Annonce

Kvinde sidder på seng med hånd på ryggen

Mange fyres for sygdom: Men arbejdsmiljøet kan være årsag til fraværet


Forskningen kan ikke sætte direkte lighedstegn mellem
belastet arbejdsmiljø og højt sygefravær. Men bestemte belastninger i det fysiske og psykiske miljø, som FOAs faggrupper ofte udsættes for, rummer ekstra risiko at blive syg.

Annonce

Av min ryg! En værkende ryg skyldes ofte løft og arbejdsstillinger på jobbet. Det ved FOAs faggrupper alt om. Men mange af dem bliver fyret, når de bliver langtidssyge med problemer, der måske bunder i dårligt arbejdsmiljø.   Colourbox

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Når ansatte i FOAs faggrupper får en fyreseddel, er den mest brugte begrundelse sygdom.

Læs også: Fyret for sygdom efter jubilæum: ”Jeg havde regnet med lidt elastik”

Ansatte, der oplever vold og trusler i deres hverdag på jobbet, sygemelder sig oftere end andre. Det samme gør ansatte, der mobbes, mangler indflydelse, savner anerkendelse eller oplever mange følelsesmæssige krav i arbejdet. Ligeledes rummer hårdt fysisk arbejde risiko for at øge sygefraværet.

Det viser en undersøgelse, ”Fraværsrapport 2019”, fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). 

Mange af FOAs faggrupper vil nikke genkendende til den slags belastninger i arbejdslivet, og en hel del oplever flere af dem i kombination. Det viser både FOAs egne medlemsundersøgelser og forskning i arbejdsmiljø. 

”Arbejdsmiljøet betyder meget for sygefraværet,” fastslår Maria Melchiorsen, der er forbundssekretær i FOA.

Mest sygefravær i FOA-faggrupper

Ifølge NFAs undersøgelse topper hospitaler, dag- og døgninstitutioner samt hjemmeplejen da også listen over sygefravær på danske arbejdspladser. Og blandt faggrupperne med allerhøjest fravær er sosu’er, portører, pædagogmedhjælpere, pædagoger og dagplejere.

”Men undersøgelsen giver ikke grundlag for at sige, at der er en direkte årsag/virknings-sammenhæng mellem arbejdsmiljø og sygefravær. Man kan kun tale mere generelt om, at de, der oplyser, at de har bestemte belastninger i arbejdsmiljøet, også har et højere sygefravær,” siger Mari-Ann Flyvholm, der er seniorforsker ved NFA.

Hun peger på, at også andre faktorer end arbejdsmiljøet har betydning for helbredet, og at sygdom udløser mere fravær på nogle arbejdspladser end på andre.

”Inden for nogle fag – for eksempel dag- og døgninstitutioner - er man jo simpelthen nødt til at melde sig syg, hvis man er det”, siger Mari-Ann Flyvholm.

 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev