg vender mig, giver han mig to knytnæveslag på kinden lige under øjet. Jeg vælter ind i døren, og så sparker han mig to gange i maven. Jeg råber. Kollegaen i møde kommer mig til undsætning.

Instinktivt begynder jeg at gå. Jeg føler mig svigtet og vred, så jeg vil bare væk. Jeg er stadig i chok og meget ked af det, da min leder finder mig. Jeg bliver tilbudt akut psykologhjælp, som jeg tager imod.

Den efterfølgende tid er svær. Kort inden ulykken er jeg kommet tilbage på fuldtid, efter jeg i starten af året var udsat for anden arbejdsulykke. Nu er skaderne forværret, jeg har fået piskesmæld og plages af ekstrem hovedpine. Jeg tager smertestillende hver dag i et forsøg på at passe mit arbejde. I min fritid laver jeg ikke andet end at ligge på sofaen.

På en arbejdsdag i oktober kan jeg kortvarigt ikke mærke mine ben, og jeg skal have hjælp til at rejse mig. Derefter bliver jeg sygemeldt.

Læs også: Se kortet: Her var risikoen for vold så stor, at loven var overtrådt

Det har været et svært år for mig. Inden jeg kom til skade, trænede jeg op til halvmaraton. Jeg løb snildt 10 kilometer efter arbejde og var meget social. Efter ulykken isolerede jeg mig. Nu går det langsomt fremad med min genoptræning, og jeg har for nylig tilmeldt mig et madlavningskursus.

Jeg kæmper for at genvinde mig selv, og jeg er optimistisk. Det bliver jeg nødt til at være. Jeg arbejder nu 12 timer om ugen, og der er lavet en genoptrapningsplan for mig. Jeg elsker mit arbejde, og jeg vil gøre alt for at komme tilbage.

I en mail til Fagbladet FOA vil Janne Schouboe-Olsen, leder af Havebæk Plejecenter, ikke svare på, om plejecentret har et ansvar i forbindelse med Koy Nielsens ulykke. Hun fastslår, at ”som arbejdsplads har vi det grundlæggende ansvar for, at det er trygt og sikkert at gå på arbejde.”

”Alligevel kan der ske ulykker. Når det sker, tager vi det alvorligt og handler på det, så den samme situation så vidt muligt ikke opstår igen,” lyder det fra Janne Schouboe-Olsen.

Ifølge plejehjemslederen var der på tidspunktet for ulykken et ønske om, at der på etagen, hvor Koy Nielsen blev overfaldet, at der var to på arbejde, når ”det var muligt”.

”Det var det desværre ikke altid. F.eks. ved sygdom og i ferier, hvor det kan være svært at skaffe afløsere og vikarer.”

Janne Schouboe-Olsen bemærker i øvrigt, at ”medarbejderne altid kan tilkalde hjælp fra de øvrige afdelinger på plejehjemmet.”

Læs også: Tilsyn slår ned på vold i ældreplejen, mens antallet af voldssager stiger markant

Efter ulykken blev der tilknyttet en fast vagt ved den pågældende borger, ligesom plejehjemmet blandt andet også har arbejdet med, at det er de samme afløsere, der kommer på afsnittet, kvalificeret deres dokumentation og ”så har vi genbesøgt vores procedure og introduceret nye medarbejdere til anvendelse af nødkald,” siger Janne Schouboe-Olsen.

Fagbladet FOA har opfølgende spurgt, hvorfor Koy Nielsen ikke fik hjælp, når hun flere gange tilkaldte hjælp, og om plejehjemmet vurderer, at det var ”trygt og sikkert” at lade medarbejder være alene med beboer med kendt udadreagerende adfærd, når plejehjemmet efterfølgende vurderede, at det var nødvendigt med fast vagt ved pågældende borger.

Janne Schouboe-Olsen svarer, at alle medarbejdere har mulighed for at tilkalde hjælp ved at anvende alarmen på deres telefon, og at hun ikke har yderligere kommentarer.