En gang om dagen skal dagplejerne i Sønderborg Kommune vaske gulve og vægge i børnehøjde.
De skal rengøre kontaktpunkter som borde, dørhåndtag, vandhaner og lyskontakter lige som de på grund af coronavirus skal vaske legetøjet en gang dagligt. Det fremgår af kommunens krav til rengøring i dagplejen pr. 1. august.
Men det kan mange af dagplejerne ikke nå inden for deres arbejdstid, lyder det fra Gitte Paulsen Mikkelsen, formand for pædagogisk sektor i FOA Sønderborg.
”Mange bruger 45 minutter til en time ekstra om dagen på at gøre rent, og det betyder i praksis, at de arbejder gratis for at leve op til de skærpede rengøringskrav,” lyder Gitte Paulsen Mikkelsens kritik.
Læs også: Flere kommuner afviser aftale om dagplejernes coronarengøring
Urimeligt
FOA Sønderborg indgik i begyndelsen af maj en aftale med forvaltningen som kompenserede dagplejerne for den øgede arbejdstid ved blandt andet at reducere åbningstiden. Men den holdt kun i 14 dage. Så kom der nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, og aftalen udløb.
Efterfølgende forsøgte man at nå til enighed med Sønderborg Kommune om at give dagplejerne en månedlig afspadseringsdag, der svarer til en halv times afspadsering om dagen, men forgæves.
”I daginstitutionerne har man fået ekstra ressourcer for at kunne leve op til kravene. I dagplejen skal de gøre alting selv. Det er ikke rimeligt,” siger Gitte Paulsen Mikkelsen og fortæller, at der nu er sendt et uenighedsreferat til FOA i København.
Den nye standard
Dagtilbuds- og læringschef i Sønderborg Kommune, Connie Buch, har ikke nået at svare på kritikken inden for Fagbladet FOAs deadline, men skriver i JydskeVestkysten i dag, at FOAs kritik er ubegrundet.
”Det er helt almindelig rengøring og almindelig hygiejne, som vi forventer ved vores dagplejere,” siger hun til JydskeVestkysten.
”Vi ser det her som værende fremtiden, at vi er forbi corona, og det her er den standard, som vi skal leve op til nu,” siger Connie Buch.
Læs også: Ferien er forbi: Her er corona-reglerne i dagtilbud
Kan ikke mere
Men Jurate Elnef, der er fællestillidsrepræsentant for dagplejerne i Sønderborg Kommune, mener ikke, at det er almindelig rengøring at vaske alle kontaktflader som døre, dørhåndtag, vægge, borde, bordkanter, gulve, legetøj og redskaber af dagligt.
”Vi har selvfølgelig en forventning om, at et dagplejehjem er rent, men de her krav rækker ud over den almindelige rengøring, og derfor mener jeg også, at den skal kompenseres. Corona er kommet for at blive, og derfor skal vi finde en løsning på problemet,” siger Jurate Elnef, der har oplevet dårligere trivsel blandt dagplejerne på grund af det øgede arbejdspres.
”Jeg har kolleger, der er kommet til mig og har sagt, at de ikke kan mere. At de ikke kan overskue det, og at de ikke tænker på andet. Manges psykiske arbejdsmiljø er forringet,” siger hun.
Trivslen er dalet
En FOA-medlemsundersøgelse fra begyndelsen af maj viste da også, at dagplejerne er den gruppe i FOA, der har oplevet størst arbejdspres, følt sig mest stresset og har haft flest overarbejdstimer under genåbningens første fase.
61 procent af dagplejerne svarede, at de i 'meget høj' eller 'høj grad' mærkede et øget arbejdspres på grund af ændrede arbejdsgange under covid-19, mens gennemsnittet for alle FOAs faggrupper inklusive dagplejen lå på 31 procent. Knapt hver tredje af dagplejerne havde i 'meget høj' eller 'høj grad' følt sig stressede, mens det kun gjaldt for 15 procent i snit for alle FOAs faggrupper.
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
Retningslinjerne skal ensrettes
Derfor arbejder FOA også for en ensretning af retningslinjerne i kommunerne, siger næstformand for Pædagogisk Sektor i FOA, Joan Lindskov. For selv om mange kommuner har lavet aftaler med FOAs afdelinger, så er alle problemer ikke løst.
”Vi er ikke færdige med at forhandle med Kommunernes Landsforening (KL). Derudover er vi i gang med at se på, om vi kan samarbejde med KL om de retningslinjer, dagplejerne skal følge i forhold til hygiejne og rengøring. Det skal sikres, at dagplejerne følger nationale retningslinjerne og ikke bliver sat til langt mere end det, retningslinjerne foreskriver,” siger Joan Lindskov.
Coronarengøring nødvendig
Også formand for pædagogisk sektor i FOA Sønderborg Gitte Paulsen Mikkelsen er helt enig i, at rengøringen er nødvendig, både for at holde coronavirus i ave, men også fordi vi ovenpå coronakrisen har set, at rengøring virker.
”Vi har set, at børn og voksne bliver mindre syge, men rengøringen skal kunne nås inden for de 48 timer, dagplejerne har til rådighed. Og ellers skal de kompenseres.”