Valget er nu udskrevet. Politikerne gør sig klar, og imens overvejer vælgerne, hvor de skal sættes deres kryds.
For skal vi prioritere børnene, de ældre eller at afhjælpe de stigende energipriser?
Læs også: Stigende priser presser sosu: Det er jo gået helt bananas
Kravene til politikerne kan syntes som mange, men derfor skal de alligevel stilles og særligt høres. Vi har på Fagbladet FOA talt med fire medlemmer og tillidsvalgte om, h
vad der har størst betydning for dem, når de skal sætte deres kryds ved et kommende folketingsvalg?
Kitt Mortensen, 53 år, dagplejer i Norddjurs Kommune
”At vi får løftet alle, og at ingen glemmes. For mig at se, så skal velfærden i fokus – og den skal mere end det – denne gang skal den prioriteres højere end tidligere. Men også ordentlighed betyder meget for mig, at der ikke bliver unødvendigt meget mudderkast mellem politikerne.”
Stephan Callsen, 41 år, husassistent i Region Nordjylland
”For mig er tillid helt afgørende i det kommende valg. Jeg skal have tillid til de politikere, jeg stemmer på. Jeg ved godt, at man oftest stemmer på partier, men for mig er det vigtigste, at jeg føler en tillid til de personer, som politikerne jo også er. Altså handler de på det de siger, eller taler de bare udenom. Jeg har svært ved folk, der taler udenom. Hvis politikerne bliver spurgt, så forventer jeg også, at de svarer. Derfor får det betydning for mig, hvem som er i stand til at skabe tillid og ikke bare skyder skylden videre eller bruger en hel valgkamp på at tale udenom.”
Claus Westerberg, 54 år, teknisk service leder i Frederiksberg Kommune
”Det er fokus på energiafgifter og særligt, hvordan politikerne vil prioritere økonomien som bliver afgørende, fordi set med mine øjne, så skal økonomien prioriteres. Hvis man som politiker er villig til at lytte til folket, og er villig til at sænke energiafgifterne – som er meget inde i billedet lige nu – så tror jeg, at vi kan få bugt med nogle af de store problemer. For står det til mig, så er der kommet for meget ulighed, og reallønnen kan ikke følge med. Der skal flere penge på bordet til alle. Og jeg mener alle – det skal ikke kun være for de få. Derudover har grøn vækst og et stop for besparelser i kommunerne betydning for mig.”
Gerard Paul Benjamin, 40 år, portør i Region Hovedstaden
”For mig har det betydning, hvem der prioriterer sundhed. Jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl om, hvem jeg skal stemme på, for uanset hvilken blok jeg ender med at stemme på, så synes jeg, at vi i sundhedssektoren altid oplever besparelser. Jeg vil stemme på dem, som ikke vil spare – men alle laver altid besparelser, og det skaber en tvivl. Så lige nu kunne det lige så godt være, at jeg ender med at stemme blankt.”