Alt personale på skoler og i skolefritidsordninger opfordres af myndighederne til at få gennemført en PCR-test, inden de møder ind mandag morgen.
Derudover arbejder kommunerne på at opbygge testkapacitet, så ansatte på landets skoler og i SFO’er kan blive tilbudt to ugentlige kviktests, skriver Kommunernes Landsforening i en pressemeddelelse. Det har været KL’s ambition, at man allerede fra uge 6, altså fra 8. februar, kunne teste personalet to gange om ugen, men testkapiciteten vil ikke være 100 procent klar til mandagens genåbning, lyder det fra KL. Derfor skal de ansatte væbne sig med tålmodighed.
”Det er en stor opgave, som tager tid at løse. Vi kan desværre ikke sige noget konkret om, hvordan testkapaciteten er helt på plads, men der bliver arbejdet på højtryk – og vi håber selvfølgelig, det står helt klar i løbet af ugen (uge 6, red.),” siger KL’s presseenhed.
Det vil være frivilligt at lade sig teste, og testningen vil som udgangspunkt foregå på skolerne i arbejdstiden eller i umiddelbar tilknytning hertil.
Justitsminister Nick Hækkerup anbefaler dog alle ansatte at benytte sig af tilbuddet om kviktests:
”Det er et vigtigt værktøj til at bryde potentielle smittekæder hurtigt og dermed også et væsentligt element i den begrænsede genåbning, som vi nu heldigvis kan se frem til for de mindste skoleelever. Derfor er det også afgørende, at personalet på landets skoler nu gør brug af tilbuddet om kviktest, så vi sikrer, at genåbningen foregår så forsvarligt som muligt,” siger han i KL’s pressemeddelelse.