De cirka 145.000 danskere - primært ansatte i sundheds- og omsorgssektoren - der er krydsvaccineret, kan fra i morgen booke en tid til at få et tredje stik med en mRNA-vaccine. Det oplyser sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Alle krydsvaccinerede kan få et tredje stik, men ministeriet oplyser, at det vil være mest relevant for personer, der ønsker at rejse uden for EU og Schengen.
En af dem, der ønsker det, er social- og sundhedsassistentelev Maneewan Choksawas og hendes mand Holger Wentzel Olsen. De har ikke besøgt Maneewans forældre i Thailand siden januar 2019, fordi Maneewan ikke har kunnet rejse ind i Thailand, fordi hun har fået første stik med AstraZeneca og andet stik med Pfizer/BioNTech-vaccinen. Derfor er dagens udmelding er en 'fantastisk nyhed', siger Maneewans mand, Holger Wentzel Olsen.
”Det er helt fantastisk. En kæmpe lettelse. Nu ved vi, at den her gang holder det,” siger han.
Parret har booket en tur til Thailand til februar, så de kan besøge Maneewans forældre efter to års adskillelse.
Læs også: Krydsvaccineret sosu: Myndighederne har ladt os i stikken
Anses som færdigvaccineret i EUI langt de fleste lande i EU og Schengen anses krydsvaccinerede dog allerede for at være færdigvaccinerede uden et tredje stik. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man venter med stik nummer tre, hvis man ikke står overfor at skulle rejse.
”De krydsvaccinerede er særdeles godt dækket med de to forskellige vacciner, de har fået. Vi ser faktisk, at effektiviteten er ligeså høj, som ved vaccination med to mRNA-stik. Men samtidig har vi jo også stor forståelse for, at det er frustrerende, at de ikke selv kan bestemme, hvor de gerne vil rejse hen, og derfor får dem, der har brug for det og ønsker det, muligheden. Hvis man ikke har behov for at rejse lige nu, anbefaler vi, at man venter med det 3. stik, da man på nuværende tidspunkt er rigtig godt beskyttet mod covid-19,” siger Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Styrelsen skriver videre, at de vurderer, at der ikke er risiko for alvorlige bivirkninger ved et tredje stik, når man tidligere har fået AstraZeneca-vaccinen samt et stik med én mRNA-vaccine.
Ifølge Sundhedsministeriet forventes det, at et tredje stik til de krydsvaccinerede vil øge sandsynligheden for at få indrejsetilladelse i andre lande, især uden for EU. Men det er ikke sikkert. Der kan være lande, som ikke anerkender de to mRNA-stik, fordi der er gået for lang tid i mellem stikkene. Det tredje stik giver dermed ingen garanti for indrejsetilladelse, understreger de.
Ministeriet anbefaler derfor, at man altid søger vejledning på Udenrigsministeriets hjemmeside om de enkelte landes indrejserestriktioner før afrejse.
Man vil som krydsvaccineret ikke modtage en invitation i e-Boks eller med brev om tilbuddet om et stik nummer tre, men fra i morgen onsdag kan man booke en tid på vacciner.dk eller møde op i et vaccinationscenter uden tidsbestilling.
FOA: På tide
Nyheden glæder også Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA. Han havde dog gerne set, at der var kommet en melding ud tidligere.
”Det var på tide, og jeg er selvfølgelig glad for, at der endelig er en afklaring, som mange har ventet længe på. Men det burde være sket meget før. På ingen tid kunne de lave en lov, der gjorde det muligt frivilligt at vælge vaccinen fra Johnson og Johnson. Tilsvarende burde man have givet de krydsvaccinerede muligheden for frivilligt at vælge at få et tredje stik meget tidligere,” siger han.
Enhedslisten: Vi følger op på, om det løser problemet
Hos Enhedslisten er Peder Hvelplund, som er sundhedsordfører, også tilfreds med, at der endelig er kommet en melding om et tredje stik til de krydsvaccinerede frontmedarbejdere.
Han er dog opmærksom på, at det tredje stik ikke er en garanti for, alle lande tillader indrejse og vil holde øje med, om udfordringen bliver løst.
”Vi skal jo sikre, at det her netop bliver løsningen på det problem, vi adresserer. Det er jo ikke et spørgsmål om at få et ekstra stik. Det er spørgsmålet om, at det skal løse problemet med, at man ikke har muligheden for at rejse til de lande, der stiller de krav. Så det er klart, at vi løbende kommer til at følge op på, om problemet konkret bliver løst,” siger han.
Opdateret med kommentar fra Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA samt kommentar fra Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten.