For 12 år siden levede Dy Knudsen som scenekunstner og danser. Men psykisk sygdom – hun lider af paranoid skizofreni – forandrede hendes liv.
I dag er hun 41 år og har ikke tal på, hvor mange gange hun har været indlagt. Men det var så ofte, at personalet på akutmodtagelsen godt vidste, hvem hun var. ”Jeg var vel det, man på hospitalsjargon kalder svingdørspatient,” siger Dy Knudsen.
Sygdommen – hun var plaget af mørke tanker, hun hørte stemmer og forsøgte også at tage sit eget liv – betød, at hun måtte vinke farvel til scenen og dansen.
”Det at få en psykisk sygdom er også at blive kastet ud i den vildeste eksistentielle krise. Hvem var jeg, når jeg ikke længere kunne arbejde og være mig selv? Var jeg overhovedet noget værd,” spørger Dy Knudsen.
Hun udtrykker sig stadig som kunstner. De seneste 10 år har hun opsat omkring 400 perleplader med budskaber om blandt andet mentalt helbred i både Danmark og udlandet.
”Jeg er her stadig, men nu bidrager jeg med min kunst på andre vilkår,” siger Dy Knudsen.
Perlepladen med overskriften til dette interview er kreeret af Fagbladet FOAs grafiker Maja Line Honoré med inspiration fra - og respekt for - Dy Knudsen.
Anna Cathrine Christiansen
Jeg blev set og forstået
Tvang i psykiatrien er et af de emner, Dy Knudsen i særdeleshed er optaget af. Hun er ikke i tvivl om, at en betydelig del af de mange tvangsepisoder, hun er blevet udsat for, kunne være undgået, hvis personalet havde haft bedre tid til at sætte sig i hendes sted.
”Jeg kan sagtens mærke, at de brænder for deres job. Men rammerne gør det svært. Det må være frustrerende,” siger Dy Knudsen og fortsætter:
”Relationsarbejdet ér det vigtigste. At personalet har tid til at tage snakke, når jeg har haft det rigtig skidt og været psykisk forpint. Men det kræver tid, og det oplever jeg ikke, der er i behandlingspsykiatrien i dag.”
Hun har eksempler på episoder, der udviklede sig helt forkert og endte med, at hun blev bæltefikseret. Men hun har også eksempler på, at personalet i akutmodtagelsen både så hende og forstod hende:
”Jeg var forpint og paranoid og havde store høretelefoner på. En medarbejder
fornemmede, at høretelefonerne var min måde til at håndtere stemmerne i
hovedet. Medarbejderne gav mig lov til at beholde dem på. Den lille detalje betød, at jeg kunne sænke skuldrene. Jeg oplevede, at hun faktisk virkelig gerne vil hjælpe mig,” siger Dy.
Det gode tilbud
Dys seneste indlæggelse ligger efterhånden fem år tilbage, så det går godt. Gradvist har hun formået at genvinde håbet. Måske er det derfor vigtigt for hende også at fremhæve de positive sider, hun trods alt har mødt som psykiatrisk patient. Dy nævner det kommunale akuttilbud for psykisk sårbare på Nørrebro, hvor mennesker i krise døgnet rundt kan få støtte og rådgivning.
Det er et tilbud, der skiller sig ud, fordi personalet har tiden til samtale. ”Det sted har forebygget mange indlæggelser for mig. Jeg kontakter dem, før jeg har brug for en indlæggelse, som både er dyr for systemet, men også menneskeligt. I min optik burde der
være langt flere af den slags tilbud,” siger Dy og tilføjer:
”Medicinsk behandling, nærvær og terapi skal gå hånd i hånd.”
Ræk ud efter hjælp
I hendes tilfælde havde det – siger hun – skånet hende for nogle svære år. Men
samtidig glæder hun sig over, at hun nu er så langt i sin recoveryproces, at hun i dag kan hjælpe andre som ambassadør for landsindsatsen EN AF OS, der arbejder for at afstigmatisere psykisk sygdom. Og så startede hun i november i et fleksjob i informationscentret Psykinfo.
”Da jeg var mest syg, havde jeg aldrig troet, at jeg en dag ville være et sted, hvor jeg kunne hjælpe andre. Men det gør jeg i dag. Og jeg har lært, at man ikke skal gå alene med psykisk sygdom.
Man skal række ud efter hjælp, og så er det vigtigt, at man bliver mødt af nogle,
som fortæller, at man er værd at hjælpe,” siger Dy Knudsen.