Med sammenlagt næsten 600.000 følgere på de sociale medier YouTube og Instagram er 22-årige Rasmus Brohave en af landets absolut største talerør til unge.
Det talerør har 10 social- og sundhedsskoler benyttet ved at hyre den kendte ’youtuber’ og tv-vært til at lave en video til sine følgere, hvor han er social- og sundhedsassistent for en dag. Videoen er dermed den seneste i rækken i Brohaves serie ”Hvad kan jeg blive?”.
”Det er den mest populære serie på min YouTube-kanal. Forhåbentlig kan den her video også være med til at skaffe flere elever til sosu-skolerne, for det er der behov for,” siger Rasmus Brohave, hvis søster selv er ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent.
”Hun har været god til at sætte mig ind i, hvad faget er, og hvad det ikke er. Jeg ved, at der er flere uheldige fordomme, så forhåbentlig kan videoen også være med til at mane dem til jorden," siger Rasmus Brohave.
Se videoen her:
Corona aflyser åbent hus
Den verserende corona-pandemi har aflyst arrangementer som DM i Skills og åbent hus på sosu-skoler. Arrangementer, der bidrager til at skabe fokus på faget og skaffe højere elevtal.
Og derfor er formand for sosu-skolerne Lisbeth Nørgaard da også bekymret for forårets ansøgertal. Hun krydser fingre for, at Rasmus Brohaves YouTube-kanal kan være en utraditionel hjælp til at skaffe flere elever.
”Det er et forsøg på at nå ud til flere unge via kanaler, som tiltaler de unge selv," siger Lisbeth Nørgaard, der i øjeblikket er travlt beskæftiget med også at finde andre, alternative måder at få folkeskolelever til at vælge en karrierevej inden for sosu-faget.
"Vi ved, at vi i mødet med potentielle elever flytter mange, der er usikre om valg af uddannelse. Så udover videoen med Rasmus Brohave arbejdes der på, om der kan laves online materiale, og om vi i stedet kan komme til de unge og møde dem ude på folkeskolerne," siger Lisbeth Nørgaard.
Ønsker at hjælpe andre
For Rasmus Brohave var det en positiv øjenåbner at opleve en hverdag som social- og sundhedsassistent-elev.
”De vælger uddannelsen for at hjælpe andre. Det havde jeg ikke tænkt kunne være så vigtig en begrundelse i valget af uddannelse, men det er det for dem. Og det er jo virkelig dejligt,” lyder det anerkendende fra Rasmus Brohave.
Rasmus Brohave var med på arbejde på Toftebo Plejecenter, hvor han blandt andet fik en snak med en beboer om det med at være afhængig af de ansattes hjælp og pleje.
Pressefoto