Annonce

Bonus til københavnske pædagoger skal styrke rekruttering og fastholdelse


Med bonusser og seniorordning skal en ny aftale sikre flere pædagoger i Københavns Kommune. Det skal gøre det mere attraktivt at arbejde som pædagog i kommunen. 

Annonce

Nyuddannede pædagoger, der arbejder i København i tolv måneder, senest otte måneder efter, de er færdiguddannede, kan se frem til en bonus på 15.003 kroner. De sidste tre kroner er med, så kommunen bedre kan holde styr på, om bonussen er effektiv til at fastholde de nyuddannede.  Colourbox

Af Simon Marvig Ravn
Journalist

Annonce

Københavns Kommune har indført engangsbonusser på 15.000 kroner til udvalgte pædagoger. Det sker i håbet om at dæmme op for problemerne med rekruttering og fastholdelse. I alt er 300 millioner kroner blev afsat i kommunens budgetaftale til at styrke rekruttering og fastholdelse af pædagoger, sygeplejersker, social- og sundhedsansatte og socialpædagoger. Cirka halvdelen af de 300 millioner er afsat til pædagogerne.

Fra januar 2022 til januar 2025, modtager en nyuddannet pædagog 15.000 kroner i bonus, hvis de har arbejdet i København i 12 måneder. Derudover kommer der lignende bonusser til pædagoger, der har været ansat i mere end 8 år. 

Bonusser til nyuddannede, fordele til veteraner

Ud over bonusser til de nyuddannede, kommer der også nye fordele til de erfarne i faget. Pædagoger på 55-57 får ret til to ekstra fridage om året, såkaldte ”senior-nuldage”. Det er lønnede fridage, som pædagogerne over deres overenskomst har ret til, når de er 58. Det er altså op til to år tidligere, at man har mulighed for at få disse lønnede seniordage. 

Til sidst får de +60-årige ret til nedsat arbejdstid. Her kan man gå ned på 30 timer om ugen, med delvis lønkompensation. Desuden får pædagoger på over 65 år et engangstillæg ved fratrædelse på 30.000. Det er altså 30.000 kroner til pædagoger over 65, hvis de fastholder deres arbejde frem til 2024, og fratræder i perioden 2024-25. 

”En glimrende aftale”

Britt Petersen, formand for LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger), som er en afdeling under FOA, der repræsenterer pædagoger ansat i kommunale institutioner, samt pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter i Københavns Kommune, er tilfreds med aftalen. LFS er sammen med BUPL, de faglige organisationer der repræsenterer pædagoger i København. 

”Det er lykkedes os at få politikerne til at afsætte penge i budgettet til fastholdelse og rekruttering, til de grupper, der er særligt svære at holde fast på. Det, synes jeg, er ganske glimrende,” siger hun.

Britt Petersen påpeger, at det ikke er et generelt lønløft til pædagogerne. Det handler om at afprøve forskellige metoder til at styrke rekrutteringen i kommunen samtidigt med, at man holder fast i de pædagoger, der har arbejdet der længe.

”Det, vi prøver med denne aftale, er at se med hvilke forskellige elementer, man kan fastholde og rekruttere. Jeg håber, at det har en positiv effekt. Ingen af os ved det, men vi er alle enige om, at det er forsøget værd,” siger hun.

Midlerne er afsat for perioden 2022 til 2025. Britt Petersen håber, at de år kommer til at fungere som en forsøgsrunde. Man kan så sætte de elementer, der fungerer på budgettet.

”Hvis det viser sig, at vi bliver rigtigt gode til at tiltrække nyuddannede, så skal det sættes ind på budgettet. Man kan altid ønske sig, at man kunne lave noget, der rammer alle. Havde vi kunne ramme alle, der var ansat i for eksempel tre år, i stedet for otte, så ville det være dejligt. Men det handler om at regne, på de elementer man har. Der er ikke mere hokus pokus, end at det var, hvad pengene rakte til,” siger hun.

Det skal være mere attraktivt at være pædagog

Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jesper Christensen(S), udtaler i en pressemeddelelse fra kommunen følgende

”Det skal være mere attraktivt for flere at være pædagog i København. Både for de unge og de ældre pædagoger. Vi vil så gerne have, at de bliver hos os lidt længere. Manglen på pædagoger er alvorlig. Og vi kan ikke undvære dem. Også selvom vi har mange dygtige pædagogmedhjælpere. Uddannede pædagoger passer ikke bare børn. De er specialister i børns udvikling og trivsel.”

De andre forvaltninger, Sundhed- og omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen, forventes at have en lignende aftale i hus senest i januar.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev