Annonce

Pige i pink trøje har barn i armene

De forbudte børn

S-profiler vil reformere au pair-ordningen


Flere fremtrædende socialdemokrater ønsker en grundig ændring af au par-ordningen. EU-kandidat vil helt afskaffe ordningen, som den ser ud i dag.

Annonce

Au pair-ordningen, som den kendes i dag, skal laves helt om eller afskaffes, mener flere fremtrædende socialdemokrater. Colourbox

Af Signe Højgaard
Journalist

Annonce

Afsløringen af, at au pairer bliver udvist af Danmark, når myndighederne finder ud af, at de er gravide, får nu flere fremtrædende socialdemokrater til at kræve gennemgribende ændringer af au pair-ordningen.

Debattør og forfatter til flere bøger om arbejdsmarkedet, Mattias Tesfaye, mener, at det er uanstændigt, at au pairer bliver udvist, når de bliver gravide.

”Udviklingen og globaliseringen har for længst overhalet den gamle idé om kulturel udveksling. Det kræver ikke en ph.d. i global migration at gennemskue, at au pair-ordningen i dag bliver brugt til at hente billig arbejdskraft. Man skal være stædig og ideologisk på den blå side for ikke at kunne se det,” siger han.

Mattias Tesfaye mener, at forholdene for de gravide au pairer kun er et problem blandt mange i ordningen.

”Det handler ikke kun om, at vi skal have lukket et enkelt hul, men om at vi skal anerkende, hvad ordningen har udviklet sig til. Det må vi tage konsekvensen af,” siger han.

S-kandidat: Afskaf au pair-ordningen

Kandidat til Europaparlamentet for Socialdemokraterne Kathrine Alexandrowiz finder det også helt uacceptabelt, at au pairer bliver fyret og sendt hjem, fordi de er gravide.

”Min mors generation kæmpede for, at kvinder ikke skal miste deres job, når de bliver gravide. Den kamp er åbenbart ikke slut endnu,” siger hun.

Hun mener, at der skal findes en fælles løsning i EU. Står det til hende, skal au pair-ordningen helt afskaffes og erstattes af en ordning for husassistenter.

”At passe børn og hus er et reelt job. Der er brug for en reel husassistentordning, hvor kvinderne får løn efter overenskomst og har grundlæggende rettigheder som for eksempel barsel,” siger hun.

”Må betale, hvad det koster”

En au pair får i dag 3.200 kroner i lommepenge om måneden plus kost og logi for 30 timers arbejdsuge.

En husassistent i FOAs overenskomst tjener omkring 20.000 kroner om måneden. For en arbejdsuge på 30 timer og efter kost og logi, svarer det til en månedsløn på omkring 13.000 kroner om måneden.

”Folk må betale, hvad det koster. Hvis man ikke har råd til, at betale en ordentlig løn må man lade være med at have en husassistent,” siger Kathrine Alexandrowiz.

Selvom hun mener, at au pairer skal have ret til barsel, når de arbejder i Danmark, taler hun ikke for, at de skal have lov at blive her bagefter.

”Det skal ikke være en fribillet til Danmark at blive gravid, mens man er her. Men vi skal sikre, at danske mænd lever op til deres ansvar, uanset hvem de gør gravide,” siger hun.

DSU-formand i chok

Formand for DSU, Camilla Schwalbe, er chokeret over, at au pairer bliver smidt ud, når de bliver gravide.

”Det er et fundamentalt menneskeretligt problem. Selvfølgelig er de her under særlige betingelser og på en stakket frist, men jeg mener ikke, at vi kan smide folk ud, fordi de bliver gravide,” siger hun.

Camilla Schwalbe har ikke noget imod, at der fortsat er en ordning for kulturel udveksling, men mener, at det er tydeligt, at det ikke er det, au pair-ordningen bliver brugt til. Hun vil også have lavet ordningen om.

Hvis folk vil have hushjælp, mener hun, at de må betale, hvad det koster efter danske overenskomster.

”Jeg forstår ikke, at så mange danskere vil se stort på, hvordan forholdene er i denne ordning. Det er en form for underbetalt arbejde og en form for slaveri,” siger hun.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev