Michael Preisler-Andersen er både meget glad. Og meget lettet.

For han har netop fået ret i, at det var uretmæssigt, da han sidste år blev fyret for senfølger efter covid-19 fra sin stilling som pædagogisk leder i Børnehuset Bodil i Københavns Kommune.

”Det har jeg det rigtig godt med. For mig handler det om retfærdighed, at jeg har ret til mit arbejde, og det kan man ikke tage fra mig bare sådan,” siger 67-årige Michael Preisler oven på kendelsen fra Afskedigelsesnævnet, hvor der bliver konkluderet, at det grundlag, fyringen skete på, er for usikkert og ukonkret.

Dermed var afskedigelsen uberettiget og Københavns Kommune skal nu betale Michael Preisler-Andersen 50.000 kroner, svarende til én månedsløn. Men for Michael Preisler-Andersen er det slet ikke det, det handler om.

”For mig handler det ikke om pengene. Det handler om at jeg har fået ret, og at det var usagligt og forkert. Som du også kan læse i kendelsen, kan man ikke afskedige på fornemmelser og antagelser. Man kan ikke bare bruge afskedigelsesretten til at sige: ’Nu vil jeg gerne af med denne her medarbejder’”, siger Michael Preisler-Andersen om de rettigheder, han understreger, at vi har som arbejdstagere.

Læs også: Leder fyret på grund af senfølger: ”Jeg er pisseked af det”

”En afskedigelse skal være saglig og begrundet, og det var den her ikke. Samtidig havde vi en verdensomspændende pandemi på det tidspunkt, hvor man går ind og fyrer mig. Det er jo egentlig ret sindssygt,” siger Michael Preisler-Andersen, der stadig mærker senfølgerne.

For eksempel har han svært ved at tale og gå samtidig. Alligevel har han fået nyt arbejde som socialpsykiatrisk pædagog på et bosted for voksne med dobbeltdiagnoser, og han arbejder igen på fuld tid.

”Det er virkelig fedt. Det er noget helt andet, men jeg bruger nogle af de kompetencer, som jeg holder af, og som jeg er god til som for eksempel at bygge relationer til borgerne. Det nyder jeg meget.”

Læs også: Ny bog: Hårdt ramte ofre for covid-19 overses og glemmes

Michael Preisler-Andersen fik covid-19 i april 2021. I fem uger var han syg med høj feber, svimmelhed og åndenød, der gjorde, at han havde svært ved at trække vejret. 17. maj var han tilbage på arbejde, først på halv tid, så på 25 timer, og da han havde holdt sommerferie og hans tilstand var blevet forværret, sagde hans læge til ham, at han måtte nøjes med 20 timer om ugen.

”De bad mig om en varighedserklæring, og i den stod der så, at jeg skulle være på 20 timer i tre til seks måneder, men at lægen heller ikke kunne sige det med sikkerhed. Selv gør jeg alt jeg kan, for jeg har ikke lyst til, at der skal gå et halvt år. Jeg vil tilbage på fuld tid så hurtigt jeg kan, for jeg kan ikke holde ud at ligge på sofaen,” sagde han dengang til Fagbladet FOA.

Altså efter at han var blevet varslet fyret, men stadig gik på arbejde i Børnehuset fra 9-13 hver dag, hvorefter han var til at træffe på telefonen for både medarbejdere og forældre.

Læs også: Minister i samråd: Uetisk at fyre senfølgeramte

Og det var netop det, at han stadig passede sit arbejde og ikke var fuldtidssygemeldt – at han havde varetaget sit arbejde i ’betydeligt omfang’, samtidig med at han forud for den tjenestelige samtale intet havde fået at vide om problemer. Intet havde der været om, at han ikke varetog sit arbejde i tilfredsstillende grad. Der var heller ikke iværksat initiativer til at gå i dialog med, løse problemer eller hjælpe Michael Preisler-Andersen til at prioritere sine arbejdsopgaver, hvis man mente, at han arbejdsopgaverne ikke i tilstrækkeligt omfang blev varetaget.

Derudover var der ikke flere forældreklager, end der plejede, og ingen af dem angik den pædagogiske leder. De øvrige ansatte i børnehaven havde heller ikke henvendt sig om problemer i anledning af den pædagogiske leders delvise fravær.

”Der påhvilede derfor arbejdsgiveren en skærpet bevisbyrde i forhold til at dokumentere, at en afskedigelse var nødvendig,” skriver Peter Breum fra Sirius advokater, der har ført voldgiftssagen for Michael Preisler-Andersen og FOA/LFS, på sin hjemmeside.

Ærgerligt med den slags sager

Også Britt Petersen, formand for LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, er tilfreds med resultatet.

”Det var godt, vi vandt den. Jeg håber, at man kan lære af sagen, at hvis man er deltidssygemeldt, så kan man altså ikke bare afskedige folk. Der skal simpelthen mere til,” siger Britt Petersen, der mener, at Michael Preisler-Andersen er blevet uretfærdigt behandlet.

”Han var kun deltidssygemeldt og passede alt, hvad han overhovedet kunne i den resterende tid. Det er der ikke blevet taget tilstrækkeligt hensyn til fra Københavns Kommunes side. Så ja, vi er tilfredse,” siger Britt Petersen, der godt kunne have tænkt sig, at han fik en større erstatning.

”Men at han har fået erstatning, er et kraftigt signal om, at sådan kan man ikke behandle denne slags sager. Der har simpelthen ikke været nogen saglig og faglig begrundelse, og det har vi sagt hele tiden. Vi er selvfølgelig glade over at have fået ret, men det er smadderærgerligt at skulle ud i den her slags sager,” siger Britt Petersen, der er meget glad for, at Michael Preisler-Andersen har fået et nyt, godt job.

”Jeg håber sådan, at han kan få lov til slippe for at støde ind i sådan nogle hårde ting igen i fremtiden,” siger Britt Petersen og understreger, at det faktum, at han er tilbage på fuld tid viser, at man havde kunnet vente på at han blev helt rask og givet ham den tid, han skulle bruge.

Ikke en tanke på at trække sig

Og det var lige præcis det, der gjorde situationen så forfærdelig, mens den stod på, fortæller Michael Preisler-Andersen.

”Jeg blev jo voldsomt presset af arbejdspladsen, samtidig med, at jeg havde senfølger, havde svært ved at trække vejret og vågnede om natten på grund af dødsangst, fordi jeg ikke kunne få vejret. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, om det var senfølgerne, det dårlige arbejdsmiljø eller begge dele, der gjorde at jeg følte mig så syg, som jeg gjorde,” siger Michael Preisler-Andersen, der på senfølgeklinikken fik at vide, at han skulle lade være med at presse sig selv. Og at presset i sig selv kunne forværre senfølgerne.

”Men det er jo svært, når man har senfølger, har superdårligt arbejdsmiljø og samtidig skal slås med Københavns Kommune. Det er virkelig en nederen situation at være i.”

Heldigvis har han fået det hele lidt på afstand. Og med kendelsen er der et punktum, han er meget glad for at kunne sætte.

”Jeg er meget, meget glad for at være tilbage på arbejde. Det at arbejde med mennesker, det kan jeg virkelig bruge til noget, relationen til borgeren og til kollegerne, selv om de er på alder med mine børn,” siger Michael Preisler-Andersen og griner lidt. For selv om han har passeret folkepensionsalderen – og på trods af, at senfølgerne gør, at de nogle gange går lidt langsommere på tur med borgerne – har han ikke tanke på at trække sig.

For han kan jo godt lide at gå på arbejde. Og nu har han altså også fået ret i, at han har lov til at gøre det.

Københavns Kommune har for nuværende ingen kommentarer til afgørelsen.