Fremover kan man afslutte sin isolation, når man ikke længere har symptomer. Tidligere skulle man vente i 48 timer.
Og hvis du ingen eller kun lette symptomer har, skal du kun være isoleret i fire døgn.
Sådan lyder nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.
Styrelsen begrunder de opdaterede anbefalinger med, at de høje smittetal gør det vanskeligt at opretholde væsentlige samfundsfunktioner, når et meget stort antal personer skal selvisolere sig i længere perioder.
”Den senere tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere,” lyder det fra vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i en pressemeddelelse.
”Samtidig vurderer vi, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på vores anbefalinger, fordi vi har så høj immunitet i befolkningen, og fordi vi har beskyttet dem, der er i øget risiko for at blive alvorligt syge,” fortsætter vicedirektøren.
Vil betyde mere smitte
Vicedirektøren anerkender, at de lempede anbefalinger vil betyde mere smitte. Derfor er det vigtigt, at vi passer ekstra godt på den del af befolkningen, som er i øget risiko, lyder det fra Helene Probst.
”Lige nu er smitten blandt befolkningen over 65 år let faldende, hvilket formentlig både skyldes revaccination, og at de passer godt på sig selv. Men vi skal alle fortsat have stort fokus på de smitteforebyggende råd og fortsætte med at have en helt særlig opmærksomhed på at undgå smitte på plejehjem og sygehuse,” siger Helene Probst.
De nye anbefalinger kommer efter, at en række kommuner har meldt om massivt pres på grund af udbredt smitte blandt medarbejdere på både børne- og ældreområdet.
For eksempel kunne Kommunernes Landsforening (KL) i sidste uge fortælle, at fraværet hos personalet i landets dagtilbud i var vokset til 21 procent. Og at det i 15 procent af institutionerne var mere end hver tredje medarbejder, som var fraværende.
FOA: Gå kun på arbejde, hvis du er helt rask
I FOA kalder sektorformand Torben Hollmann det betryggende, at der ligger en sundhedsfaglig vurdering bag de nye anbefalinger.
”For det må altid være den sundhedsfaglige begrundelse, der vejer tungere end behovet for mere personale,” siger han og tilføjer:
”Derfor er det altafgørende, at man kun går på arbejde, hvis man føler sig fuldstændig rask. Ellers risikerer man at smitte både ældre borgere og kolleger, og så er der endnu flere, der skal være hjemme i isolation. Det er en hårfin balance, som man hele tiden må have for øje.”
Der er det seneste døgn registreret 40.348 tilfælde af covid-19, viser de seneste tal fra Statens Serum Institut. Samtidig stiger det samlede antal indlagte med 81 til 894.
Artiklen er opdateret mandag klokken 16.42 med kommentar fra sektorformand i FOA, Torben Hollmann.