Opdatering fredag d. 26. kl. 8.32: Folketingets Epidemiudvalg vedtog torsdag eftermiddag, at besøgende og medarbejdere på sygehuse, klinikker og kommunale sundhedstilbud fra mandag skal bære et mundbind. Dog var der i første omgang ikke opbakning til, at ansatte på plejehjem skal bære mundbind, men det vil formentlig blive drøftet i Epidemiudvalget igen i næste uge.
Smittetallene vokser fortsat, og derfor er der behov for at indføre nye restriktioner. Det var hovedbudskabet fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag eftermiddag.
En af de nye restriktioner, som regeringen ønsker at indføre, er krav om, at både medarbejdere og besøgende bærer mundbind eller visir på sygehuse, plejehjem og botilbud. Det sker efter indstilling fra Epidemikommissionen.
Meldingen kommer på en dag, hvor 4.426 er registreret smittet med coronavirus i Danmark. Det er det næsthøjeste antal under hele pandemien.
Samtidig stiger smittetallene også blandt beboere på plejecentre. I sidste uge blev 51 beboere konstateret smittet – heraf havde 39 af dem fuld effekt efter revaccination, altså tredje stik. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Sundhedsstyrelsen har lavet en større gennemgang af effekten af mundbind, og det fik direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm til på pressemødet at sige:
”Mundbind giver en reduktion af smitten, særligt når vi ikke ved, at vi er smittet. Så på den måde kan vi forhindre at give smitten videre," sagde han og konkluderede senere:
"Det er ærgerligt, vi skal have mundbindene ind, men det er desværre nødvendigt.”
Udover krav om mundbind på plejehjem, sygehuse og botilbud, vil regeringen også indføre krav om mundbind i kollektiv transport samt dagligvarebutikker og storcentre.
Derudover ønsker regeringen at udvide kravet om coronapas, så det også gælder på blandt andet uddannelsesinstitutioner og i liberale serviceerhverv som frisører og tatovører.
Endelig skal gyldigheden af et coronapas efter en negativ test sættes ned, så coronapasset gælder i 48 timer efter en kviktest (antigentest) og i 72 timer efter en PCR-test.
”Vi er nødt til at indføre de her tiltag om mundbind og coronapas, fordi vurderingen fra eksperterne er, at det er nødvendigt på nuværende tidspunkt,” sagde Magnus Heunicke og tilføjede, at målet med restriktioner er at kunne holde samfundet åbent henover vinteren og dermed undgå nedlukninger.
De nye restriktioner er i tråd med Epidemikommissionens anbefalinger.
Nu er det op til Folketingets Epidemiudvalg, om de nye restriktioner skal indføres. Udvalget mødes i morgen torsdag.
Hvis et flertal i udvalget ikke er imod kravet om mundbind, kan det indføres fra mandag den 29. november.