Mette Falberg: Jeg var lidt genert til at starte med og meget udfordret på, at det her er noget for mig at komme ind til de her ældre borgere. Så jeg havde mange spekulationer og var meget nervøs omkring at skulle starte.
Du lytter til Færdigt Arbejde, Fagblad FOAs podcast med gode råd og faglig inspiration til dit arbejdsliv. Din vært er Julie Bundgaard.
Julie Bundgaard: Hvis du kigger ind i en forventningsfuld klasse af sosu-assistenter i starten af et skoleår, så er den klasse skrumpet gevaldigt ind, hvis du kommer tilbage bare et halvt år senere. Hver femte elev på sosu-assistentuddannelsen faldt nemlig fra efter kun seks måneder. Det fandt Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum ud af, da de kiggede på tallene for 2021. Det lyder jo mildes talt ikke særlig godt, og ældreplejen kommer altså under et endnu større pres i de kommende år, hvor alt for få gennemfører en uddannelse til sosu-assistent eller sosu-hjælper. Opgaven virker soleklar. Vi skal have flere af eleverne til at komme ud af sosu-skolerne med et fagbevis i hånden. Men hvordan gør vi så lige det? Jo, Mette Falberg, som du hørte i begyndelsen, som studerer til sosu-hjælper, hun peger i hvert fald på, at den vejledning, hun fik af sin vejleder i hendes første oplæringsperiode, var en af årsagerne til, at hun kom godt igennem den. Hun fortæller lidt mere om det lige her.
Mette Falberg: Vejledningen betød alt for mig. For at opnå mine praktikmål og for at komme videre fra min utryghed til at være fuldstændig tryg. Den gode vejledning for mig har været, at hvis jeg har undret mig over et eller andet, eller haft en eller anden nervøsitet for noget, jeg ikke skulle gå og vente, jeg har ikke haft ondt i maven over, hvad sker der, når jeg lige kommer med det her.
Der er blevet taget god hånd om det. Vi kommer med ny viden udenfor skolen, og vi får at vide, at det er sådan, det er, at det skal fungere ud praktisk. Men det hænger bare ikke altid sammen. Det er alfa omega, at vejledningen fungerer, for at man kan føle, at det her skal nok gå.
Julie Bundgaard: Det er jo ret så opløftende at høre Mette fortælle om, hvordan oplæringsvejlederen gav hende den hjælp, som altså fik hende godt igennem sin første tid ude i plejen. Det skal vi have mange flere til, for selvom Mette fortæller en solstrålehistorie her, så anslår Kommunernes Landsforening, at vi kommer til at mangle omkring 16.000 sosu’er i år 2030. Heldigvis er jeg godt flankeret igen i dag, for med mig er nemlig du, Henriette Bjørn. Du er social- og sundhedsassistent, og så arbejder du på et plejecenter i Randers Kommune, hvor du også er oplæringsvejleder. Det har du været i seks år, og nu er du det så på fuld tid. Og så var det jo faktisk også dig, som var Mette Falbergs vejleder. Det tænkte jeg, at vi lige skulle have med. Velkommen til dig.
Henriette Bjørn: Tak skal du have.
Julie Bundgaard: Og også velkommen til dig, Maj-Britt Andreassen. Du er uddannelseskonsulent i Fredensborg Kommune, hvor I altså har valgt, at jeres oplæringsvejledere skal være på fuld tid. Velkommen til jer begge to. Velkommen til Færdigt Arbejde. Lad os springe ud i det med det samme, og sammen i øvrigt, snakken om, hvordan vi hjælper eleverne og i sidste ende alle kollegaerne, og ikke mindst borgerne, der får hjælp af sosu-hjælpere- og assistenter. Jeg tænker, vi starter med at tale lidt om, hvorfor der er det her store frafald. Oplever I det her som et stort problem? Majbritt, hvis du starter.
Maj-Britt Andreassen: Jeg vil sige, at i løbet af de otte år, jeg har arbejdet som uddannelseskonsulent, der er flere elever, der har behov for hjælp og støtte for at komme igennem uddannelsen i forhold til tidligere. Nogle af årsagerne kan vi findes i, at vi har markant flere elever, som kommer med en anden etnicitet. Derfor er der selvfølgelig noget sprog og noget kultur, som er vigtigt, vi tager hensyn til. Det kan være dyrt, hvis man skal være på SU, og hvis man ikke har mulighed for at få elev- eller voksenløn, som heldigvis i dag kan vi tilbyde til rigtig mange.
Så er der nogle helt praktiske ting, såsom hvornår institutionerne åbner i forhold til, at vores elever skal ud på oplæringsstederne og skal mødes i praktik kl. syv. Vi kan se, at vi har også flere elever med særlige udfordringer, som vi sagtens skal rumme, og som kan blive fantastiske social- og sundhedshjælpere og assistenter. Men man skal have lidt mere guiden og blive lidt mere socialiseret ind i faget, så der skal tages lidt mere hånd om, så man bliver tryg og kan lykkes. Fordi vi tror på, at nærmest hvem som helst kan lære hvad som helst, hvis vi stiller de rigtige rammer til rådighed.
Julie Bundgaard: Noget af det, vi skal kigge på i dag, er den forskel, som en vejleder kan gøre, og især hvis man er en fuldtidsvejleder, som du jo er, Henriette. Før I gik over til fuldtidsvejleder i Fredensborg Kommune, hvordan så det ud der versus nu, hvor I har sat sig på de her fuldtidsvejledere?
Maj-Britt Andreassen: Der var nogle elever, som det ikke lykkedes at få igennem tidligere, som i dag får gennemført en uddannelse og bliver nogle fantastiske fremragende nye gode kollegaer til os, som i virkeligheden mangler inden for faget. Fordi der er tiden til at hjælpe, når man har brug for det.
Når man har en fuldtidsvejleder, når eleven har brug for det, det vil sige, at man kan være ekstra inde hos nogle borgere i forhold til at skabe relationer. Det kan være, at hvis det ikke lige lykkes, så har man tid til at snakke ekstra om og forklare tingene. Hvordan er det, det hænger sammen med?
Hvordan er det, det her store lille kredsløb hænger sammen med, at fru Jensen har svært ved at trække vejret eller at fødderne er hævet? Der er tiden til, at man kan lære, men der er også tiden til, at man kan tage hensyn til, at en elev, der har brug for at få læst og snakket, inden du kommer ind hos borgeren.
Eller skal du se det først, inden du måske skal læse om det? Der kan tages de her individuelle hensyn. Læringsrelationerne, de lykkes. Det har gjort en stor forskel.
Julie Bundgaard: Henriette, der hvor du er i Randers, hvordan har du oplevet de her elevers frafald? Hvad har du tænkt var årsagen til, at der var så mange, der ikke kom tilbage igen efter en praktikperiode?
Henriette Bjørn: Som vejleder ser jeg, at der er mange elever, der bliver lidt chokeret over, at det faglige niveau er så højt, at uddannelsen er så komprimeret. De skal nå så meget på så lidt tid, så der er ikke tid til sygdom eller ferie. Det bliver de meget chokeret over, at det er så komprimeret. Hvis vejlederne ikke er der til at støtte dem, så er det, at vi ser det her store frafald. Jeg har jo startet som vejleder for nogle år tilbage, hvor jeg ikke var fuldtidsvejleder. Så nu har jeg virkelig både kunne se, mærke og føle, hvad er forskellen. Hvor stor en forskel det gør for eleverne, og hvor stor en forskel det gør for mig og min faglighed, at jeg kan være fuldtidsvejleder.
Julie Bundgaard: Så det har ikke nødvendigvis noget med, at de her elever kommer ud og finder ud af, at det ikke er et job for dem. Det var ikke det, jeg havde regnet med. Det er ikke sådan, det hænger sammen.
Henriette Bjørn: Jeg synes faktisk, at de elever, vi får ind, er velovervejet, at det er det her, de vil. Det er ikke bare sådan, at de tænker, at det her gør jeg, fordi det er ledigt. Jeg synes faktisk, at de har et velovervejet valg på at gå ind på uddannelsen. Så det er simpelthen ofte, fordi de bliver chokeret over det faglige niveau, og så fordi mange, der søger ind på den her uddannelse, er voksne mennesker med familie og hus. Så finder de pludselig ud af, at de skal være så meget på under uddannelsen, men de skal faktisk også være mor, når de kommer hjem, og hustru, hvad de ellers skal. Det kan være svært at jonglere.
Julie Bundgaard: Du markerer også, Maj-Britt.
Maj-Britt Andreassen: Ja, der er rigtig mange, der rigtig gerne vil den her vej. Den her vej ved at kunne bidrage til at give omsorg og skabe livskvalitet for andre mennesker, det betyder rigtig meget. Men nogle gange er det sådan, at vi måske ikke altid har formået i en travl hverdag at sætte de rigtige rammer op for vores elever, og det er det, at fuldtidsvejledere kan gøre. Det er at skabe de rammer.
Julie Bundgaard: Så hvor stor en rolle spiller praktikvejledning i et godt og vellykket praktikophold, når man går på en uddannelse som sosu-hjælpere- eller assistent, Maj-Britt?
Maj-Britt Andreassen: Jeg vil sige næsten alt, og det passer jo ikke, for vi har jo en rigtig stor samarbejdspartner med skolen, men en fuldtidsvejleder med gode sociale og relationelle egenskaber og en høj faglighed, de gør en forskel, fordi de spiller bold op mod, hvad vores elever har lært på skolen, og man bliver mødt med den faglighed. Det er ikke dengang, man selv bliver uddannet, hvad man mangler eller synes var godt.
Julie Bundgaard: Men jeg tænker på, at det jo ikke er alle steder, der har fuldtidsvejledning, så hvad kan være den største udfordring for eleverne, når de er ude i praktik i øjeblikket?
Henriette Bjørn: Det er jo, at de ikke ser en synlig vejleder, de får ikke den her nære relation i en rollemodel, som eleverne ofte ser, at vi vejledere er. Den får de ikke. De føler måske, at de skal ud selv og opsøge for meget læring, hvor at da jeg så mine elever skulle det, så var der alt for stort risiko for fejllæring. Så det her med, at jeg hele tiden er så synlig, og at de kan ringe efter mig, hvis jeg ikke lige er fysisk til stede, det gør bare, at de er mere trygge og tager mere læring til sig, fordi de ved bare, at der altid er en, de kan kalde efter. Og så selvfølgelig alt efter, hvilken praktik de er i, så slipper jeg dem jo mere og mere, fordi de selvfølgelig også skal lære at stå på egne ben.
Julie Bundgaard: Så det er ikke en fuldtidsvejledning, der ligesom var ved i fuld øjeblikket?
Henriette Bjørn: Det er ikke fordi, at jeg er sammen med dem 37 timer om ugen overhovedet ikke, men jeg er der bare mere i relationen. Jeg synes, at når jeg også sådan snakker med mine andre vejleder kollegaer, også fra andre kommuner, hvor de ikke er fuldtidsvejledere, der falder eleverne nogle gange lidt i den her afløserrolle, hvor det egentlig bare handler om, at de skal ud og producere, og hvor mange kan de tage op om morgenen, og hvor mange kan de have i bad, i stedet for, at de egentlig får lov til at være elever, og kan få lov til at have deres refleksioner med. Så det er jo også der, at vi som fuldtidsvejledere er lidt mere opmærksomme på, at det er hertil, og ikke længere, at du skal have flere opgaver, fordi ellers er det, at du ikke får din refleksion og din baggrundsteori med.
Julie Bundgaard: Så lad os kigge lidt på, hvordan vi så arbejder, eller i hvert fald, hvordan I arbejder for at løse det her problem. For uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er det jo altså en kæmpe udfordring, at så mange sosu-hjælpere og sosu-assistenter stopper, når de kommer ud fra skolebænken og smager på virkeligheden i praktikken, så at sige. Jeg ved, at I har gjort jer rigtig mange tanker og erfaringer, om hvordan vejledningen af de her elever bedst kan hjælpe dem til at holde fast i faget. Henriette, hvad er egentlig den gode vejledning?
Henriette Bjørn: Den gode vejledning, det er, at du tager det i elevens tempo, og du tager det i elevens læringsstil. Jeg praktiserer rigtig meget i min dagligdag, at rent fysisk at være til stede, at de kan se mig. At jeg taler med mine elever om, hvad er formålet med i dag, hvad har vi fokus på i denne her uge. Jeg italesætter også meget overfor mine elever, at det er okay, at vi ikke er lige kompetente på alle områder. Også selvom jeg som fagudlært og som oplæringsvejleder, jo ved meget, så ved jeg stadigvæk ikke alt. Og det italesætter jeg meget overfor mine elever, at det skal man stå ved. Og så bliver de bare mere trygge i det, fordi de tror nogle gange, at de skal kunne det hele, og at de skal være sådan et åbent leksikon. Og det skal de ikke. Og det her er det, at vi tør at sige til os selv, og også selvom vi er faglært, at jeg ikke ved alt, men hvis der er noget, jeg er i tvivl om, så finder jeg en løsning på det.
