Klokken 6.30 torsdag morgen efter påske stod forsker Anette Boye Koch klar.

Sammen med forældre, der for første gang i halvanden måned afleverede deres børn i den integrererede institution Skovkanten i udkanten af Aarhus. Og med medarbejdere, der for første gang i lige så lang tid, modtog dem. 

For Anette Boye Koch, der forsker i børns trivsel i dagtilbud fra VIA University, ville følge det pædagogiske eksperiment, det i virkeligheden var, da dagtilbuddene blev genåbnet efter nedlukningen med helt nye afstandskrav, skærpet håndhygiejne, små børnegrupper og legezoner. 

”Hvis ikke nu, hvornår så? Jeg kunne jo ikke bare sidde derhjemme i denne her situation, hvor alt skulle gentænkes, justeres og systematiseres på en helt ny måde på meget kort tid. Det var som at åbne en helt ny institution. Pædagogisk set var det vanvittigt interessant,” siger Anette Boye Koch, der på eget initiativ i løbet af et par dage fik stablet den pædagogiske undersøgelse på benene og i første omgang fulgte hverdagen i to institutioner under genåbningen. 

Læs også: Erfaringer fra dagtilbud: Corona gav tid til nærvær

Fik og tog ansvar

”Det viste sig at være en helt ny mulighed for pædagogikken. Et gavnligt benspænd,” siger Anette Boye Koch, der fulgte en vuggestuegruppe og så en helt tydelig forskel i det, hun tidligere havde oplevet i dagtilbud, og det hun så nu. 

”Jeg så medarbejdere, der var meget tættere på børnene. Der fik mulighed for at lege mere med og virkelig lægge mere mærke til, hvad børnene var optaget af. Jeg så færre konflikter, en større ro og fordybelse. Og jeg så medarbejdere, der fik og tog ansvar på en ny måde.” 

Læs også: Aftale landet: Minimumsnormeringer sikrer mere pædagogisk personale allerede i år

Kendte voksne, kendte børn

Normeringerne var bedre end normalt, børnene var i små grupper med samme, kendte voksne. Og medarbejderne – især medhjælperne – gav udtryk for at få et langt større ansvar, netop fordi den enkelte medarbejder alene skulle sørge for planlægning og udførelse samt forældrekontakt i den egne lille gruppe. 

”Det er i virkeligheden kommet til at blive til et studie i, hvad god normering medfører. Flere hænder giver simpelthen nogle andre muligheder.”

Læs også: Borgmester: Minimumsnormeringer behøver ikke koste forældrene kassen

Forudsigelighed

Der var mere ro, mere fordybelse, mere nærvær. 

”Det er den forskel, jeg ser, og den forskel er god for børnenes trivsel. Der er forudsigelighed, de ved, hvilke børn, de skal lege med, de ved, hvor de skal være og hvilken medarbejder, de skal være sammen med,” siger hun om børn, der i en normal institutionshverdag bruger meget tid på at orientere sig. Hvem er kommet, hvor skal man være, hvem skal man lege med?

”Den forudsigelighed er god, især for de børn, der er flagrende og har svært ved at fordybe sig og de børn, der har svært ved at finde ind til leg med andre børn.”

Men, understreger hun, forudsigeligheden gavner alle børn. 

”Børnene bliver fastholdt. De bliver nødt til at blive i aktiviteterne i længere tid ad gangen, fordi gruppen, zonen og legetøjet er afgrænset. Og de finder faktisk ud af at få det bedste ud af det.” 

Griber øjeblikket

Anette Boye Koch så pædagogikken udspille sig i alle aktiviteter og små hverdagsrutiner i Skovkanten. I afledningsmanøvrerne, hvor et barn løber over til bedstevennen i en anden gruppe og i den måde medarbejderne bedre kunne gribe de små ting, som børnene interesserede sig for og agere spontant og improviserende ud fra det. 

”Hvornår har en medarbejder sidst været på tur med kun fire børn, hvor de har kunnet sætte sig ned og kigge på nogle skovsnegle, tale om dem, lære om dem og tage sig den tid, det tager? Det er der næsten aldrig mulighed for i en almindelig institutionshverdag. Den er simpelthen for presset.”

Læs også: Pædagogisk assistent efter tv-eksperiment: 'Overraskende grelt'

Pædagogik er overalt

De små grupper har gavnet pædagogikken, lyder forskerens foreløbige dom. Og på den måde er den styrkede pædagogiske læreplan kommet i spil nærmest uden at medarbejderne nødvendigvis har tænkt over det.

”Mange tror, at didaktik og pædagogik kun finder sted i pædagogiske forløb. Men det er i alle handlinger, pædagogikken udspiller, også i rutinerne i garderoben og i turen hen til håndvasken. Arbejdet med børns perspektiver handler i virkeligheden om hele tiden at dreje sig i forhold til, hvilke signaler børnene udsender,” siger Anette Boye Koch og understreger, at pædagogik handler om den måde, man møder børn på, det børnesyn, man har med sig, den måde, man lægger mærke til deres behov og tager deres perspektiver med i det daglige arbejde. Små grupper gavner alle børn”

Og det har medarbejderne virkelig gjort. De har taget teten og sørget for den omsorg, hvert enkelt barn har brug for. De er vokset og har klaret den her situation fantastisk. Det hører jeg også lederne sige – at de har shinet på en helt anden måde.” 

Opfangede små signaler

For eksempel da en pædagog i vuggestuen skubbede børnene på en helt særlig, hoppende måde, og børnene endte med at boble helt over i latter, fordi de blev vippet igen og igen. 

”Han var så nærværende, og derfor opfangede han legesignaler også fra de mere forsigtige børn, som nok normalt var blevet overset, og byggede videre på dem. Det var helt fantastisk,” siger hun. 

Hvad tager vi med?

Selv er Anette Boye Koch nysgerrig på, hvilke konsekvenser eksperimentet under genåbningen kan få for danske børns institutionshverdag på længere sigt.

Når det gælder specialområdet, har man længe tænkt i små grupper, understreger Anette Boye Koch.  

”Og måske er der potentiale i at tænke de små grupper for alle børn? Det er i hvert fald det, jeg har set: At det er en fordel for alle børn med de samme voksne, mere ro og små grupper. Kan vi tænke vores institutioner på en ny måde?”