Tid. Rekruttering, minuttyranni, medarbejderflugt, tillid og faglærte ansatte.
Igen og igen blev der spurgt til helt centrale arbejdsvilkår i ældreplejen i den Facebooktråd, hvor FOAs formand for Social- og Sundhedssektoren Torben Hollmann bad frontmedarbejdere om, hvilke spørgsmål han skulle viderebringe til landets social- og ældreminister Astrid Krag (S) på ældretopmødet torsdag.
Og spørgsmålene vidner om en trængt ældrepleje og pressede social- og sundhedsmedarbejdere.
Læs også: Sosu-assistent: ”Sygeplejerskerne har lavet en bølge, men vi vil være med til at lave en orkan”
Fem minutter til toiletbesøg?
"Hvordan får vi flere hænder? Tid til at yde omsorg og høj faglighed for at sikre patientsikkerheden?" spørger Maria Bruun, mens Annie Elisabeth Ovesen skriver:
"Hvornår forstår de, at man bliver syg af at gå på arbejde? Der er skåret helt ind til knoglen."
Eller som Charlotte Østergaard Fuglsang skriver:
"Hvorfor skal vi have minutter ude ved borgerne? Hvem har stået med det stopur? Fem minutter til toiletbesøg med en, som knapt kan gå? Det holder ikke."
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Vi kæmper samme kamp
Og selv om de 184 spørgsmål i Facebooktråden er hård læsning, er Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, 'meget, meget glad' for at have modtaget dem, siger han.
"Jeg er sindssygt overvældet og sindssygt glad for dem. For de vidner om, at vi ikke står alene i den her kamp - som det nogle gange måske har føltes som. Vi kæmper den samme kamp. Kampen om en værdig ældrepleje," siger Torben Hollmann.
For ved at fokusere på medarbejderne kommer der igen fokus på de ældre, som Jette Benner Baastrand skriver:
"Fortæl hende, at hvis personalet ikke har tid, smitter det af på de ældre," opfordrer hun Torben Hollmann.
"Hvis der ikke er nogle ordentlige arbejdsforhold. Så vil der komme stress og andre fysiske problemer som slitage. Forkerte arbejdsstillinger. Det giver mange sygedage i det offentlige. Krop og sind kan simpelthen ikke klare, hvad man bliver udsat for på længere sigt. Det er noget af det første, man skal erkende. Hvis man vil have flere inden for faget. Så erkendelse er det første skridt."
Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’
De er udmattede
Medarbejdernes utilfredshed overrasker ikke Tine Rostgaard, der er professor MSO på Roskilde Universitet og forsker i ældrepleje.
"Det er svært at rekruttere, og andelen af ansatte, der ikke har en plejeuddannelse, er stigende og har været det i mange år. Det gør, at medarbejderne hele tiden skal være opmærksomme på, hvem de er på arbejde med og muligvis skal kompensere for manglende faglighed," siger Tine Rostgaard, hvis seneste måling viser, at hver femte medarbejdere i ældresektoren ikke har nogen plejeuddannelse.
Og mit indtryk er, at det ikke på nogen måde er blevet bedre. Det gør det svær at tiltrække folk til sektoren, og der er et stor frafald på uddannelserne," siger hun.
Også sygeplejerskestrejken og coronakrisen kan have givet medarbejdernes følelse af ikke at blive værdsat et ekstra skub.
"Medarbejderne er udmattede efter coronakrisen, som stadig presser plejecentrene i form af ekstra regler og hygiejne. For medarbejderne handler det om tid og anerkendelse eller manglen på samme. Det er hårde odds, for arbejdet er fysisk og mentalt udmattende. Det viser al forskning."