Et nedværdigende, umenneskeligt system, der mistænker folk, der i forvejen har det svært. Sådan beskriver Rikke den oplevelse, hun fik, da hun som pædagogmedhjælper i Syddjurs Kommune måtte melde sig syg og skulle på sygedagpenge. 

Rikke arbejdede i mange år som pædagogmedhjælper på specialområdet. Personlige udfordringer på hjemmefronten oveni et stort arbejdspres blev for meget for Rikke, og hun blev sygemeldt. Det var i 2011.

”Jeg gik helt ned. Jeg kunne ikke komme ud af mit hjem, jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker, og jeg har to børn, jeg skulle passe,” fortæller hun.

Men problemerne var kun lige begyndt. Efter et års tid besluttede kommunen pludselig at stoppe for udbetalingen af Rikkes sygedagpenge på grund af ’manglende fortsættelsesgrundlag’, som det hed i afgørelsen. 

”Jeg forstod det slet ikke. Jeg var aldrig blevet raskmeldt. Og på én uge blev jeg bare smidt ud til siden. Bum. Så der stod jeg uden nogen som helst indkomst alene med mine to børn. Det var bare noget lort,” siger Rikke.

Og herfra startede så, hvad der blev til ti års tovtrækkeri med systemet.

Da Rikkes sygedagpenge blev stoppet, sendte FOA Randers en klage til Beskæftigelsesankenævnet – som i dag hører under Ankestyrelsen – der hjemviste sagen. 

Det betød, at kommunen skulle træffe en ny afgørelse, fordi sagen ikke var behandlet korrekt. Men kommunen traf samme afgørelse – og holdt altså fast i at stoppe Rikkes sygedagpenge. Igen gik sagen i Beskæftigelsesankenævnet. Og igen hjemviste nævnet sagen til kommunen, som skulle træffe en ny afgørelse endnu engang.

Men denne gang, viste det sig mange år senere, glemte kommunen at træffe en afgørelse i sagen.

Selvom Rikke allerede var repræsenteret af FOA i sagen, bad Statsforvaltningen hende i 2014 om at bekræfte, at hun fortsat ønskede at være det. Men på det tidspunkt var Rikke så psykisk udfordret, at hun aldrig fik svaret på henvendelsen. Derfor kunne FOA ikke gøre mere for hende på daværende tidspunkt.

I årene frem mod 2019 fik Rikke ingen sygedagpenge. Hun var igennem perioder med kontanthjælp og perioder helt uden indkomst.

”Når jeg tænker tilbage på det, så ved jeg ikke helt, hvordan vi egentlig kom igennem det. Alting har jo bare været skrabet. Ingen tv-kanaler, kun genbrugstøj og mad fra mine forældre, som handlede for os,” siger Rikke.

Men det var ikke pengene, der var Rikkes største udfordring. Værre var det at være kastebold i systemet. Rikke gik til møder med kommunen og jobcenteret, fik mange nye sagsbehandlere, var i ressourceforløb og virksomhedspraktikker. Og konstant følte hun sig mistænkeliggjort.

”Hver gang jeg skulle ind til en ny sagsbehandler – og det er sket mange gange – blev jeg mødt med ’nå, du ser da ikke syg ud’. Og så kunne jeg starte forfra igen og igen med at fortælle. Sådan er det gået år efter år efter år. Det er fuldstændigt nedværdigende,” siger Rikke.

”Jeg har følt mig mistænkeliggjort og som et nummer i rækken. Jeg ved ikke, hvordan man skal se ud for at blive betragtet som syg eller udfordret. Men i hvert fald ikke som mig. Hele min måde at have det på blev kun forværret af, at jeg hele tiden blev betragtet som en, der fandt på og løj om min tilstand.”

I 2019 blev Rikke endelig indstillet til fleksjob og fik hurtigt et ansættelse i en hestestald, hvor hun i dag passer heste én time om dagen fem dage om ugen. En dejlig måde at holde sig i gang på for Rikke, som altid har været glad for heste.

”Det er noget, jeg ved, jeg kan, uden at jeg skal bruge mit hoved for meget,” siger hun.

Men da Rikke fik tildelt sit fleksjob, gik hun igen til sin FOA-afdeling for at få svar på, om det virkelig kunne passe, at hun i så mange år ikke havde kunnet få sygedagpenge. Rikkes sagsbehandlinger, Diana Dittmer, søgte aktindsigt i Rikkes sag hos Syddjurs Kommune og fandt ud af, at kommunen aldrig fik truffet afgørelse i sagen, som de skulle, da Beskæftigelsesnævnet, som i mellemtiden var blevet lagt under Ankestyrelsen, hjemsendte sagen for anden gang. 

Derfor bad Diana Dittmer kommunen om at råde bod på fejlen og træffe en afgørelse. Det gjorde kommunen, men igen var beskeden den samme: Ingen sygedagpenge til Rikke. Kommunen mente nu, at sagen var forældet, og at Rikke havde været ’for passiv’, fordi hun ikke havde gjort krav på de penge, hun havde haft ret til.

Med hjælp fra Anders Bang Mønster Hansen, der er advokat i FOA, gik Diana Dittmer til Ankestyrelsen og fik medhold i, at sagen ikke var forældet. Det var kommunens egen fejl, at den ikke fik truffet afgørelse som oprindeligt pålagt af Beskæftigelsesankenævnet.

Samtidig var der sket det, at Højesteret i 2015 havde afgjort, at der ikke kan træffes afgørelser om sygedagpengeopgør med tilbagevirkende kraft. Derfor gav Ankestyrelsen også FOA medhold i, at Rikke havde haft krav på sygedagpenge i al den tid, sagen havde ligget stille i Syddjurs. Kommunen udbetalte derfor Rikke 249.000 kroner før skat.

Men slagsmålet var ikke slut. For i sin udbetaling havde kommunen nemlig modregnet de perioder, hvor Rikke havde været i virksomhedspraktikker og andre forløb. Og det måtte den ikke.

 

Derfor rejste Diana Dittmer yderligere krav på efterbetaling, og efter lang tid, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering også var involveret i sagen, fik FOA endnu engang medhold i Ankestyrelsen. Modregningen var forkert, og Rikke havde altså flere penge til gode.

Kommunens reaktion var typisk for sagen: I stedet for at give Rikke de penge, hun havde krav på, krævede kommunen pludselig, at hun efterbetalte 90.000 kroner med henvisning til, at perioden fra 2012 til 2016 var forældet. Med andre ord havde Rikke ifølge kommunen ikke krav på sygedagpenge i de år, og derfor skulle beløbet ikke indgå i regnestykket. 

Og så fik FOA nok. I stedet for at sende sagen tilbage i Ankestyrelsen endnu engang, sendte FOA en stævning. Syddjurs Kommune skulle hives i retten.

Og så kom der andre boller på suppen.

”Endelig erkendte kommunen sin fejl. De ønskede ikke en retssag, undskyldte mange gange for sagens fejl og udbetalte de resterende penge. Så Rikkes tilbagebetaling endte på 366.000 kroner,” fortæller Rikkes sagsbehandler i FOA Randers, Diana Dittmer.

Endelig. Efter ti års kamp fik Rikke og FOA ret. Og Rikke fik udbetalt hele det beløb, hun faktisk havde til gode. 

”Men det med de penge var jeg ligeglad med. Dem har jeg manglet i flere år. Men det var svært at forstå, at der lige pludselig var noget, der faldt ud til min fordel. Lige pludselig var der nogen, der kæmpede min sag. Det havde jeg ikke oplevet i mit liv nogensinde. Og så at det ovenikøbet endte heldigt for mig. Det, syntes jeg, var meget uvirkeligt,” fortæller Rikke og fortsætter:

”Jeg har følt, at kommunen hele tiden har betragtet mig som en løgner. Men så fik jeg ret.”

Anders Bang Mønster Hansen undrer sig over, at sagen skulle trækkes sådan i langdrag.

”Som advokat, der har ført mange sager om netop det her emne, er jeg forbløffet over, at det tog kommunen så lang tid at omgøre sine fejl. Jeg har forklaret kommunen reglerne af flere omgange – og så komplicerede er de simpelthen ikke. Så det undrer mig, at vi så skulle så langt, at vi blev nødt til at anlægge en retssag, før vi fik ret,” siger han.

Maria Melchiorsen, der er forbundssekretær i FOA, nøjes ikke med at undre sig. Hun er simpelthen 'rasende' over en sag som Rikkes. 

”Jeg er glad for, at vi har kunnet hjælpe hende, men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man skal stævne en kommune, før der sker noget. Det er fuldkommen uacceptabelt,” siger Maria Melchiorsen og tilføjer:

”Desværre er det en tendens, vi ser mere og mere. At kommunerne går til grænsen i beskæftigelsessager, så der først kommer skub i tingene, når vi stævner. Det er utilfredsstillende og spild af ressourcer, at man skal helt derud. Kommunerne bør huske, at i alle sager sidder et menneske, hvis liv bliver spoleret oveni alt det, de slås med i forvejen. Det er så sørgeligt.” 

Maria Melchiorsen fortæller, at FOA har øget sit fokus på netop sagsbehandlingen i beskæftigelsessystemet, og at hun mener, at systemet lige nu er for dårligt skruet sammen. 

”Det er jo ikke optimalt, at man skal have en længere jurauddannelse for at forstå, hvordan ens sag hænger sammen. Tænk på dem, der ikke har de ressourcer eller mulighed for at spørge om hjælp,” siger hun.

Selvom Rikke er glad for den hjælp og støtte, hun har fået af FOA, så sidder de mange år, sagen har kørt, stadig i hendes krop og bevidsthed.

”Den dag i dag tør jeg mange gange slet ikke åbne de breve og meddelelser, jeg får i e-Boks, fordi jeg hele tiden er bange for, at der er nye ting, jeg skal kastes ud i eller udfordres med,” siger hun. 

”Jeg er ikke vred på de enkelte sagsbehandlere. De er jo også pressede. Men jeg er sur på systemet. Det er skræmmende i et moderne samfund, at der er så mange eksempler på, at håndteringen af andres liv er så dårlig.” 

I Syddjurs Kommune forklarer beskæftigelseschef Tina Kjærgaard Mogensen, at hun er rigtig ked af, at borgeren i denne sag føler, at hun er blevet dårligt behandlet.

”I det konkrete tilfælde er der tale om en kompleks sag, hvor der er sket flere beklagelige fejl i sagsbehandlingen. Dette har resulteret i, at der ad flere omgange er truffet afgørelse i strid med reglerne om sygedagpenge og udbetalt forkerte beløb. Det er jeg naturligvis rigtig ked af. Da der er tale om en kompleks sag, burde vi have undersøgt sagen grundigere juridisk, inden sagen om forældelse blev rejst,” skriver beskæftigelseschefen blandt andet i en mail. 

Her uddyber hun, at kommunen fik udarbejdet en ekstra juridisk vurdering via ekstern advokatbistand, som gjorde, at den forkerte afgørelse blev trukket tilbage.

Desuden, skriver hun, har kommunen de seneste år haft fokus på den gode dialog mellem borger og kommune. Blandt andet har de indført en praksis, hvor en leder indenfor 48 timer ringer til en borger, der har klaget over en dårlig oplevelse i sagsbehandlingen. Til august holder kommunen et møde med en gruppe sygedagpengemodtagere for at tale om dialogen med jobcenteret.