”Det må være ham!” udbryder Lars, da der lyder et par bank på døren til lejligheden på Frederiksberg. Han rejser sig for at gå ud og åbne.
”Hej!” lyder det, da en mand med afslappet kropsholdning kommer gående ind gennem lejligheden.
Han går målrettet hen og sætter sig i den blå stofsofa, der står inde i stuen, som havde han gjort det hundrede gange før.
Det er da heller ikke første gang, han sidder der. Faktisk er det næsten hver onsdag.
Lars Koberg Christiansen og Kevin Syssoh er nemlig en del af den aftale, som Frederiksberg Kommune har indgået med organisationen Elderlearn, hvor en senior og en tilflytter med sproglige udfordringer frivilligt melder sig til at mødes og tale med hinanden cirka en gang om ugen i 1-2 timer. Aftalen skal hjælpe tilflyttere med at integrere sig, forstå kulturen og blive bedre til det danske sprog.
Og det har Lars åbnet sit hjem for, at Kevin kan opnå.
Der er højt til loftet i stuen, som de sidder i. Rummet er udsmykket med billeder i rammer, fine møbler og alverdens bøger. I den ene ende står der et sort flygel, som udfylder næsten halvdelen af rummet.
Lars er 75 år og uddannet psykolog. Selvom han har passeret pensionsalderen for et stykke tid siden, arbejder han fortsat en halv dag om ugen. Han kan nemlig godt lide at holde sig lidt i gang. Derfor blev han også hurtigt fanget, da han i foråret så en annonce i avisen fra Elderlearn, som beskrev ordningen med seniorer og tilflyttere.
”Det lød lige som noget for mig, og så ringede jeg til dem.”
Efter et par måneders venten blev han matchet med Kevin, der er i gang med en uddannelse som social- og sundhedsassistent.
Populær ordning
Det er netop tilflyttere på social- og sundhedsuddannelserne, der er særligt fokus på i aftalen mellem Frederiksberg Kommune og Elderlearn. Aftalen skal afhjælpe det frafald, der er af udenlandske social- og sundhedselever.
Og umiddelbart ser aftalen ud til at have god effekt.
I en undersøgelse, Elderlearn har lavet, kan man se, at blandt de udenlandske social- og sundhedsmedarbejdere og studerende har 86 procent fået mere lyst til at fortsætte i deres nuværende arbejde.
Nicklas Stenfeldt, der er medstifter og direktør for Elderlearn, fortæller desuden, at de i høj grad kan mærke en stor opbakning til ordningen. Det kan de både se på det antal af seniorer og tilflyttere, der udtrykker deres ønske om at deltage i ordningen, og på det antal match, de laver. Efter coronapandemien er faldet lidt til ro, er de matches, der bliver lavet, igen begyndt at stige.
”I september skabte vi 52 matches, og vi får generelt mellem 50 og 70 matches om måneden.”
I organisationen arbejder de med at udbrede Elderlearns samarbejde med kommunerne, så der kan blive mulighed for endnu flere matches. Siden starten af Elderlearn i 2017 er der blevet etableret 16 kommunale samarbejder.
Sosu-drømmen lever
Ved sofaen står et lille klap-sammen bord i lyst træ. Dér har Lars gjort klar med kaffe, mælk og sukker, som han med et smil skænker Kevin.
”Tak,” siger Kevin med et tryk på t’et, der får det til at lyde en smule som et d.
Kevin er 44 år og kommer oprindeligt fra Gambia – et lille land i Vestafrika. Men de seneste 8 år har han boet i Danmark med sin danske kone og deres to børn. Og selvom han er nået rigtig langt med både udtale og forståelse af dansk, ville han gerne blive bedre og lære mere om den danske kultur. Derfor tilmeldte han sig, da han på sin uddannelse blev introduceret for Elderlearn.
”Jeg kunne ikke sige noget på dansk, da jeg kom til Danmark,” siger Kevin.
”Det er ret fantastisk, hvor du er nået til nu,” svarer Lars.
”Jeg har en stor ’droma’ om …”
”Drøm,” retter Lars.
”Drøm, ja,” gentager Kevin grinende.
Det er Kevin selv, der har bedt Lars om at rette ham, når han udtaler noget forkert. Det synes han, at han får meget ud af.
”Jeg gik til danskundervisning, hvor de ikke rettede særlig meget. Så når jeg sagde noget, og de sagde det på en anden måde, forstod jeg ikke, hvad der var rigtigt,” fortæller han.
Når Kevin og Lars er sammen, er det mange forskellige ting, de taler om. Blandt andet har de fundet ud af, at de begge har en stor interesse for historie. Derfor har de i forbindelse med nogle af deres aftaler valgt at tage ud på historiske museer i stedet for at sidde derhjemme. De har både besøgt Bakkehuset, og for nylig foreslog Kevin, at de kunne tage på Arbejdermuseet.
Udflugterne er gået så godt, at de allerede har besluttet, at de vil tage ud igen, når der er noget, de begge gerne vil se, fortæller Lars.
Klar til næste forløb
Udover deres hverdagssnakke som normalt fylder mest, når de mødes, vil Lars og Kevin begynde at sætte mere tid af til det faglige. Kevin begynder nemlig snart på hovedforløbet i sin uddannelse, og han er en smule nervøs. En nervøsitet, som han synes, at Lars er rigtig god til at hjælpe med.
”Med Lars er jeg ligeglad med, hvordan jeg udtaler ordene på dansk. For jeg ved godt, hvis jeg siger noget forkert, vil han sige ’nej’,” siger Kevin grinende.
Inden første møde med Lars var han ellers også nervøs for, hvordan det ville gå. Han følte sig ikke sikker i sproget og plejede ofte at sige noget andet, hvis han havde problemer med udtalen, af frygt for, at folk ikke ville forstå ham. Kevin var da også en smule skeptisk over, hvor meget samtalerne med Lars reelt ville hjælpe ham – lige indtil de gik i gang.
”Jeg troede bare, jeg skulle sidde og snakke med en ældre. Men når jeg snakker med Lars, bliver jeg mere sikker. Han hjælper mig med at komme ind i det område, hvor jeg arbejder lige nu – med ældre. Det hjælper mig også med integration. For når man arbejder med omsorg, skal man kende deres behov. Man skal forstå deres livshistorie, og hvad deres behov er,” fortæller Kevin.
”Du er skidegod til at forklare det, det er du altså!” siger Lars.
Snakken går, og de griner ofte over de personlige anekdoter, de deler med hinanden. I løbet af den time, de sidder sammen, hælder Lars mere kaffe i deres kopper to gange.
”Vi mangler aldrig noget at tale om,” konstaterer Lars og giver Kevin et lille nik.
Lars og Kevin er blevet så glade for den relation, de har fået, at mændene allerede nu ved, at de gerne vil blive ved med at mødes – også efter de 3 måneder, man som minimum gerne skulle være med til, er forbi.