På en normal måned forøger paramediciner René Arne Bergmann sin løn med en fjerdedel. Andre måneder fordobler han den. Og enkelte måneder mere end det.

”Vi er en efterspurgt vare for tiden,” fortæller René Arne Bergmann, som kører akutbil og lægebil og sidder som sundhedsfaglig på AMK-vagtcentralen i Region Sjælland, hvor han tager 112-kald.

Han og ni andre kolleger udgør et hold, der arbejder i et rul med én døgnvagt efterfulgt af ét fridøgn, derefter endnu en døgnvagt og så syv fridage. Derudover har de nogle undervisningstimer spredt ud over året. Og det gør det let at tage ekstravagter, fortæller han.

”Mine tre døtre er flyttet hjemmefra, og min kone arbejder også i skiftehold, så nogle gange er jeg helt mutters alene i mine syv fridage. Og jeg bor under to kilometer fra sygehuset, så når de lige mangler en, kan jeg være der hurtigt. Det er bare så nemt,” siger René Arne Bergmann, som har gang i en masse projekter i sit hus og derfor godt kan bruge den ekstra indtjening.

Paramedicinerne er den faggruppe i det regionale sundhedsvæsen, der har flest ekstra timer i form af overarbejde og frivilligt ekstraarbejde, såkaldte FEA-vagter. Det viser Fagbladet FOAs opgørelse på baggrund af beregninger af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

Det seneste år har paramedicinerne i gennemsnit haft 12 ekstra timer hver måned. To år tidligere var antallet 6 ekstra timer om måneden.

Mange af René Arne Bergmans overarbejdstimer er kommet i forbindelse med et pilotprojekt i regionen, hvor de har testet brugen af PHV-enheder (præhospitale vurderingsenheder, red.). Her har paramedicinere aflastet lægevagten og lavet observationer for e-hospitalet.

Der er ikke tale om overarbejde, han bliver pålagt, men tilbudt. Og han tager gerne imod det for at hjælpe sine kolleger. Når man bruger både dage og nætter sammen og deler måltider og livshistorier på stationen gennem 30 år, knytter man stærke bånd, fortæller René Arne Bergmann.

”Hvis vi har et hul, der ikke bliver udfyldt, skal mine kolleger løbe hurtigere i en stadig mere presset hverdag. Og når man, som jeg gør, ser sine kolleger som sine venner og lidt som en slags familie, fordi man bruger så meget tid sammen, ønsker man ikke, at de skal presses unødigt. Og når man samtidig kan bruge pengene, bliver det endnu nemmere at sige ja.”

Som paramediciner ved man aldrig, hvad en vagt byder på. Den kan være rolig – eller der kan være fart på fra morgen til aften. Og den forskel oplevede René Arne Bergmann på to ekstravagter for nylig:

”Først havde jeg en døgnvagt, hvor jeg slet ikke havde nogle opkald. Jeg tjekkede bilen om morgenen, læste lidt, så lidt fjernsyn, og så gik jeg i seng. Næste morgen stod jeg op og kørte hjem. Et døgn senere mødte jeg igen på vagt, og her var jeg på gaden i 16 timer – og altså fire timer mere end de 12, man tilstræber som maks. på en døgnvagt. Der er kæmpestor forskel.”

Efter sådan en vagt kan René Arne Bergmann godt mærke det på sin krop. Han føler sig ved siden af selv, og så er det svært at falde ned og få sovet. Men den slags symptomer er han opmærksom på:

”Jeg er bevidst om, at det her med de mange timers overarbejde er i en periode. Man skal lytte til sin krop, slappe af og dyrke motion i fritiden. Man skal være opmærksom på kroppens signaler, og så længe jeg har det godt, og det kan lade sig gøre, så tager jeg gerne en ekstra tørn. Men jeg holder også øje med mit blodtryk, og hvis det lige pludselig bliver for højt, kommer jeg til at skære ned.”