Julie Bundgaard: En anden ting, jeg også hører jer begge to sige rigtig meget, det er den her feedback, hvor vigtig den er ligesom os at få. Hvad betyder feedbacken for eleverne?
Maj-Britt Andreassen: Jamen feedback betyder alt for eleverne. Fordi det her at vide, hvor jeg er henne, hvad det er for nogle klare og tydelige forventninger, hvad er det jeg gør, hvis jeg gør sådan, er det okay? Man har brug for bekræftelse, man har brug for anerkendelse, når man kommer ind i et fag. Vi har haft meget hos os det der med, at jeg giver dig feedback. Men hvor vi ligesom har gået det her step dybere ned, hvor vi siger, hvad er det, vi giver feedback på? Giver vi feedback på, om det er processen, er det produktet? Altså hvis man går ind og har en læringssituation med en af vores elever, hvad er det, jeg giver dig feedback på, så man er klar over det? For at sige til en elev, du er dygtig, det fortæller jo ikke rigtig meget, hvad det er, jeg er dygtig til. Er det i forhold til mine relationer og aktiviteter med fru Jensen, eller var det fordi, at jeg gør rent på stuen? Nu karikerer jeg, men det er med til at vokse og have fokus på netop det læringselement, som skal gro på det tidspunkt.
Henriette Bjørn: Og når vi så har givet den her feedback, så ser jeg også gerne, at eleverne faktisk gerne vil have at vide, hvor kan jeg så gøre det bedre til næste gang? Selvom vi giver dem en god feedback og anerkender ros og hvad vi ellers gør for det arbejde, de har gjort, så vil de faktisk rigtig gerne være bedre. Så det er hermed, at når jeg har tit en elev, når hun har fået feedback, så siger hun, jamen Henriette, hvordan skal jeg så gøre det bedre til næste gang?
Maj-Britt Andreassen: Så er det her, som Henriette også sagde, at de gerne vil lære mere og vil rigtig gerne blive endnu dygtigere til faget. Så tror jeg, at en af de vigtigste egenskaber, vi kan give vores fremtidige kollegaer med, det er evnen til, hvordan jeg selv selvstændig opsøger ny viden. Hvordan jeg kan gøre det. Det er faktisk alfa omega, for udviklingen går så hurtigt inden for vores område. Så er det her så evnen til at søge ny information og hvordan kan jeg gøre, når jeg står med den her kompleksitet hos den her borger.
Julie Bundgaard: Og ligesom at tage sin elev i hånden nogle gange. Henriette, prøv at... altså hvordan kan man gøre det?
Henriette Bjørn: Jamen, jeg for eksempel er ikke særlig kompetent i sårpleje. Jeg har stået i det så sjældent. Så hvis jeg er med en elev inde til en sårpleje, så italesætter jeg det over for eleven, så jeg er faktisk lidt usikker på det her, fordi sådan og sådan. Og så læser jeg jo op på det samme med eleven, og hvis jeg bliver i tvivl, så henter jeg også min sygeplejerske eller min kollega, som måske har været på en soveafdeling. Så det er det her med at få det sagt og få det italesæt. Og det er jo også det, som... og så er jeg jo selv sådan lidt ude på min arbejdsplads, at jeg kalder de mig jo en evig student, fordi jeg er jo stadigvæk selv under uddannelse. Jeg ved at tage en akademiuddannelse, og det siger jeg jo også til mine elever. Jeg ved ikke alting, men jeg prøver.
Julie Bundgaard: Så det er noget med at prøve også at melde ind. Det her kan vi godt finde ud af sammen, og også ligesom at vise, at jeg heller ikke ved alting.
Henriette Bjørn: Nej, det er præcis.
Julie Bundgaard: Og på den måde skaber man jo ligesom en kultur, der gør, at eleverne måske også heller ikke føler, at jeg skal vide alting.
Henriette Bjørn: Og så er det heller ikke kun kulturen blandt vejledere og elev, men det er faktisk også kulturen på arbejdspladsen. Vi er ikke leksikoner, og jeg siger til mine elev, at det er først, når vi tror, at vi kan noget, at vi ikke kan det, at vi bliver farlige. Hvis ikke vi vil stå ved det, så er det, der sker for mange fejl inden for vores fag.
Julie Bundgaard: Hvor kan man så op støbe den her nye viden? Hvem går man til?
Maj-Britt Andreassen: I forhold til den fagfaglige viden, så er der jo selvfølgelig det, der står i litteraturen og bøgerne, men det, vi også bruger meget, det er, at vi har tilkøbt et system, der hedder VAR, hvor man kan gå ind og hente de nyeste evidensbaserede procedurer for diverse ting, og det har alle vores elever også adgang til. Så det her med at lære hele tiden at søge viden, gå ind og søge, hvad siger denne her instruks i forhold til det, hvad skal jeg gøre i forhold til det her tema eller emne, jeg beskæftiger mig med? Så hver eneste gang, de laver deres ugeopgaver, så skal de også ind og søge det, så vi øver hele tiden, eller hvad siger VAR i forhold til de hygiejniske principper, hvordan hindrer vi, at mikroorganismerne kommer fra den ene borger til den anden?
Henriette Bjørn: I forhold til, hvordan vi kan holde os opdateret, så er det jo både eleven, der skal være opdateret, og jeg. Og vi kan selvfølgelig komme på kurser, som der bliver nævnt, men jeg synes, at i det daglige, der bruger jeg meget mine center-sygeplejersker til den faglige sparring, og jeg bruger også mine andre vejledere kollegaer til sparring, fordi det er det, vi kan i det daglige. Og så synes jeg også tit, at det er bare så meget det her med at lære af hinanden, og lære af eleverne, fordi der, som jeg siger til mine kollegaer, benyt jer nu af, at eleverne har været mange andre steder henne. Det kan være, at de kan en ny teknik til en forflytning eller et bad, som du ikke har set før, men ved, at du ser det nu, så kan det faktisk gøre din arbejdsdag nemmere. Så det er også det, at man får læring ind i dagligdagen, og det er ikke bare altid noget, vi skal hente ud fra på et kursus eller noget, men at vi faktisk lærer i vores dagligdag, det synes jeg er rigtig vigtigt, og så vise eleverne.
Julie Bundgaard: Og være åbne over for hinanden.
Maj-Britt Andreassen: Ja, men man kan jo sige, at vores elever kommer med den nyeste viden, de kommer med den mest opdaterede viden fra skolen, så det ville jo være fuldstændig åndssvagt, hvis vi ikke brugte den og fik den udbredt på alle vores afdelinger og afsnit, fordi de kan noget, de kommer med nogle ting, som vi andre kan lære af.
Henriette Bjørn: Og det er jo så det, fordi jeg som vejleder får så hurtigt og så nær en relation til en elev, hvis nu jeg har en elev, der er sådan lidt forsigtig i det og tænker, at jeg ikke vil ind og lære kollegaerne noget, fordi de ved mere end mig, så er det jo måske, så er det der, de går ind og lærer mig det. Og så kan jeg få det bredt ud i huset, ikke? Eller jeg kan forklædt min elev godt nok på til at sige, jo du må faktisk gerne lære dine kollegaer noget også.
Julie Bundgaard: Fordi de har en tillid allerede indbygget til dig.
Henriette Bjørn: Ja, ja. Og så som fuldstændig vejleder, er jeg jo også tit ude at møde mine elever, inden de faktisk starter i praktik, men det er bare for at få den her relation. Og så italesætter vi jo lidt sådan det her med, fordi eleverne ved jo faktisk godt, hvor vigtig relationen er, når de ser på dem selv og borgeren. Og så italesætter vi jo det her med, hvor vigtig relationen er også imellem mig og eleven. Og det synes de faktisk er sådan lidt sjovt, når vi sådan leger med teorien på den måde, inden de lige pludselig kan sætte sig selv på teorien.
Julie Bundgaard: Hvis man allerede står ude på et plejehjem eller et rehabiliteringscenter, eller hvor man nu arbejder som sosu-assistent eller hjælper, så har man jo måske nok mærket den her udfordring allerede. Så hvordan tænker I, at kollegaerne, som måske ikke er vejledere, hvordan kan de hjælpe eleverne i praktikperioden?
Henriette Bjørn: Først og fremmest er det rigtig vigtigt, at kollegaerne giver sig tid til at lære fra sig, at det ikke er bare sådan noget, der skal overstås. At de rent faktisk lige trækker vejret og siger, ja, nu viser jeg dig det, nu lærer jeg det. Og så det her med, at de tænker på, hvordan vil jeg selv have det, når jeg skal lære. Og de tænker lidt over den her sårbarhed, eleverne faktisk står i.
Julie Bundgaard: Men det hele taget det her med at være lidt imødekommende, og måske også, som du selv nævnte tidligere, Henriette, det der med at være ærlig og sige, jeg ved egentlig heller ikke rigtig svaret på det her. Lad os finde ud af det sammen.
Henriette Bjørn: Ja, lige præcis. På den måde. Men at de siger, det kan du spørge din vejleder om, den skal vi måske lidt fra, men at de faktisk også bliver modige nok til at sige, det ved jeg ikke, men lad os finde ud af det.
Maj-Britt Andreassen: Vi har fået ændret tankegangen for, at nogle gange, nu kom der en elev til, og vi har travlt til, at de faktisk er en værdifuld ressource. Så det vil simpelthen sige, at når der starter en ny elev, så er vi vel som en ny kollega, så er der hængt velkomstskilte op, så alle er klar over, at den pågældende person starter. Men det er afdelingen, afsnittet til elev, og vi skal alle sammen hjælpe til. Men det der faktisk er allermest vigtigt, det er det her med at sige godmorgen og goddag, det her med at møde hinanden. Vi arbejder meget med, at vi er ligeværdige. Det kan godt være, at vi har forskellige jobfunktioner, men vi er ligeværdige som mennesker.
Julie Bundgaard: Så det her med måske at se det som en investering i ens egne fremtidige kollegaer?
Maj-Britt Andreassen: Investering i dine fremtidige kollegaer. Jo dygtigere du er med til at forme og bide din elev på afdelingen, jo mere værdifuld og dygtigere og kompetent kollegaer får du i fremtiden.
Henriette Bjørn: Så er det jo også bare det her med, at når eleven kommer til dem, viser du åben over for spørgsmål. Når eleven kommer til dig og siger, må jeg spørge om noget, så lad være med at sige ja samtidig med, hvad du løber ud i gangen. Men rent faktisk lige stoppe op og sige, at jeg vil gerne lytte til dit spørgsmål.
Julie Bundgaard: Kan nogle af de kollegaer, som eleverne møder derude, måske være lidt for tilbageholdende med deres feedback? Fordi de tænker, at jeg ikke vil træde ind over vejlederen, eller det har jeg ikke lige tid til?
Henriette Bjørn: Jeg tror, det er en blanding. Nogle tænker, at det simpelthen ikke er min opgave, det er vejlederens opgave. Andre tror simpelthen, at det er fordi, at de er usikre på deres egen kompetence, at de netop ikke står ved det her, hvor er jeg god og hvor er jeg usikker. Så for ikke at komme til at sige noget forkert, så er det nemmere bare at sende bolden videre til vejlederne.
Julie Bundgaard: Altså, unge bare tænker, at det lyder, som om vi har fundet løsningen. Fuldtidsvejledere, det er vejen frem. Majbritt, hvorfor er det så ikke sådan over det hele? Altså, hvem er det, vi skal have med på den her vogn?
Maj-Britt Andreassen: Hvis man skal skabe det her, som vi virkelig kan se lykkes, så kræver det, at man har ledelsen med. Man har ledelsen med i sin kommune. Fordi det her, det kræver tid. Det kræver, at man tager nogle dygtige rollepersoner, nogle dygtige assistenter med nogle gode kommunikative og relationelle evner og en høj faglighed og tager dem ud af driften i forhold til at have fokus på at uddanne vores fremtidige kollegaer.
Julie Bundgaard: Henriette?
Henriette Bjørn: Hvis jeg skal give et råd til andre vejledere, hvordan man får ledelsen med på det, så er det simpelthen at være åben over, hvad er det for et arbejde, jeg sidder med som vejleder. At lige give sådan en lille opsummering en gang imellem til ledelsen, så ledelsen faktisk også føler sig tryg i, hvad er det vejlederen går og gør. For vi gør rigtig meget, og der ikke sådan lige er synligt.
Julie Bundgaard: Det lyder, som om vi sammen kan gøre en forskel for eleverne, så vi forhåbentlig kan hjælpe flere til at gennemføre deres uddannelse og i sidste ende få flere kollegaer med den rigtige faglige uddannelse i rygsækken ude på arbejdspladserne. Vi er nået dertil, hvor vi skal til at samle dagens huskeliste. Hvad skal vi have fokus på, når vi arbejder med elever ude i plejesektoren? Både hvis man er oplæringsvejleder eller hvis man er kollega. Nogle af de råd, jeg har siddet og noteret mig, mens vi har snakket. Nummer et. Du skal ikke være bange for at engagere dig, fordi det er dine fremtidige kollegaer. Så prøv at se, om du ikke kan finde overskuddet til at lære fra dig i det daglige. Det gør ikke noget, hvis en elev spørger om noget, som man måske ikke kan svare på. Så se det som en mulighed for at få genopfrisket det, du lige havde glemt, eller måske lære noget nyt sammen. Så har jeg også skrevet ned det her med, at hvis man som oplæringsvejleder har lidt for mange hatte på, eller som elev eller kollega oplever, at der er for travlt til at få lært fra sig og inddraget læringen i dagligdagen, så skal man tage fat i lederen. Måske kan man bruge nogle af de pointer, som vi har været omkring i dag, når man skal argumentere over for sin ledelse, hvorfor det godt kan betale sig at have fuldtidsvejleder.
Maj-Britt Andreassen: Det her uddannelse er at uddanne til en fremtid, vi ikke endnu kender sammen med vores fag. Og vi står over for en generation Z, som har rigtig meget fokus på, at det skal være meningsfuldt for dem selv. Det er mere selvrealiserende, end vi andre har været.
Julie Bundgaard: Så måske også noget med at møde eleverne der, hvor de er, i stedet for bare at tænke i, at vi plejer at gøre sådan her, og det her er hvad jeg er vant til.
Henriette Bjørn: Vi må aldrig tænke, at vi plejer i det her fag.
Julie Bundgaard: Aldrig tænke, at vi plejer i plejesektoren?
Henriette Bjørn: Nej, aldrig.
Julie Bundgaard: Godt. Den har jeg også med. Så har jeg også skrevet ned, at hvis man er oplæringsvejleder, så er det netop det her med, hvad den gode vejledning er. I nævnte begge to det her med feedback, og måske prøve at sætte det lidt i system i samtalerne, så man er sikker på, at man kommer hele vejen rundt, så man ikke som elev skal gætte sig til, om man klarer sig godt eller ej. Maj-Britt?
Maj-Britt Andreassen: Jeg tænker, at vi plejer at have en sætning. Det må aldrig være tilfældigt, hvad du bliver god til.
Julie Bundgaard: Og så er der til sidst læringen og i det hele taget det her med at lave et arbejdsmiljø, hvor der både rent faktisk er tid til, at man kan lære eleverne noget eller oplære dem og tør også spørge ind til noget. Jeg tænker, at det er vigtigt at huske, at man ikke bare ser praktikanter som en del af vagtplanen, men som nogen, der rent faktisk er der for at lære. Det er jo altså noget, som alle, både vejledere, ledere og kollegaer, kan holde sig for øje. Så vær åben og imødekommende, og så skal vi huske, så jorden med trivsel.
Maj-Britt Andreassen: Og ligeværdighed som mennesker. Det kan godt være, vi har forskellige jobfunktioner, men vi er alle sammen ligeværdige som mennesker og har den tilgang til hinanden.
Henriette Bjørn: Det er jo fuldstændig grundlæggende, at trives vores elever ikke, så tager de ikke læring til sig.
Maj-Britt Andreassen: Ja, tryghed skaber læring.
Julie Bundgaard: Ja, tryghed skaber læring, og vi skal gøde jorden med trivsel, for hvis de ikke trives, så er de væk. Tak til dig, Henriette Bjørn, Social- og Sundhedsassistent og Oplæringsvejleder i Randers Kommune. Og også tak til dig, Maj-Britt Andreasen, Uddannelseskonsulent i Fredensborg Kommune. Mit navn er Julie Bundgaard, og du kan lytte med i næste afsnit af Færdigt Arbejde, eller du kan finde flere episoder af Fagbladet FOAs podcast med gode råd og faglig inspiration til dit arbejdsliv, der hvor du plejer at lytte til podcast. Hvis du har ris eller ros, eller måske en god idé til et godt emne, som du synes, vi skal kigge på i en kommende episode, så kan du skrive til os på fagbladetfoa@foa.dk. Tak fordi du lyttede med.