Annonce

Sundhedspersonale covid-19-testes

Tema: Coronavirus

Alt plejepersonale testes for corona i Aarhus


De 5.000 ansatte i ældreplejen og på botilbud skal alle testes inden for de kommende to uger og så efterfølgende én gang om ugen indtil smittetrykket i kommunen falder. Samtidig genindføres der besøgsrestriktioner.

Annonce

Aarhus Kommune har konstateret nye smittetilfælde i ældreplejen, men ikke hos nogle beboere på nuværende tidspunkt, fortalte borgmester Jacob Bundsgaard i dag på et pressemøde. Aarhus Kommune vil også uddanne flere sundhedsfaglige til at indgå i testpersonalet. Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Af Joachim Ploug Hansen
Journalist

Annonce

Aarhus Kommune har i de seneste dage oplevet et markant udbrud af coronasmitte. Så markant, at kommunen nu inddeles som ’rød,’ hvilket betyder, at der er 20 eller derover nye smittede per 100.000 indbyggere.

Derfor skal alt plejepersonale testes for coronavirus inden for de kommende to uger og efterfølgende én gang om ugen, fortalte borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), tidligere torsdag på et pressemøde.

”Det gør vi for at sikre, at vi opsporer de medarbejdere, der kan blive smittet med coronavirus,” sagde han.

​Mobile testenheder er en mulighed

Den massive testindsats er en del af retningslinjerne, der blev aftalt i forbindelse med genåbningen af plejehjemmene tilbage i begyndelsen af juli.
I retningslinjerne står der også, at medarbejderne vil blive testet minimum én gang hver anden uge indtil kommunen igen er ’grøn.’ Det vil sige, indtil Aarhus Kommune igen når ned på under 20 nye smittede per 100.000 indbyggere.

Aarhus Kommune er i dialog med Region Midtjylland om, hvordan de mange tests skal gennemføres. Et tiltag kan være mobile testenheder, fortæller direktør Hosea Dutschke fra sundhed og omsorg i Aarhus Kommune til Aarhus Stiftstidende.

”Det er en omfattende opgave at teste alle sundhedsfaglige medarbejdere inden for de næste 14 dage. Det kan blandt andet ske ved at bruge de mobile testenheder, som kan køre ud til de enkelte plejehjem og dér, hvor medarbejdere i hjemmeplejen samles,” siger han.

FOA: En beskyttelse for personale og beboere

I FOA er man glad for, at alt plejepersonale nu skal testes.

”Det giver en sikkerhed for personalet og beboere. Det var det, vi bad om, da der skulle laves en aftale for genåbningen af plejehjemmene, og det er godt at se, det bliver brugt,” siger Torben Hollmann, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

Samtidig ser han også positivt på de besøgsrestriktioner, der bliver pålagt plejehjemmene og bostederne i Aarhus Kommune. Alle besøg skal igen foregå udendørs medmindre der er tale om et særligt tilfælde eller kritisk sygdom.

”Jeg er meget enig i, at Aarhus Kommune nu genindfører besøgsrestriktioner. Min appel går ud til de pårørende om at acceptere det, og ikke lade deres frustrationer gå ud over FOAs medlemmer,” siger Torben Hollmann.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev