Annonce

Faiso med social- og sundhedshjælper-hat på, kigger til siden

Tema: Vejen til mit fag

Social- og sundhedshjælper Faiso Jama Warsame: ”Som barn passede jeg min gamle bedstemor”


”Jeg vil vise mine børn, at de kan alt,” siger social- og sundhedshjælper Faiso Jama Warsame. Hun kom til Danmark som teenager, da hun flygtede fra krigen i Somalia. Her er hendes vej til den danske ældrepleje. 

Annonce

Faiso Fama Warsame kom til Danmark, da hun flygtede fra krigen. Hun holder af at lytte til de ældre på plejehjemmets historier om gamle dage. Tobias Stidsen

Af Anja Skov Granerud
Journalist

Annonce

”Jeg elsker de store mærkedage – fastelavn, julefrokost, påske. På det plejehjem, hvor jeg var elev, gav de anledning til at pynte op, dække bordet fint og dykke ned i beboernes minder om højtiderne. Samtidig gav det mig en ny forståelse af den danske kultur, når de for eksempel fortalte om julen i gamle dage. Vi grinede sammen og skålede en masse.

Jeg voksede op i Somalia. Der har man ikke plejehjem, så min bedstemor boede hos os. Jeg husker det som om, jeg altid sad ved hendes side. Husker følelsen af, hvor meget hun holdt af mit nærvær. Det må være der, min kærlighed til arbejdet med ældre mennesker opstod.

Som teenager flygtede jeg fra krigen. Jeg ville til Sverige og bo hos min søster, men blev stoppet i Danmark. Her endte jeg med at bo på forskellige asylcentre i to år. Derefter fik jeg opholdstilladelse, gik i gang med at lære dansk og tog 9. og 10. klasse.

Min mor bor stadig i Somalia, og jeg savner hende frygteligt. Min lyst til at drage omsorg for ældre handler nok også om, at mine egne familiemedlemmer mangler i min hverdag.
Heldigvis har jeg haft en mentor her i Danmark, som jeg kalder min danske mor.

I dag er jeg enlig mor til fire børn, og jeg er lige blevet færdig som social- og sundhedshjælper. Min 15-årige søn delte et billede af mig på Facebook og skrev, at han var stolt. Jeg vil vise mine børn, at de kan alt. 

Jeg har altid drømt om at blive sygeplejerske eller læge, og nu går jeg i gang med at uddanne mig til assistent.”

Faisos CV

2020: Uddannet social- og sundhedshjælper
2010-2014: Dagplejer
2010: Rengøringsjob i Københavns Kommune
2007: Rengøringsjob i Aalborg Kommune
2002: Ungdomsskole, lærte at tale dansk
2000: Ankom til Danmark, fik opholdstilladelse i 2002

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev