Social- og sundhedsassistent Mi Wingh elskede egentligt sit job på kirurgisk afdeling på Nordsjællands Hospital. Kollegerne var søde, ledelsen kompetent og arbejdsopgaverne
spændende. I ni år pendlede hun fra Helsingborg i Sverige for at gå på arbejde bag de gule mure i Hillerød. Men nu er det slut.
Patienterne er ikke blevet flere, men kollegerne er blevet færre. Det stigende arbejdspres har nemlig fået flere af Mi Winghs kolleger til at sige op. Og det har betydet, at det tilbageværende personale oftere og oftere er blevet omlagt fra dagvagter til nattevagter. Det fik Mi Wingh til at sige stop.
”Det er ikke arbejdspladsen, der gør det. Det er situationen, den står i,” siger Mi Wingh og fortsætter:
”Jeg har altid haft nattevagter, men nu det nok. Jeg har ikke problemer med at sove om dagen eller at vende mit døgn. Men jeg savner min mand og privatlivet med min familie. Jeg kan ikke altid deltage i de sammenkomster, der er, fordi jeg enten skal på arbejde eller sove. Det vil jeg ikke mere.”
Dermed er Mi Wingh en del af en kedelig tendens, hvor flere og flere søger væk fra sygehusene. Det seneste år har 16 procent af social- og sundhedsassistenterne forladt deres job på sygehus. To år tidligere var andelen 11 procent.
Med til historien hører, at sygehusene til gengæld formår at rekruttere flere social- og sundhedsassistenter, så det samtale fuldtidsbeskæftigede social- og sundhedsassistenter er vokset med 570 på to år.
Føles ikke som et valg
For Mi Wingh var det især sommeren i år, som var hård. Der var få på arbejde, fordi mange var på ferie, samtidig med at afdelingen manglede personale.
Det betød, at antallet af nattevagter, Mi blev pålagt, steg, og at hun ikke altid kunne regne med sit skema. Oveni det var der mange nye kolleger, der skulle læres op. Og det tærede også på kræfterne.
”Det har været en barsk sommer for de fleste. Vi er trætte. Dem, der normalt har tre nattevagter i træk, har nu måske fem i træk. Og selvom man ikke bliver pålagt at tage de ekstra vagter, føles det, som om man ikke har et valg. Der er jo en vagtplan, der skal gå op. Tit siger man ja for at hjælpe kollegerne, så de undgår at stå alene med en ny vikar.”
Det fik Mi Wingh til at se sig om efter noget nyt. 26. september sagde hun op, og 1. november startede hun i hjemmeplejen i Helsingør. Her arbejder hun udelukkende i dagvagter, hvor arbejdstiden hedder 07.30 til 15.00.
”Jeg har haft mange kolleger gennem tiden, som har sagt, at de skal prøve noget nyt, og jeg har ikke kunnet forstå dem, for jeg har været så glad for min afdeling. Jeg elskede mit arbejde. Men nattevagterne og savnet af familien blev bare for meget for mig. Jeg føler virkelig, at det er det her, jeg skal lige nu.”
Kræver mere end et snuptag
Mi Wingh er ikke den første, og næppe heller den sidste, medarbejder, der trods tilfredshed med arbejdspladsen forlader Nordsjællands Hospital, på grund af pres fra vagtplanerne. Den kendsgerning har hospitalet øje på – og i en mail til Fagbladet FOA konstaterer Mette Mikkelsen, HR-chef på Nordsjællands Hospital, at hele sundhedssektoren er udfordret af mangel på personale i mange faggrupper, og det kan give udfordringer på både afdelingen og for den enkelte medarbejder, når vagtplanen skal lægges.
”Vi er altid ærgerlige, når gode og kompetente medarbejdere vælger at forlade os. Derfor arbejder vi intenst med fastholdelse og rekruttering for at skaffe flere kolleger. Vi ser på at ændre arbejdsgange og på andre måder at planlægge arbejde og vagter på, som kan give mere luft til den enkelte og gøre hverdagens arbejdsvilkår lettere. Det er desværre ikke noget, der kan ordnes med et snuptag, men kræver et langt sejt træk, som vi er i fuld gang med,” skriver HR-chefen.
Regionrådsformand: Medarbejdere efterspørger mindre arbejdspres
Spørger man Danske Regioner, er der her heller ingen tvivl om, at rekruttering og fastholdelse er den helt store udfordring, for der er mangel på personale. Det siger Heino Knudsen (S), formand for regionernes løn- og praksisudvalg.
At medarbejdere i stigende grad forlader sygehusene – for eksempel er der på tre år kommet 567 færre sygeplejersker – er ifølge Heino Knudsen udtryk for et arbejdsmarked med enorm kamp om medarbejderne.
I Region Sjælland, hvor Heino Knudsen er regionsrådsformand, spørger man medarbejderne, hvad der skal til for at fastholde dem.
“Og de svarer, at arbejdspresset skal mindskes,” siger regionsrådsformanden og peger på, at man fra regionernes side blandt andet kigger på, hvordan for eksempel sosu-hjælpere kan aflaste sosu-assistenter.
“Det er hele tiden et mål at rekruttere de nødvendige medarbejdere for at mindske arbejdspresset så meget som muligt. Det er afgørende for den kvalitet, som vi ønsker at levere,” understreger Heino Knudsen.
- Mange fremhæver også lønnen som en faktor. Hvor stor en rolle spiller løn for at kunne rekruttere og fastholde?
“Vi skal fortsat aktivt bruge løn til at tiltrække og fastholde medarbejdere og ikke mindst i de funktioner, vi har sværest ved at bemande. Så der er områder, hvor vi skal prioritere højere løn, og det vil vi også drøfte med de faglige organisationer, når vi skal forhandle overenskomster,” siger Heino Knudsen, der ikke ønsker at konkretisere hvilke områder eller faggrupper, der skal prioriteres.