Annonce

Sommerhuse i Danmark. Dannebrog. Strand.

Har du styr på de nye ferieregler?


Vi er godt i gang med det indeværende ferieår, men alt er ikke, som det plejer. 1. september 2020 trådte nye regler omkring din ferieoptjening og -afholdelse i kraft. Her er alt, du skal vide, for at få styr på de kommende ferier. 

Annonce

Mange kommer nok til at holde sommerferie herhjemme i Danmark. Men har du helt styr på, hvor meget ferie du kan tage?  Colourbox

Af Simone Kjølbye-Dam
Journalist

Annonce

2020 var året, hvor vi fik den nye ferielov. Det har medvirket til forvirring og et mistet overblik for mange. Her hjælper FOAs chefjurist, Ettie Trier Petersen, dig med at få dannet overblikket igen.

Hvad betyder samtidighedsferie?

I 2020 gik vi fra at optjene feriedage i året før selve afholdelsen, til vi nu har det, der hedder samtidighedsferie. Det betyder, at du nu kan afholde betalt ferie inden for samme ferieår, som den er optjent i.

Det kan især være en fordel, hvis du er nyuddannet eller nyansat og derfor ikke har fået optjent feriedage endnu.

Hvornår har jeg så optjent mine feriedage? Er det først eller sidst på måneden? 

Sidst på måneden. Du optjener 0,07 feriedag pr. arbejdsdag, og det betyder, at du - uanset om du er på deltid eller fuldtid - optjener 2,08 feriedage pr. måned. Regnestykket gælder de 25 dages ferie, du har ret til hvert år ifølge ferieloven. 

Hvad er et optjeningsår? 

Før den nye ferielov trådte i kraft, gik ferieåret fra 1. maj til 30. april. Det er blevet lavet om, så et optjeningsår går fra 1. september til 31. august. 

Betyder det så, at jeg ikke kan tage ferie i starten af et nyt optjeningsår?

Nej, ikke nødvendigvis. Med de nye ferieregler er det også muligt at afholde ferie, selvom du ikke har optjent det antal dage, du ønsker at holde fri i. Det skyldes, at du har mulighed for at aftale forskudsferie, hvor du afholder feriedage, som du først optjener ret til senere i det aktuelle ferieår.  

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke når at tage ferie inden ferieåret er gået?  

Ifølge et EU-direktiv er udgangspunktet, at du skal holde 4 ugers betalt ferie i ferieåret. Der er dog mulighed for at holde ferie i det, der kaldes ferieafholdelsesperioden, som er ferieåret plus 4 måneder. Det vil altså sige, at du kan afholde din ferie fra 1. september til 31. december året efter.

Hvis du ikke når at få afholdt 5. ferieuge ved udgangen af ferieafholdelsesperioden, kan du aftale med din arbejdsgiver at overføre ferien til næste ferieår, ellers bliver 5. ferieuge udbetalt.

Du kan ikke overføre de første 4 ugers ferie, medmindre du har været forhindret i at holde dem på grund af sygdom eller barsel.

Hvad med mine ekstra feriedage, som jeg har fået gennem min overenskomst? Hvornår kan de bruges? 

De fleste har ekstra feriedage, som FOA har aftalt med arbejdsgiverne, og som lægges oveni de 25 feriedage, som ferieloven giver ret til. Her kan nævnes 6. ferieuge eller feriefridage.

Den 6. ferieuge, som er opnået gennem overenskomstforhandlinger, bliver optjent i løbet af et kalenderår (1. januar – 31. december) og kan afholdes fra 1. maj året efter.

Hvor kan jeg holde øje med, hvor meget ferie jeg har brugt og derfor har tilbage? 

Det bør fremgå af din lønseddel. 

Ellers kan du også vælge at gå ind på ferieplanlæggeren, som Forhandlingsfællesskabet, KL og Danske Regioner har udarbejdet på linket her, hvor du hurtigt og nemt kan indtaste, hvor mange feriedage du allerede har brugt og dermed finde ud af, hvor mange dage du på nuværende tidspunkt har tilbage. 

Hvad hvis jeg har brugt ferie på forskud og bliver opsagt?

Det behøver du slet ikke bruge energi på. Arbejdsgiver kan alene modregne din allerede afholdte ferie i tilgodehavende løn og feriegodtgørelse.

Skal jeg bare se bort fra den nye ferielov, hvis jeg er timelønnet?

Hvis du er timelønnet, har du krav på feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn. Ferieloven dikterer nemlig, at alle – både månedslønnede, men også timelønnede – har ret til minimum 12,5 % af deres løn, som er det, der hedder feriegodtgørelse. 

Du kan desuden være ansat i en virksomhed, som er med i en overenskomst, og det kan derfor være, at du får en højere feriepengesats end den, der fremgår af ferieloven.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev